4,6 millioner kr. fra Landdistriktspuljen er på vej til projekter i Region Sjælland og omkringliggende småøer
3.7.2025 12:02:46 CEST | By-, Land og Kirkeministeriet | Pressemeddelelse
I dag lander en positiv besked i indbakken hos 14 projekter i bl.a. Holbæk og Kalundborg Kommune samt på Fejø.

Midlerne fra Landdistriktspuljen gives i støtte til projekter, der kan skabe udvikling og gode levevilkår i både landdistrikterne og på småøerne. Midlerne tildeles projekter, der falder inden for de tre kategorier; udviklingsprojekter, borgerdrevne dagligvarebutikker samt projekter på de små øer.
Minister for byer og landdistrikter, Thomas Danielsen:
”Igen i år har der været en stor søgning til Landdistriktspuljen, og det viser, at vi har stærke lokalsamfund i hele landet, som udviser en stor skabertrang og initiativrigdom. Det er meget positivt og skaber grundlag for at understøtte den udvikling og fremdrift, vi har behov for i landdistrikterne.”
Formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, Nynne Larsby Friis:
”I de seneste år har Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen oplevet en markant stigning i antallet af ansøgninger, og det glæder os især, at de både har høj kvalitet og kommer fra hele landet. Det store engagement og den betydelige mangfoldighed i projekttyperne vidner om, at der spirer mange lokale udviklingsinitiativer. Særligt mødesteder på tværs af generationer - med afsæt i det rige natur- og kulturliv -står stærkt i landdistrikterne, og det er noget, der bliver værnet om og udviklet på. Puljens nye fokus på maritime miljøer har givet anledning til spændende idéer, og udvalget ser gerne, at endnu flere projekter udfolder sig inden for dette felt”
Landdistriktspuljen havde d. 24. april 2025 frist for ansøgninger om støtte til projekter. Plan- og Landdistriktsstyrelsen modtog i alt 145 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på i alt 63,7 mio. kr. I alt modtager 14 projekter fra Region Sjælland støtte.
Eksempler på støttede projekter i Region Sjælland:
Projektholder: LAG Nordvestsjælland
Titel: Udvikling af Spirelandsbyer
LAG Nordvestsjælland ønsker med dette pilotprojekt at bidrage til at vende den negative demografiske udvikling i området. Regionen har en aldrende befolkning og mangler over 2.200 børn i alderen 0-9 år, hvilket kalder på strategisk handling. Projektet udspringer af indsatsmålet "Bosætning og fastholdelse af børne- og ungefamilier" i LAG'ens udviklingsstrategi 2023-2027. I 2024 blev der gennemført en række forberedende aktiviteter, herunder et idéudviklingsevent i Jyderup, spørgeskemaundersøgelser og netværksdialoger med borgmestre og lokale aktører. På den baggrund søges der nu midler til at udvikle og afprøve et koncept for såkaldte Spirelandsbyer. Formålet er at understøtte udvalgte landsbyer (med 200-2.000 indbyggere) i at formulere lokale udviklingsplaner, opkvalificere ildsjæle, styrke samarbejdet med kommuner, realisere konkrete initiativer og synliggøre potentialerne via videofortællinger. Projektet skal fungere som model og danne grundlag for skalering og vidensdeling til hele Nordvestsjælland.
Tilsagnsbeløb: 475.000 kr.
Projektholder: Røsnæs Butikshus ApS
Titel: Genetablering af Røsnæs’ lokale købmandsbutik
Projektet har til formål at genetablere dagligvareforsyningen på Røsnæs ved at genåbne den tidligere Dagli’Brugs som en borgerdrevet Min Købmand. Den oprindelige butik lukkede i 2023 efter 154 års drift, og den nærmeste dagligvarebutik er i dag 10 km væk. Den nye butik skal sikre adgang til dagligvarer lokalt, styrke sammenhængskraften i området og være et fællesskabsprojekt med frivillig arbejdskraft og borgerfinansiering via anparter.
Projektet omfatter køb af ejendommen på Søbakken 11, 4400 Kalundborg, samt en udvendig renovering, der skal skabe en moderne, indbydende og bæredygtig købmandsbutik som samlingspunkt for lokalområdet.
Tilsagnsbeløb: 600.000 kr.
Projektholder: Fejø Mosteri I/S
Titel: Etablering af køkken på Fejø Mosteri
Fejø Mosteri I/S har søgt midler til at etablere et fødevaregodkendt køkken i eksisterende bygninger i deres plantage på Slettervej 25. Køkkenet skal danne grundlag for madmageriet, som bliver virksomhedens økonomiske omdrejningspunkt og skal muliggøre aktiviteter som catering, pop-up mad-bar, langbordsmiddage og øvrige madoplevelser.
Virksomheden er nystartet og ejes af fire personer, som råder over 2,2 ha plantage samt et mobilt mosteri og pasteuriseringsanlæg. Køkkenet skal også anvendes til produktion af most og cider i efteråret.
Formålet er at skabe en økonomisk bæredygtig virksomhed, der bidrager til fødevarelandskabet og oplevelsesøkonomien på Fejø. Projektet forventes at skabe helårsjobs, styrke turismen og på sigt muliggøre etablering af fælleshaver til øens beboere.
Tilsagnsbeløb: 256.286 kr.
De støttede projekter kan ses her:
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål om Landdistriktspuljen, kan du kontakte Plan- og Landdistriktsstyrelsen på tlf. 4171 7897 eller på landdistriktspulje@plst.dk.
Kontakter
Pressevagten i By-, Land- og Kirkeministeriet
Tlf:+45 70 20 25 85pressevagten@km.dkOm By-, Land- og Kirkeministeriet
By-, Land- og Kirkeministeriet betjener ministeren for byer og landdistrikter, kirkeministeren og ministeren for nordisk samarbejde. Opgaverne som minister for nordisk samarbejde koordineres af Udenrigsministeriet.
Morten Dahlin (V) har siden den 23. november 2023 været minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.
By-, Land- og Kirkeministeriet består af et departement, der også omfatter Folkekirkens It, og af Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Departementet har hjemsted på Slotsholmen i København. Folkekirkens It har medarbejdere i både København og Aarhus. Plan- og Landdistriktsstyrelsen har adresse på hhv. Kalvebod Brygge i København og i Nykøbing Falster.

Følg pressemeddelelser fra By-, Land og Kirkeministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra By-, Land og Kirkeministeriet
Minister for byer og landdistrikter besøger Corona Camping25.2.2026 08:44:03 CET | Pressemeddelelse
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin besøger onsdag den 25. februar 2026 Corona Camping i Køge Kommune sammen med borgmester Ken Kristensen. Her skal ministeren vises rundt på campingpladsen og høre om nogle af de udfordringer, kommunen oplever. Som reglerne er i dag, er det ikke muligt for kommunen at opføre midlertidige boliger i det område, hvor Corona Camping ligger.
Lovændring skal muliggøre midlertidige boliger til socialt udsatte og veteraner24.2.2026 09:01:38 CET | Pressemeddelelse
For mange socialt udsatte borgere og veteraner er et trygt sted at bo ikke bare et praktisk behov, men et fundament for overhovedet at kunne komme videre i livet. Alligevel må mennesker, der kæmper både fysisk og psykisk, ofte vente længe på et egnet sted at bo.
Politisk enighed om at sætte ind mod kvindeundertrykkende skilsmissekontrakter4.2.2026 06:21:59 CET | Pressemeddelelse
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) er sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre blevet enige om at indføre en række stramninger af trossamfundsloven.
Ny aftale skal sikre flere ejerboliger til danskerne27.1.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Syv ud af 10 danskere drømmer om at eje deres egen bolig. Senest har en ny undersøgelse fra Nordea vist, at 54 pct. af alle unge danskere mellem 18 og 29 sparer op til drømmen om et boligkøb. Alligevel har boligbyggeriet i og omkring de større byer i de seneste år været domineret af private lejeboliger. Siden 2016 er andelen af nybyggeri til eje faldet markant, særligt i København og Aarhus, hvor ejerboliger i 2022 kun udgjorde ca. 15 pct. af det samlede nybyggeri. Samtidig er efterspørgslen på ejerboliger så stor, at priserne er steget drastisk, særligt omkring de største danske byer. Den udvikling vil regeringen og partierne i forligskredsen bag planloven vende ved at give kommunerne mulighed for at bestemme, at op til 25 pct. af boligmassen i nye boligområder skal være ejerboliger. Den mulighed findes ikke i dag. Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin siger: “Vi ved, at danskerne gerne vil eje deres egen bolig. Men alligevel bliver der ikke bygget nok ejerboliger. Derfor
Endnu et stærkt år for dansk turisme26.1.2026 09:55:09 CET | Pressemeddelelse
Dansk turisme har de seneste år slået rekorder for antallet af overnatninger, og 2025 tegner til at blive endnu et stærkt år, hvor niveauet for overnatninger fra rekordåret 2024 fastholdes. I 2025 forventes der ifølge de seneste opgørelser en stigning på 2 pct. i antallet af udenlandske overnatninger, mens danske turisters overnatninger falder med 2 pct. De endelige overnatningstal for 2025 udgives af Danmarks Statistik i marts.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum