Opdagelse i lille primat kan bane vejen for bedre stamcellebehandlinger

Stamcelleterapi er en relativt ny teknologi, som viser lovende resultater mod nogle af de sygdomme, vi ellers har svært ved at behandle. Men det er en udfordring at overføre nye stamcelleterapier fra forsøgsdyr til mennesker.

Måske er løsningen gemt i en lille primat fra Madagaskar. Nu viser forskning nemlig, at stamceller fra den lille grå muselemur ligger meget tættere op ad menneskets biologi end stamceller fra musen, som ellers er det mest foretrukne forsøgsdyr i mange laboratorier verden over. Og det kan være en gamechanger for udviklingen af nye behandlinger.

"Vi har opdaget og isoleret voksne stamceller i muselemurer for allerførste gang," fortæller Antoine de Morree, lektor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og seniorforfatter bag studiet.

"Vi undersøger både muskelstamceller og mesenkymale stamceller – og vi kan se, at de begge opfører sig meget anderledes end tilsvarende stamceller fra mus."

Menneskelignende celler i miniature-primater

Studiet, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications, viser, at muskelstamceller fra muselemurer deler sig langsommere end de samme celler hos musen, og at de derfor minder mere om menneskelige stamceller.

Forskerne har også opdaget to nye mekanismer, der kan forklare nogle af forskellene i stamcellefunktionen mellem mennesker og mus: Muskelstamceller hos muselemurer og mennesker producerer mindre af forbindelsen spermidin, som er afgørende for cellefunktionen.

Ved at tilsætte spermidin var forskerne i stand til at forbedre cellernes evne til at dele sig - en opdagelse, der nu skal testes i kliniske forsøg på Steno Diabetes Center Aarhus.

Vi har fedtceller til fælles

Muselemurers muskler indeholder fedtceller - noget, der også ses hos mennesker, men ikke hos mus. Det skyldes, at muselemurens mesenkymale stamceller er særligt dygtige til at danne fedt. Cellerne producerer store mængder af et protein kaldet komplementfaktor D, som spiller en rolle i fedtophobning – og det er vigtigt, fordi fedt i muskler er forbundet med aldring og sygdom.

"Det betyder, at muselemuren ikke kun er en bedre model, når man skal forske i menneskelige muskler - den tilbyder os også helt nye potentielle behandlingsmål for sygdomme og symptomer, der normalt ikke forekommer hos mus," siger Antoine de Morree.

Opdagelsen skete, da forskerne ledte efter måder at identificere nye modelorganismer på. De udviklede en ny beregningsmetode til at sammenligne celler og væv mellem forskellige dyr.

På den måde fandt de ud af, at muselemurmuskler er meget lig menneskelige muskler. Noget, de kunne bekræfte med mikroskopi.

Den nye metode kan potentielt reducere dyreforbruget ved at gøre det muligt for forskere at identificere den optimale art, før de udfører dyreforsøg. 

"Det er meget spændende at udfordre eksisterende paradigmer, fordi vi i sidste ende kan studere noget, der ikke kunne modelleres før," siger Pilar Stella, ph.d.-studerende og medforfatter af studiet.

Tættere på effektive behandlinger

Selvom stamceller længe har været hyldet som nøglen til regenerativ medicin, findes der stadig kun få godkendte stamcellebehandlinger. En vigtig grund er, at mange lovende resultater fra museforsøg ikke virker på mennesker. Med muselemuren som ny model kan forskerne nu udvikle behandlinger, som er baseret på celler, der rent faktisk minder om vores egne.

"Det her bringer os tættere på effektive behandlinger mod fx muskelsvind, aldersrelateret muskeltab og andre sygdomme, hvor stamceller kan spille en rolle," siger Antoine de Morree.

Næste skridt bliver at teste, hvordan man bedst overfører stamceller til muskelvæv i muselemurer, og hvordan man finjusterer doser og behandlingstid. Samtidig forberedes det første forsøg med spermidin hos mennesker.

Bag om forskningsresultatet

• Studiet er grundforskning
• Samarbejdspartner: Stanford University. Andre AU-forskere involveret i studiet var ph.d.-studerende Zofija Frimand, forskningsårsstuderende Anne-Sofie Clausen, lektor Jean Farup og lektor Ermelinda Porpiglia
• Ekstern finansiering: NIH, Novo Nordisk Foundation, Danmarks Frie Forskningsfond og Aarhus Universitets Forskningsfond
• Læs mere i den videnskabelige artikel: https://www.nature.com/articles/s41467-025-58897-x