Røde Kors

Kultur- og erhvervsprofiler samler over fire millioner kroner ind til Røde Kors

Del

Et bredt netværk af kultur- og erhvervspersoner har det seneste år løftet en række kreative projekter og initiativer til fordel for Røde Kors som en del af Røde Kors’ Klub 10 og Klub 100-ambassadører. Tilsammen har de indsamlet 4,1 millioner kroner til Røde Kors’ hjælpearbejde i Danmark og ude i verden.

Klub 10 2024/2025
Klub 10 2024/2025 Røde Kors

Lørdag den 5. juli dannede rockmuseet RAGNAROCK i Roskilde rammen om en særlig begivenhed, hvor omkring 200 kultur- og erhvervsprofiler var samlet. Her blev det afsløret, at ambassadørerne i Røde Kors’ netværk Klub 10 og Klub 100 i fællesskab har indsamlet over 4,1 millioner kroner til organisationens arbejde både i Danmark og internationalt.

”Det har været fantastisk at følge med i alle de initiativer, som vores ambassadører har sat i gang i løbet af året for at støtte op om vores arbejde. Vi er taknemmelige for, at de vil bruge deres netværk, kreativitet og kompetencer til at gøre en forskel,” siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors.

Hvert år udpeger Røde Kors omkring 10 nye ambassadører fra erhvervs- og kulturlivet til Klub 10. I løbet af et år arbejder de målrettet med at skabe synlighed og rejse midler til Røde Kors’ hjælpearbejde. Når året er omme, bliver de en del af Klub 100 – et netværk af tidligere ambassadører, der fortsat støtter organisationens humanitære indsats verden over.

Resultater gennem arrangementer og fællesskaber

Blandt de tidligere medlemmer af Klub 10 er Kristine Esmer og Mille Skat, stiftere af det fællesskabsdrevne sportstøjmærke Planet Nusa, samt håndboldspiller Hans Lindberg og Marius Sangild, direktør i Board Institute. De formåede – hver på deres måde – at omsætte engagement og netværk til handling og indsamling for mennesker i nød.

Planet Nusa har året igennem aktiveret deres community med events og kollektioner til fordel for Røde Kors. Kollektionen Community by Heart blev skabt i samarbejde med følgere, der bidrog med håndtegnede hjerter, og blev bakket op af donationsevents som loppemarkeder, løbeklubber, yoga og saunagus i hele landet.

"Det har været sindssygt positivt at være med i Klub 10," fortæller Mille Skat og Kristine Esmer. "Vores community var allerede engageret, og vi mærkede, at det her arbejde lå dem lige så nært, som det gjorde os. At kunne bidrage med både kreativitet og fællesskab – og samtidig give noget videre – har været en stærk oplevelse."

Hans Lindberg og Marius Sangild stod bag en spektakulær velgørenhedsgalla i Cirkusbygningen, hvor navne som Mads Langer, Infernal og Jung optrådte. En aften, der både samlede et betydeligt beløb og bred opmærksomhed om Røde Kors’ arbejde.

"Det kom virkelig bag på os, hvor krævende det var at stable sådan et arrangement på benene," fortæller Hans Lindberg. "Vi havde aldrig prøvet noget lignende før, men det var fedt at være to om det – vi bakkede hinanden op hele vejen. Selve aftenen var magisk, og det var en stor oplevelse at se det hele lykkes."

Han fremhæver også det stærke sammenhold i Klub 10:

"Vi har været gode til at række ud, hjælpe hinanden og byde ind på hinandens idéer. Det fællesskab har gjort en kæmpe forskel."

Året i Klub 10 blev dermed ikke kun et vidnesbyrd om stor kreativitet, men også om stærke relationer, fælles vilje og ansvar for at gøre en forskel, hvor nøden er størst.

Nye iværksættere og digitale profiler træder ind i Klub 10

Blandt de nye ambassadører i Klub 10 er Louise Bjerre, influencer og iværksætter bag Louliving og genbrugsplatformen igen.dk, samt Cana Buttenschøn, stifter og CEO i det danske hudplejebrand Cana Care. De går begge til opgaven med stor energi og ønsket om at gøre en konkret forskel gennem deres netværk og følgerskare.

"Jeg glæder mig helt vildt – det er virkelig en ære at være med," siger Louise Bjerre. "Det er et stærkt hold, jeg er en del af, og jeg håber, vi kan lave nogle seje ting sammen på kryds og tværs. Jeg ser frem til at bidrage med mit arbejde både hos igen.dk og på mine kanaler."

Cana Buttenschøn lægger vægt på, at hjælpearbejdet i Røde Kors matcher hendes egne værdier og mål:

"Alt, hvad jeg har lavet, har handlet om at hjælpe mennesker – og det her føles som en naturlig forlængelse af det," siger hun. "Jeg håber at kunne aktivere de mange besøgende og kunder, jeg har i forvejen, og samtidig finde sammen med de andre ambassadører om gode ideer og meningsfulde måder at samle ind på."

Årets ambassadørhold tæller blandt andet også Jacob Krull (Jaxstyle), DJ og Twitch-streamer, Lotte Callesen, direktør og medejer af smykkebrandet Maanesten, fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, samt stifterne af investeringsfællesskabet Female Invest – Camilla Falkenberg, Emma Bitz og Anna-Sophie Hartvigsen. Samlet set repræsenterer holdet både stærke digitale platforme, kreativ innovation og en fælles vilje til at bruge deres stemmer og netværk til fordel for mennesker i nød.

Om Klub 10 og Klub 100

Klub 10 består af cirka 10 personer fra kultur- og erhvervslivet, som hvert år udpeges af Røde Kors og får et år til at søsætte kreative og indbringende projekter, der kan generere penge til organisationens hjælpearbejde. Efter et års indsats fortsætter Klub 10-medlemmer som ambassadører i Klub 100.

Klub 10 og Klub 100 har de seneste 10 år indsamlet mere end 50 millioner kroner til Røde Kors’ hjælpearbejde i Danmark og i verdens brændpunkter. Ambassadørerne er erhvervsfolk, skuespillere, musikere, influencere, tv-værter, designere og andre kendte med fingeren på det moderne samfunds puls, og som har det fælles mål at bruge deres kompetencer og netværk til fordel for Røde Kors.

Klub 10 – 2024/2025 bestod af:

  • Amanda Bodenhoff, CMO Bodenhoff, influencer
  • Frederikke Egel, Influencer
  • Mille Skat/ Kristine Esmer, Co-founders, Planet Nusa
  • Kristian Kornerup Jensen, CEO, Stryhns Gruppen
  • Marius Sangild, CEO, Board Institute
  • Mikael Mortensen Savas/ Marie Louise Schultz, Founders & Partners, The Vintage Bar, Botané
  • Tor Andersen/Jan Svensson, Co-founders/Co-owners, PWR.8 STUDIO
  • Hans Lindberg, Professional håndboldspiller, Co-owner Re Do
  • Sarah Paaschburg Lautrup, fotograf
  • Christian Brandt, CEO & Partner, Jagger, Otto og Ritta
  • Pernille Sandberg Bech, CEO & Partner, Goodtalks
  • Tahir Siddique, Investor, mentor, entrepreneur, former CEO of Livescore.com
  • Jesper Agerholm/Kasper Svold /Lars Thorup, Partners, Clearwater

Klub 10 – 2025/2026 består af:

  • Dinna og Michael Arbo, Founders, Champagne For Alle x Champagnekassen 
  • Camilla Falkenberg/Emma Bitz/Anna-Sophie Hartvigsen, Co-founders, Female Invest
  • Lotte Callesen, Medejer, direktør, Maanesten
  • Anne Charlotte Lembye, Founder & CEO/Maria Jensen, Retail Manager, Cras
  • Jan Steinicke, Partner & CEO, Kaiser Sport & Ortopædi(KSO)
  • Louise Bjerre, Influencer, Founder, igen.dk
  • Jacob Krull /Jaxstyle, DJ , Twitch  Streamer                              
  • Cana Buttenschøn, Founder &CEO, Cana Care
  • Nikolai Kiim, Founder & member of the board/Katrine Bjarkov Benthien, Adm. Direktør, Gavefabrikken
  • Anne Skare Nielsen, Futurist & medejer, Universal Futurist
  • Bjørn Beyer, Founder & CEO, Bl.a. Dining Week og Madbillet, samt medejer af Premium Aqua (San Pellegrino Danmark)

 

 

Nøgleord

Kontakter

Røde Kors pressetelefonrodekors.dk/presse

Tlf:3529 9699

Om Røde Kors

Røde Kors er altid til stede

Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.

192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.

Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.

Følg pressemeddelelser fra Røde Kors

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Røde Kors

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye