Dansk Retursystem har købt sin sidste fossil-lastbil
2.7.2025 13:57:48 CEST | Dansk Retursystem | Pressemeddelelse
Dansk Retursystem har taget det første store skridt mod en helt eldreven vognpark til pantindsamling i 2030. Det sker med indkøbet af 19 nye ellastbiler. Volvo Trucks leverer de 16 og Renault Trucks leverer tre efter EU-udbud.

Når lastbiler fra Dansk Retursystem i fremtiden indsamler pant-flasker og -dåser fra supermarkeder, cafeer og restauranter over hele landet, vil det ske uden brug af fossile drivmidler. Dansk Retursystem vil være CO2-neutral i egen drift (scope 1 og 2) i 2030 og investerer derfor i nye ellastbiler, da over halvdelen af virksomhedens CO2-udledning i dag stammer fra transport.
Fra lokal til landsdækkende pantindsamling på el
Virksomheden har i dag to ellastbiler og gode erfaringer med at indsamle den københavnske pant i dem. Derfor tager Dansk Retursystem nu det næste skridt mod landsdækkende indsamling på el:
”Vi har et ambitiøst mål om CO2-neutralitet i egen drift i 2030 og ønsker som miljøvirksomhed også at bidrage til at rykke markedet i en positiv retning. Transportområdet har fortsat en markant miljø- og klimapåvirkning, hvor særligt den tungere transport traditionelt har været vanskelig at omstille. Med aftalen om de nye ellastbiler kan vi vise, at det er muligt at håndtere pantindsamling i hele landet med ellastbiler, så indsamlingen af dåser og flasker til genanvendelse i fremtiden sker uden brug benzin og diesel”, siger Dansk Retursystems adm. direktør Kasper Schmidt.
Dansk Retursystem henter de pantede flasker og dåser fra knap 13.000 butikker, cafeer og kontorer over hele landet og kører dem til sortering på egne fabrikker i Høje Taastrup og Løsning. Herefter sendes materialerne til genanvendelse, så de kan blive til nye flasker og dåser.
El-lastbiler fra Volvo og Renault
Dansk Retursystem råder over flere forskellige typer af lastbiler, og derfor er udbuddet på el-lastbiler delt op i seks delaftaler.
Volvo Trucks har kvalificeret sig ud fra bedste pris og kvalitet og vinder 5 ud af 6 delaftaler med levering af i alt 16 eldrevne lastbiler, fordelt på 7 komprimatorlastbiler, 4 distributionslastbiler og 5 sættevognstrækkere. Desuden har Renault Trucks vundet en enkelt delaftale om levering af 3 komprimatorlastbiler til glasindsamling.
Der er i udbudsprocessen lagt vægt på køretøjernes pris såvel som kvalitet, CSR og arbejdsmiljø i bedømmelse af de endelige tilbud fra lastvognsleverandørerne.
”Vi er stolte og glade over at være valgt som leverandør af 16 elektriske lastbiler til Dansk Retursystem. Vi ser frem til at forstærke vores partnerskab med Dansk Retursystem og støtte dem i deres stærke engagement i arbejdet med omstilling til eldreven vejtransport og CO2-reduktioner frem mod 2030. Denne ordre er et bevis på Dansk Retursystems tillid til vores virksomhed og produkter”, siger salgsdirektør Marcel Wolff-Matern i Volvo Danmark A/S, og fortsætter:
"Vi ser elektriske lastbiler som en vigtig del af løsningen til at reducere CO2-udledningen, og Volvo Trucks’ elektriske lastbiler har kørt mere end 180 mio. km i drift, siden Volvo lancerede
sine første elektriske lastbilmodeller i 2019. De elektriske lastbiler har samtidig forbedret arbejdsmiljøet markant for chaufførerne”, afslutter Marcel Wolff-Matern.
Også Renault Trucks ser frem til samarbejdet:
”Vi er stolte over at indgå i dette samarbejde med Dansk Retursystem efter syv måneders hårdt arbejde. Vi ser frem til at levere tre elektriske Renault lastbiler”, siger Claus Rieland, Country manager, Renault Trucks Danmark.
Omstillingen af vognparken sker i flere faser
Udbuddet er første del af i alt tre faser, der frem mod 2030 udskifter hele vognparken til eldrevne biler. Første del er på 19 biler i 2026, ca. 15 i 2028 og resten i 2030.
Dansk Retursystem offentliggør ikke udbudsprisen. Vurderingen er dog, at de årlige meromkostninger ved de nye elbiler er minimale i forhold til dieselbiler.
FAKTA:
19 nye ellastbiler fordelt på: 10 komprimatorlastbiler, 4 distributionslastbiler og 5 sættevognstrækkere.
- Volvo leverer 7 komprimatorlastbiler, 4 distributionslastbiler og 5 sættevognstrækkere
- Renault leverer 3 komprimatorlastbiler til glasindsamling.
Krav til leverandørerne:
- Den bedste pris
- Distributionsførerhus med let og sikker ind og udstigning
- Stor komfort i kabinen og virkeligt godt udsyn for chauffør
- Robust og sikker lastbil der har fået høj rating i NCAP
- Lang batterilevetid
- Rækkeviddekrav opfyldt
- Opbygningen er robust og bygger på velafprøvet teknologi
- En lang række sikkerheds- og assistentsystemer
- Effektiv vindafvisning med vindspoilere, afdækninger og bl.a. kameraspejle
- Høj genanvendelsesprocent og anvendelse af genbrugsmaterialer
Nøgleord
Kontakter
Flere informationer og aftaler om interview på tlf: 30 67 13 90.
Pressekontakt Mette Klint
Tlf:30 67 13 90kommunikation@dansk-retursystem.dkBilleder



Hver dag pantes 5,6 mio. flasker og dåser i Danmark – det svarer til, at stort set alle danskere hver dag panter en flaske eller dåse. Dansk Retursystem sørger for, at de pantede flasker og dåser bliver genanvendt til nye drikke- og fødevareemballager. Det sparer på jordens ressourcer, og det sparer klimaet for 223.000 tons CO2 årligt. Det danske pantsystem er et af verdens mest effektive pantsystemer og drives non-profit.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Retursystem
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Retursystem
Millioner af dåser og flasker bliver pantet på én enkelt uge under Roskilde Festival2.7.2026 13:32:47 CEST | Pressemeddelelse
For at kunne håndtere de store mængder dåser og flasker på Roskilde Festival knokler frivillige bag campingområdet på den mobile pantstation, som i år forventes håndtere over 1,5 mio. tomme dåser og flasker. Det er mere end halvdelen af festivalens samlede mængde af pant på ca. 2,5 millioner og svarer til pantmængderne i et stort supermarked på ét helt år.
Flere dåser og flasker med pant bliver designet, så de kan genanvendes til nye igen8.6.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Målrettet rådgivning og smarte gebyrstrukturer har fået flere drikkevareproducenter til at designe deres flasker og dåser, så de lettere kan genanvendes. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Retursystem. Samtidig er andelen af dåser og flasker, der genanvendes til nye igen, steget yderligere, og i 2025 blev tæt på 100 % af de dåser og flasker med pant, som blev sendt til genanvendelse, til nye dåser og flasker igen.
Antallet af pant- og retursystemer i EU mere end fordobles frem mod 203017.4.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere og flere europæiske forbrugere vil i de kommende år få mulighed for at pante deres dåser og flasker. Frem mod 2030 bliver antallet af systemer mere end fordoblet, viser en ny analyse fra Dansk Retursystem. For at hjælpe de nye “pant-lande” på vej og styrke genanvendelsen af drikkevareemballager i Europa har Dansk Retursystem været blandt initiativtagerne til en fælles brancheorganisation for pant- og retursystemer, EDRSA, som mødes i disse dage i Danmark.
Danskerne panter flere dåser og flasker end nogensinde før7.4.2026 09:36:48 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne har været ved pantautomaterne mere end nogensinde før. 2,2 mia. flasker og dåser blev i 2025 afleveret i det danske pant- og retursystem, hvor dåser og flasker genanvendes og bliver til nye igen. Nye EU-genbrugskrav vil dog påvirke pant- og retursystemet negativt og risikerer at føre til dyrere drikkevarer for forbrugerne.
EU’s krav om flere genbrugsflasker hjælper ikke klimaet17.3.2026 14:18:05 CET | Pressemeddelelse
I 2030 skal genbrugsflasker udgøre 10 % af markedet for drikkevarer, lyder krav fra EU. Men flere genbrugsflasker i Danmark sikrer ikke klimagevinster. Genbrugskravet vil medføre store omkostninger for bryggerierne, som vil ramme forbrugere i form af højere priser og ringere udvalg i supermarkedet, vurderer Dansk Retursystem, som mener, Folketinget og en ny regering bør lægge pres på EU-Kommissionen, så flasker og dåser, der indgår i det danske pant- og retursystem, fritages fra kravet. En ny livscyklusanalyse fra Teknologisk Institut viser, at der ikke er belæg for at konkludere, at genbrugsflasker generelt har en lavere klimapåvirkning end genanvendelige emballager.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum