Kursen er sat: Niels fra Valby sejler mod EuroSkills 2025
Møbelsnedker Niels Næraa-Nicolajsen byttede værkstedet ud med en plads på dækket af skibet Georg Stage. Nu sejler han Europa tynd, mens hans tanker kredser om træ, traditionelle samlinger og en podieplads til EuroSkills 2025 i Herning.

Navn: Niels Næraa-Nicolajsen
Alder: 22 år
Uddannelse: Møbelsnedker (blev færdig i 2023)
Virksomhed: Copenhagen Woodwork – hedder nu Carv
Skole: Roskilde Tekniske Skole
Bopæl: Valby
Hvordan blev du valgt til at repræsentere Danmark ved EuroSkills?
- Jeg har været med til DM i Skills to gange. Første gang var i 2023, hvor jeg deltog på et wildcard og endte med at vinde. I 2024 deltog jeg igen og vandt endnu en gang. Det var sejren i 2024, der sikrede pladsen til EuroSkills i Herning.
Hvad har du lavet, siden du vandt mesterskabet i 2024?
- Kort efter jeg blev svend, tog jeg til Australien for at arbejde som snedker. Det blev dog en kort fornøjelse. Jeg blev mest sat til at pudse plader, og det gad jeg ikke. Så jeg tog hjem og vendte tilbage til min gamle arbejdsplads, hvor jeg vidste, de var glade for mig. Her arbejdede jeg mest med CNC-fræsning.
- Den første knap halvdel af 2025 har jeg brugt på at sejle med skibet Georg Stage. Det er en helt anden hverdag, og jeg nyder det virkelig.
Hvorfor ville du gerne ud at sejle?
- Georg Stage har altid været en drøm. Det var min sidste chance for at komme med på grund af aldersgrænsen, så jeg greb muligheden.
Hvordan bruger du dit ophold på Georg Stage til at forberede dig til EuroSkills?
- Opholdet på Georg Stage har givet mig endnu større begejstring for faget. Det kribler i fingrene for at komme hjem og få træ mellem hænderne igen. Dog bliver der lavet rigtig meget håndværk ombord. Selvom det er noget helt andet, er mange af principperne de samme.
Hvordan forbereder du dig ellers?
- Min makker, Lukas Danmark Sørensen, og jeg har været ude til nogle konkurrencer. Inden jeg tog afsted med Georg Stage, var vi for eksempel i Belgien og deltog i et internationalt mesterskab. Og vi vandt.
- Vi træner også sammen på skolen. Der har vi nogle opgaver, vi løser på tid, og det giver os vildt meget. Vi sparrer med hinanden og lærer nye teknikker, også selvom vi konkurrerer i hvert vores fag. Det er virkelig fedt at kunne bruge hinandens styrker.
Hvad betyder det for dig at skulle med til EuroSkills?
- Det er en kæmpe oplevelse og en stor udfordring på samme tid. Jeg glæder mig til at vise faget frem, også over for folk, der ikke ved så meget om det. Møbelsnedkerfaget er jo noget, Danmark er ret kendt for med alle de klassiske designmøbler. Der er virkelig meget at vise frem.
Hvad kan du bedst lide ved din uddannelse og dit fag?
- Helt klart at stå med træ og skabe noget. Duften, strukturen og de uendelige kreative muligheder. Det er ret nice.
Er der noget ved dit fag, du er særlig stolt af?
- Jeg er virkelig glad for svendeprøven. Det blev et pakkeligt skrivebord med traditionelle samlinger, som kan skilles ad og samles igen med få bolte. Det var lidt af en hjernevrider at få det til at fungere, og netop derfor betyder det ekstra meget.
Hvad drømmer du om at opnå med dit fag?
- Jeg drømmer om at designe mine egne møbler og måske starte en virksomhed en dag. Hvis jeg kunne være heldig at lave en klassiker eller to, ville det være kæmpestort. Men det vigtigste er at skabe noget, som folk bliver glade for.
Hvad håber du at få ud af din deltagelse ved EuroSkills?
- Jeg har allerede fået så meget ud af det, særligt landsholdssamlingerne. Der er et stærkt fællesskab på tværs af fagene. Det viser virkelig, hvad man kan få ud af en erhvervsuddannelse.
Hvordan bidrager dit fag til den grønne omstilling?
- I Danmark bruger vi meget FSC-certificeret træ fra bæredygtigt forvaltede skove. Træ er også et materiale, der binder CO₂, og i mange tilfælde kan man bruge træ i stedet for beton og stadig få samme styrke og funktion.
Hvis du skulle inspirere andre unge at tage en erhvervsuddannelse som din, hvad ville du så sige til dem?
- Jeg tror ikke, jeg ville sige så meget. Jeg ville hellere vise det. Til EuroSkills står vi i 18 timer og bygger et møbel, og bagefter har man noget helt konkret at vise frem. Det siger mere end tusind ord. Samtidig viser det, hvor meget teknik og præcision, der faktisk ligger i håndværket.
Niels er fagatlet fra Snedkerfagets Fællesudvalg v. DI - Dansk Industri og 3F.
Nøgleord
Kontakter
Marcus Wennberg Hauerslev
Tlf:33779120mhb@iu.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Industriens Uddannelser
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Industriens Uddannelser
- Jeg går benhårdt efter guldet – klejnsmeden Jakob fra Kolding drømmer stort11.8.2025 07:55:00 CEST | Pressemeddelelse
22-årige Jakob Østergaard Nielsen er i lære som klejnsmed hos Wind Steel i Vojens. Vi taler med ham, mens han er på vej til en folkeskole, hvor han som rollemodel skal fortælle elever om livet som smed. Til daglig træner han frem mod EuroSkills 2025 – og drømmen er at tage guldet i Herning.
Andreas fra Frederikssund er klar til europamesterskaberne: Jeg gør det for at blive bedre til mit fag4.8.2025 08:21:01 CEST | Pressemeddelelse
19-årige Andreas er drevet af lysten til at udvikle sig og prøve nye ting. Han er med på holdet, når Danmark for første gang skal konkurrere i ”Industry 4.0” til EuroSkills.
Sofie fra Lee: Jeg elsker, når min kode gør en forskel – til EuroSkills viser jeg det i praksis14.7.2025 11:20:47 CEST | Pressemeddelelse
Sofie Nørremark Rasmussen er nyuddannet automatiktekniker og elsker, når hun med et par linjer kode kan gøre en kollegas hverdag lidt nemmere. Nu venter en ny og stor udfordring: EuroSkills 2025 i Herning – en oplevelse, der både sætter fagligheden og samarbejdet på prøve.
Noah fra Skæring elsker at konkurrere og at omstille sig. Han er klar til EuroSkills1.7.2025 12:50:29 CEST | Pressemeddelelse
Noah Borup Thayssen er 21 år og industritekniker. Til september skal han forsvare Danmarks farver til EuroSkills i Herning. Han glæder sig mest til det, de fleste andre frygter: at opleve presset.
Frida fra Fredericia er god til at få idéer. Så god, at hun nu skal til EuroSkills25.6.2025 10:58:53 CEST | Pressemeddelelse
Når Frida får en opgave, skriver hun alle idéer ned, også de skøre og mærkelige. ”I starten handler det om at give plads til det hele,” siger hun. Fridas metode er velafprøvet. Til EuroSkills er hendes mål at stole på sine evner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum