Stjerner, klassikere og verdenspremierer – ny sæson på Det Kongelige Teater
13.8.2025 07:00:00 CEST | Det Kongelige Teater | Pressemeddelelse
I dag åbner hele billetsalget til den nye sæson 2025/2026 med opera, ballet, skuespil, musical og koncerter.

Sæson 2025/2026 byder blandt andet på helt ny scenekunst, klassikere, koncerter og masser af turnéaktiviteter i hele landet. Balletten fejrer Bournonville og har verdenspremiere på nye balletter af Alexei Ratmansky og Akram Khan. Operaen kan byde velkommen til stjernenavne som Lise Davidsen, Antonio Pappano, Barrie Kosky og Christoph Marthaler. Skuespillet præsenterer store klassikere og ny scenekunst samt gensyn med nogle af de seneste sæsoners største succeser. Sæsonen byder også på musicalbrag, koncerter med urkraft, flere farverige forestillinger for børn og besøg rundt om i Danmark.
Ballet
Balletten åbner sæsonen med en fejring af vores egen Bournonvilletradition, når de to klassikere La Ventana og Kermessen i Brügge indtager Gamle Scene. Efteråret byder på en verdenspremiere: The Art of the Fugue af den verdensberømte, ukrainske koreograf Alexei Ratmansky - en helt abstrakt, nærmest kosmisk ballet til Bachs musikalske mesterstykke Fugaens kunst. I januar følger Twyla Tharps danseshow Come Fly Away, en dansende kærlighedserklæring til Frank Sinatra og hans fløjlsbløde stemme. Forestillingen er elsket blandt publikum – og denne vinter kan den igen opleves i hele sin fulde, forførende kraft i Operaen. Balletsæsonen byder på endnu en verdenspremiere med Lady Macbeth, der er skabt af superstjernekoreografen Akram Khan – en intens og dramatisk nytolkning af Shakespeares mørke tragedie, der fortæller den berømte historie fra Lady Macbeths perspektiv.
Skuespil
Skuespillets sæson åbner med et brag af en oktoberfest, når Regimentet med husinstruktør Anna Balslev i spidsen omdanner Store Scene til en forlystelsespark i Kasimir og Karoline. Anna Balslev sætter også Dansen med Regitze på scenen som en intens beretning om sorg og kærlighed. Skuespillet tager på turné rundt i Danmark med bestsellerforfatter Thomas Korsgaards nyskrevne komedie Sat i verden og Endnu en dag i Guds skaberværk baseret på Katrine Marie Guldagers samfundsspidende roman. Tjekhovs klassiker Onkel Vanja omplantes til nutidens danske landbrugsland med Nicolas Bro i titelrollen, og Thomas Bendixen iscenesætter Yerma - Simon Stones succesudgave af Lorcas drama om en kvindes altopslugende længsel efter at få et barn. Der er også gensyn med to af de seneste sæsoners største succeser Indenfor murene og Don Juan, og landskabet omkring Moesgaard i Aarhus fryser til is, når Snedronningen kan opleves der i sommeren 2026.
Opera
Kunst og politik er det aktuelle omdrejningspunkt, når sæsonen åbner med en ny Tosca iscenesat af Kasper Holten, der for første gang tager livtag med Puccini. Operachef Elisabeth Linton skaber sammen med chefdirigent Marie Jacquot en helt ny udgave af Richard Strauss’ mesterværk Rosenkavaleren, og i hænderne på stjerneinstruktøren Barrie Kosky går 16 nonner i døden på guillotinen for det, de tror på, i Karmeliterindernes samtaler. To af verdens allerstørste operastjerner, sopranen Lise Davidsen og dirigenten Antonio Pappano gæster Operaen til Macbeth-gallakoncert, og teaterikonet Christoph Marthaler stiller skarpt på en af verdens første operaer, Poppeas kroning. Operasæsonen byder også på en række italienske klassikere, Rigoletto, Don Pasquale, Idomeneo, Cavalleria rusticana og Pagliacci – og det 21. århundredes nok største og mest grusomme operamesterværk Written on Skin, der har gået verden rundt, og nu kan opleves i Danmark.
Koncerter
Chefdirigent Marie Jacquot fremelsker rå urkraft og himmelsk glæde ved sæsonens to første symfonikoncerter med Det Kongelige Kapel, hvor Stravinskijs Sacre du printemps og Mahlers Symfoni nr. 4 vil give genlyd i Operaen. Senere i sæsonen fortolker den verdensberømte dirigent Mark Minkowski og Kapellet wienerklassiske symfonier og Wagners Wesendonck Lieder. Det historiske orkesters musikere kan også opleves ved seks rigt varierede kammerkoncerter, og traditionen tro sluttes året af med et festfyrværkeri af en nytårskoncert i Operaen med hele Det Kongelige Kapel og solister på scenen. Koncertsæsonen inviterer også til afslappede barkoncerter med opera, operette og musicals samt italienske eftermiddage med sangere fra operakoret – alt sammen i Operaens smukke foyer.
Musical
Den succesfulde opsætning af musicalen West Side Story med Bernsteins ikoniske musik spillet af Det Kongelige Kapel vender tilbage til Operaen i efteråret. Til januar får den prisvindende Broadway-musical Dear Evan Hansen danmarkspremiere i Skuespilhuset og præsenteres i samarbejde med Aarhus Teater. Musicalen, der handler om den ensomme teenager Evan Hansen, er et kærlighedsbrev til enhver, som længes efter at passe ind i fællesskabet.
Børneforestillinger
Børn og børnefamilier kan i år opleve en af de største bogsuccesser i nyere tid oversat til scenen, når Det Kongelige Teater i efteråret har premiere på Den fantastiske bus af Jakob Martin Strid. Til februar er der gensyn med Topper, Orla Frøsnapper og de andre rødder, når Rødderne i hjørnehuset igen kan opleves i Skuespilhuset. På Gamle Scene kan børn og deres voksne glæde sig til et gensyn med den gysende børneballet De glemte børn skrevet af Kim Fupz Aakeson. Derudover byder teatret på en række gratis arrangementer og aktiviteter som pixiforestillinger og den rullende teaterlegeplads Postyrium på hjul.
Digital sæsonbog
Læs mere om alle forestillinger og koncerter i sæson 2025/2026 i Det Kongelige Teaters online sæsonbog på dette link.
Nøgleord
Kontakter
Michael JannerupPR- og pressechef
Tlf:+45 25 51 77 39mija@kglteater.dkAnna-Katarina GravgaardPR- og presseansvarlig, ballet
Tlf:+45 61 70 84 94akgr@kglteater.dkLise Benthin PræstgaardPR- og presseansvarlig, skuespil
Tlf:+45 22 92 09 00libp@kglteater.dkLouise PedersenPR- og presseansvarlig. opera og koncerter
Tlf:+45 40 53 00 35lope@kglteater.dkNathasja LauritsenPR- og presseansvarlig, børneaktiviteter og -strategi
Tlf:+45 25 51 76 51nlau@kglteater.dkBilleder

Links
Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Operakomedien Don Pasquale indtager Operaen og drager på Danmarksturné19.2.2026 14:27:02 CET | Pressemeddelelse
Donizettis festlige og fornøjelig opera Don Pasquale kan for første gang opleves i Operaen. Den farverige opsætning tager også på turné rundt i Danmark og kan opleves i Randers, Aarhus, Aalborg, Holstebro, Vejle og Esbjerg.
Masterclass med Lise Davidsen18.2.2026 08:04:31 CET | Pressemeddelelse
Stjernesopranen Lise Davidsen giver åben masterclass for unge sangere fra Operaakademiet.
Mozarts Don Juan – gæstespil af Den Jyske Opera16.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den Jyske Opera er på turné rundt i landet med Mozarts Don Juan og gæstespiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene den 9. og 10 marts.
'Endnu en dag i Guds skaberværk' med Iben Hjejle tager på turné11.2.2026 15:54:10 CET | Pressemeddelelse
Iben Hjejle tager med Alexander Bryld Obaze på turné rundt i landet i 'Endnu en dag i Guds skaberværk' fra Katrine Marie Guldagers trilogi om vrede kvinder.
Wienerklassiske mesterværker og Wagners kærlighedsromantik med stjernedirigenten Marc Minkowski og Det Kongelige Kapel27.1.2026 14:20:04 CET | Pressemeddelelse
Den internationale stjernedirigent Marc Minkowski står i spidsen for Det Kongelige Kapel i et koncertprogram, der strækker sig fra Haydn og Mozart til Wagner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum