Danmarks Idrætsforbund

Unge i Holbæk gør sig klar til job og uddannelse på gokartbanen

Del

Mange unge har svært ved at finde vej til job og uddannelse. Indsatsen Sportucation, der lokalt er et samarbejde mellem Holbæk Gokartklub, Dansk Automobil Sports Union, FGU Nordvestsjælland og Danmarks Idrætsforbund (DIF), skal fra i dag hjælpe unge i og omkring Holbæk med at se muligheder i autobranchen.

Holbæk Gokartbane får nu vigtig rolle i udviklingen af unge fra lokalområdet.
Holbæk Gokartbane får nu vigtig rolle i udviklingen af unge fra lokalområdet. DASU (Dansk Automobil Sports Union).

Holbæk Gokartklub får en ny funktion. Det er her, at en gruppe unge fra den forberedende ungdomsuddannelse – FGU Nordvestsjælland – frem over skal møde til undervisning. Ikke på skolen ligesom de andre elever, men i gokartklubben, hvor de bliver en del af dagligdagen som led i deres undervisning.

”Med Sportucation giver vi de unge en unik mulighed for at prøve sig af i en virkelighedsnær kontekst. De bliver en del af hverdagen på gokartbanen og får prøvet kræfter med både biler, banedrift og mulighederne i autobranchen,” siger direktør Jørgen Ravnsbæk fra FGU Nordvestsjælland.

Netop dét at være en del af hverdagen på en rigtig arbejdsplads har stor betydning for de unges udvikling.

”Det giver dem nogle andre muligheder for at snuse til arbejdsmarkedet og komme ud i praktikker. Eleverne på FGU-skolerne er talentfulde unge, der bokser lidt med at finde deres vej mod job og uddannelse. Vores erfaring fra Sportucation er, at de unge trives i sportsklubbernes fællesskabsorienterede hverdag, hvor man er sammen om at få ting til at ske, og alle er vigtige, uagtet hvilken funktion man udfylder,” siger projektleder Jon Nedergaard fra Sportucation i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Sportucation har eksisteret siden 2019 og kommer nu til Holbæk, hvor FGU Nordvestsjælland sammen med Dansk Automobil Sports Union (DASU) har designet helt unikt indhold til de unges forløb med udgangspunkt i motorsporten.

Magnussen på banen

Indsatsen i Holbæk skydes i gang ved et event i dag, hvor Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak, deltager sammen med repræsentanter fra FGU Nordvestsjælland, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Automobil Sports Union. Eventet får også besøg af Emilie Rath, Danmarks første og eneste kvindelige mekaniker i Formel 1 – og så vil racerkører Jan Magnussen lægge vejen forbi og fortælle om sine oplevelser på og uden for racerbanen.

”Det er vigtigt for motorsporten at give tilbage til samfundet – og for vores kollegaer i Holbæk Gokartklub at bidrage til unges udvikling lokalt. Sportens arenaer kan noget særligt i forhold til menneskers udvikling, og vi glæder os til at få de unge ud på banen og rundt i branchen,” siger udviklingschef Mikkel Bøyesen fra Dansk Automobil Sports Union.

Sportuation skydes i gang fra klokken 15:30 til 17:30 i dag. Det sker i Holbæk Gokartklub på Omfartsvejen 27 i Holbæk.

 

FAKTA:

Sportucation – en del af Startblokken

Sportucation af en del af det nationale initiativ Startblokken, der har sit udspring i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Fælles for alle indsatser under Startblokken er et ønske om at hjælpe mennesker, der kan have svært ved at finde deres plads, videre i livet mod enten job eller uddannelse. Det sker ved at fokusere på trivsel og fællesskab – og ved at styrke deres udvikling og tro på sig selv gennem de unikke rammer, idrættens arenaer kan bidrage med.

Sportucation blev i efteråret 2024 valgt ud af Kulturministeriet som et af de 15 kulturpasforløb, der skal være med til at fremme trivsel og mental sundhed for Kulturpassets målgruppe og understøtte gruppens vej mod beskæftigelse eller uddannelse

Idéen med indsatsen er at gribe unge i 8. til 10. klasse, som er i risiko for ikke at få en ungdomsuddannelse, og gennem indsatsen ruste dem til at mestre deres liv, inden de påbegynder en ungdomsuddannelse. Det sker i tæt samarbejde med landets FGU-skoler.

Sportucations indsats i Holbæk er foruden kulturpasmidlerne støttet af midler fra Bikubenfonden.

Startblokken er helt overordnet støttet af Grundfos Fonden, Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden og af midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse – herunder midler fra EU.

FGU Nordvestsjælland

FGU er en forkortelse af Forberedende Grunduddannelse og er en uddannelse med almene fag, undervisning på værksteder og i praktik. FGU er et tilbud til unge fra 15 til 25 år, der ikke har ikke gennemført en ungdomsuddannelse, mangler fag og karakterer eller er i tvivl om valg af uddannelse.

FGU Nordvestsjælland har skoler i Holbæk, Svebølle og Fårevejle og har mange års erfaring med unge, der har brug for at ruste sig, inden de kan starte på uddannelse eller i job.

Bikubenfonden

Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der arbejder med at katalysere systemiske forandringer for at nyskabe muligheder for unge på kanten af samfundet og for aktuel scene- og billedkunst. Fonden har støttet Sportucation siden 2019.

KONTAKT:

FGU Nordvestsjælland (som står bag eventet i dag): Kommunikationsmedarbejder Pernille Koustrup Offersen, telefon: 25 27 15 17.

Sportucation/Danmarks Idrætsforbund: Projektleder Jon Nedergaard, telefon: 51 92 80 08.

Dansk Automobil Sports Union: Udviklingschef Mikkel Bøyesen, telefon: 29 82 41 07.

Bikubenfonden: Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet, Karen Marstrand Mygind, telefon: 31 58 43 74.

Nøgleord

Billeder

Holbæk Gokartbane.
Holbæk Gokartbane.
DASU (Dansk Automobil Sports Union).
Download
Holbæk Gokartbane
Holbæk Gokartbane
DASU (Dansk Automobil Sports Union).
Download

Links

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye