Bakterier fra køer viser lovende resultater i behandling af MRSA-infektioner

Forestil dig to mennesker, der taler over et walkie-talkie-sæt. Deres kommunikation afhænger af, at de er tunet ind på den samme frekvens. Hvis andre forsøger at kommunikere i nærheden, kan der opstå støj på linjen, og vigtige beskeder kan gå tabt.

Nogenlunde sådan foregår det også i bakteriernes verden. Bakterier kommunikerer nemlig på deres egne ”frekvenser”, når de for eksempel skal orkestrere et angreb på kroppen ved at inficere et sår. Men samtidig kan andre bakteriearter forstyrre kommunikationen, hvilket omvendt svækker deres evne til at koordinere og angribe.

Nu har forskere fra Københavns Universitet i et nyt studie lavet den hidtil største kortlægning af de frekvenser – eller signalstoffer – som stafylokok-bakterier bruger, når de taler sammen.

Stafylokokker er en familie af bakterier, der blandt andet lever på vores hud. En art, gule stafylokokker, findes også i en antibiotikaresistent variant, kendt som MRSA. MRSA er derfor vanskeligere at behandle end almindelige stafylokokker.

Forskerne brugte herefter deres nye viden til effektivt at kurere en MRSA-infektion.

”Med vores kortlægning kan vi se, hvilke signalstoffer der er mest effektive mod MRSA. Vi fandt, at et signal fra en anden stafylokokvariant, Staphylococcus simulans, var meget potent over for MRSA. Oprindeligt er signalstoffet isoleret fra en bakteriestamme fra en ko, men det findes også i bakterier på geder, heste og hos mennesker,” siger Christian Adam Olsen, professor på Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet og en af forfatterne bag det nye studie.

Forskerne testede i et museforsøg, om signalstoffet fra Staphylococcus simulans også kunne forstyrre MRSA-signalerne og forhindre infektion. Det kunne det.

”I forsøget viste vi, at med en enkelt dosis af det her signalstof kunne musene overkomme en MRSA-hudinfektion på lige fod med mus som blev behandlet dagligt med en antibiotikasalve, som i dag blandt andet bruges mod hudinfektioner med stafylokokker,” siger postdoc Benjamin Svejdal Sereika-Bejder, der også står bag det nye studie.

Nyt våben mod antibiotikaresistens?

Antibiotikaresistens er et voksende problem i samfundet, og derfor er der også stor interesse i at finde alternative behandlinger mod bakterieinfektioner. Derfor undersøgte forskerne også, om bakterierne ville udvikle resistens over for behandling med signalstoffet.

”Der er ikke tidligere nogen, der har testet, om stafylokokker udvikler resistens mod behandlingen med disse signalstoffer, som vi ser det med antibiotikabehandling. I vores forsøg kunne vi se, at bakterierne ikke udviklede resistens under laboratoriebetingelser, selv efter 15 dage. Dette er meget lovende, men vil kræve yderligere afprøvning i dyreforsøg,” siger postdoc Benjamin Svejdal Sereika-Bejder.

Med denne alternative teknik svækker man bakteriernes evne til at kommunikere effektivt, men man slår dem ikke ihjel, som ellers er tilfældet, når man behandler med antibiotika. Bakterierne får lov at leve videre, men har sværere ved at orkestrere et angreb på immunsystemet.

”Forklaringen er formentlig, at der derfor ikke er noget evolutionært pres på bakterierne for at udvikle resistens, da de ikke ser signalstofferne som værende farlige for dem. De er også vant til at møde dem fra andre bakterier i deres naturlige miljø,” siger Christian Adam Olsen.

Læs studiet “Mapping of quorum sensing interaction network of commensal and pathogenic staphylococci”.

–––––––

FAKTA: Stafylokokker og MRSA

Stafylokokker er en udbredt bakteriefamilie, der lever på vores hud og i vores slimhinder. Den vigtigste art er gule stafylokokker, Staphylococcus aureus. Den findes også i en antibiotikaresistent variant, kendt som MRSA.

Normalt er stafylokokker ikke farlige, men kan blive det, hvis de trænger ind i kroppen ved at inficere et sår, eller hvis de kommer ind i blodbanen. En infektion med stafylokokker kan behandles med penicillin, mens MRSA-infektioner kræver specielle typer antibiotika og er derfor vanskeligere at behandle.

Kilder: Professor Christian Adam Olsen og sundhed.dk