Ny undersøgelse: Mere end hver femte dansker har homofobiske holdninger
En ny, stor national undersøgelse ledet af Statens Serum Institut (SSI) kortlægger for første gang omfanget og karakteren af homofobi i Danmark. Undersøgelsen viser blandt andet, at over 20 procent af danskerne har homofobiske holdninger.

Mere end hver femte dansker mellem 15 og 89 år mener, at sex mellem to personer af samme køn er moralsk uacceptabelt. Det viser et nyt studie baseret på data fra Projekt SEXUS – verdens største undersøgelse af sin art.
”Mens flertallet af danskere betragter homo- og biseksuelle på samme måde som heteroseksuelle, så er det overraskende – og bekymrende – at mere end hver femte dansker mener, at sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt”, siger overlæge og professor Morten Frisch fra Statens Serum Institut (SSI), som har ledet undersøgelsen i et samarbejde mellem forskere ved SSI og Aalborg Universitet.
Homofobi knyttet til social og seksuel marginalisering
Undersøgelsen viser, at personer med homofobiske holdninger i højere grad er socialt dårligt stillede, og mange har aldrig modtaget seksualundervisning i skolen eller talt med deres forældre om sex i barndommen.
”Vores nye undersøgelse viser, at mennesker med homofobiske holdninger ofte er socialt dårligt stillede mennesker, som er stærkt påvirkede af religion, har ingen eller kort uddannelse, økonomiske problemer, et skrantende helbred og et sløjt eller slet ikke fungerende sexliv,” siger Morten Frisch.
Der ses en klar sammenhæng mellem homofobi og religiøs overbevisning, og homofobiske holdninger er særligt udbredte blandt personer med tilknytning til islam, Jehovas Vidner, Indre Mission og visse mindre kristne trossamfund.
”Det er stærkt bekymrende, at homofobi er så udbredt blandt religiøse mennesker i Danmark, og ikke mindst blandt landets muslimer, som jo udgør landets klart største religiøse mindretal,” siger Morten Frisch.
Første nationale kortlægning af homofobi
Studiet, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Archives of Sexual Behavior, er den første undersøgelse i verden, der giver et repræsentativt nationalt billede af forekomsten af homofobiske holdninger. Det bygger på svar fra 31.808 danskere i alderen 15 til 89 år.
Forskerne fandt blandt andet, at homofobiske holdninger forekommer langt hyppigere blandt mænd – 29 procent – end kvinder – 14 procent – og at andelen stiger med alderen. Hele 58 procent af mænd over 75 år finder sex mellem to personer af samme køn moralsk uacceptabelt mod 16 procent blandt de 15-24-årige mænd.
”Det betyder, at problemet potentielt vil aftage i omfang fremover, i takt med at de mest homofobiske danskere dør ud. På den anden side er det trist, at der stadig er hele 16 procent af unge mænd i aldersgruppen 15-24 år, som har homofobiske holdninger. Særligt bekymrende er det, at næsten 3 ud af 10 danske mænd finder sex mellem to mennesker af samme køn moralsk uacceptabelt,” siger Morten Frisch.
Undersøgelsen viser, at personer med homofobiske holdninger i markant højere grad end andre også finder det moralsk uacceptabelt, når mennesker har sex på første date, eller når de har sex med en person, de ikke er gift med, og homofobiske mennesker tager markant oftere moralsk afstand fra brug af porno og det at have hyppigt skiftende sexpartnere eller at have sex med flere personer på samme tid.
”Da en stor andel af mennesker med homofobiske holdninger aldrig har deltaget i skolernes seksualundervisning, kunne man fra politisk hold beslutte at opgradere seksualundervisningen i skolerne og på alle ungdomsuddannelser og samtidig gøre undervisningen obligatorisk for alle børn og unge i Danmark,” siger Morten Frisch.
Læs hele nyheden på ssi.dk.
FAKTABOKS Homofobiske holdninger i Danmark |
|
● |
forekommer hos mere end hver 5. dansker mellem 15 og 89 år (22 procent) |
● |
forekommer oftere blandt mænd (29 procent) end blandt kvinder (14 procent) |
● |
forekommer oftere blandt ældre end yngre personer – fx har 58 procent af mænd og 36 procent af kvinder i aldersgruppen 75-89 år homofobiske holdninger, mens det samme gælder for 16 procent af mænd og 7 procent af kvinder i aldersgruppen 15-24 år |
● |
forekommer oftere blandt personer, der bor uden for Region Hovedstaden |
● |
forekommer oftere blandt personer med kort uddannelse, økonomiske problemer og dårligt selvvurderet helbred, og kvinder med homofobiske holdninger er oftere arbejdsløse, og mænd med homofobiske holdninger er oftere singler |
● |
forekommer oftere blandt personer, som har haft få sexpartnere og sen seksuel debut, og mænd med homofobiske holdninger betegner oftere deres eget sexliv som dårligt sammenlignet med mænd uden homofobiske holdninger, mens kvinder med homofobiske holdninger oftere er jomfruer |
● |
forekommer oftere blandt personer, som aldrig modtog seksualundervisning i skolen, og som i deres barndom og ungdom aldrig talte med deres forældre om sex |
● |
forekommer oftere blandt personer med restriktive holdninger til en lang række andre seksuelle spørgsmål – fx mener 79 procent af mænd og 73 procent af kvinder med homofobiske holdninger, at sex uden for ægteskabet er moralsk forkert, mens det samme kun gælder for 8 procent af mænd og 12 procent af kvinder uden homofobiske holdninger |
● |
forekommer oftere blandt religiøse mennesker, men selv blandt personer, som ikke er religiøse, har 19 procent af mænd og 8 procent af kvinder homofobiske holdninger |
● |
er særligt udbredte blandt personer med tilknytning til Islam, Jehovas Vidner og visse mindre kristne trossamfund – fx er det i Danmark kun 17% af mandlige muslimer og 26% af kvindelige muslimer, som finder sex mellem to personer af samme køn moralsk acceptabelt Andresen et al. Archives of Sexual Behavior 2025 |
Om Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.
Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Færre blev ramt af farlig lungebetændelse i 20243.7.2025 13:15:42 CEST | Pressemeddelelse
Smitten med legionærsygdom i Danmark faldt en smule sidste år, men knap 300 personer fik stadig den potentielt dødelige lungebetændelse. Statens Serum Institut advarer især sårbare ældre og personer med lungesygdom.
Nyt studie: Mors kost kan påvirke barnets risiko for diabetes2.7.2025 10:15:43 CEST | Pressemeddelelse
Dansk forskning viser, at en kost med inflammationsfremmende fødevarer under graviditeten kan øge risikoen for, at barnet udvikler type 1-diabetes.
Godt nyt for gravide: Infektioner påvirker ikke barnets intelligens26.6.2025 14:40:27 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt studie af over 270.000 danske børn finder ingen sammenhæng mellem almindelige infektioner under graviditeten og barnets kognitive evner.
Nyt studie om næsebakterier: Kan vi forebygge alvorlige infektioner?19.6.2025 12:56:55 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Statens Serum Institut (SSI) afslører, hvordan bakterier i næsen opfører sig, og hvordan de kan hjælpe med at holde farlige infektioner med fx stafylokokker i skak. Det kan få betydning for fremtidens infektionsforebyggelse.
Fremtidens trusler til debat: Eksperter understreger alvoren12.6.2025 18:59:42 CEST | Pressemeddelelse
Nye pandemier og klimaforandringer vil udfordre folkesundheden i fremtiden, og truslerne skal tages alvorligt og håndteres. Det var budskabet, da Statens Serum Institut (SSI) torsdag inviterede til debat med deltagelse af førende eksperter på området.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum