SDU-forskere udvikler ny robot: Det bliver fremtiden for stilladsarbejde
Sammen med den tyske stilladsproducent PERI og en række europæiske kollegaer har forskere fra SDU’s Center for Large Structure Production (LSP) udviklet en robot, der kan aflaste stilladsarbejdere. I løbet af de næste par år skal robotten testes på byggepladser.

Allerede om et par år kan stilladsarbejdere komme til at møde en helt ny type kollega i skurvognen:
Robotten Genio.
Genio er en mobil robot udstyret med to robotarme, der kan montere og samle stilladser. Stilladsarbejderen designer først en 3D-model af stilladset og fastlægger monteringsrækkefølgen, hvorefter Genio klarer alle de tunge løft. Gennem hele processen bevarer stilladsarbejderen kontrollen og kan løbende koordinere og justere arbejdet via tablet eller smartphone.
Det er stilladsproducenten PERI, som sammen med forskere fra Syddansk Universitet, de belgiske universiteter KU Leuven og UC Leuven Limburg, det tekniske universitet i Aachen og det slovenske Institut Jožef Stefan, har udviklet robotten.
Målsætningen er, siger partnerne, at skabe et nyt værktøj til stilladsarbejdere, som gør deres arbejde sikrere, mindre slidsomt og hurtigere, og som derved også adresserer manglen på kvalificeret arbejdskraft.
- Vi udvikler robotten for at gøre det fysisk krævende stilladsarbejde på byggepladser nemmere og sikrere. Det tætte samarbejde mellem mennesker, robotter og maskiner kan desuden gøre noget ved den mangel på faglært arbejdskraft, vi ser i byggebranchen, siger Peter Rübel, der er Senior Business Development Manager i PERI.
Mobil og fleksibel
På Syddansk Universitet er det professor Christian Schlette, leder af Center for Large Structure Production (LSP), som har ledet forskningsgruppen.
Og der er en god grund til, at ingen førhen har lavet en stilladsrobot, fortæller han. Det er ikke nogen nem opgave.
- Stilladsarbejde foregår oftest udenfor, så robotten skal kunne operere i omskiftelige miljøer. Den skal være meget mobil, og så skal den kunne håndtere stilladselementerne, som ikke nødvendigvis er 100% ens, men kan have små hakker og buler efter mange års brug, siger Christian Schlette.
- Det er alt sammen egenskaber, som ligger meget tæt på det, kun mennesker er dygtige til.
At det nu alligevel er lykkedes, skyldes selvfølgelig den teknologiske udvikling, men især det tætte samarbejde mellem forskerholdet på tværs af Europa, mener professoren.
- Vi kunne kun gøre det her på grund af alle partnerne, som alle er eksperter inden for hver deres område. Og så på grund af PERI, som har været åbensindede og klar på at udvikle noget helt nyt, siger Christian Schlette.
Skal testes på byggepladser
Lige nu er Genio stadigvæk på prototypestadiet. Den virker, som den skal, men indtil videre er den kun blevet afprøvet i lukkede, kontrollerede miljøer. Robotten blev første gang præsenteret for byggebranchen ved den store byggemesse bauma i München i april 2025.
Partnerne har nu igangsat endnu et 3-årigt forskningsprojekt, hvor planen er at teste robotten på virkelighedstro testbyggepladser.
- I løbet af de næste par år vil vi – i tæt samarbejde med vores kunder og forskningskonsortiet – videreudvikle robotten, så den bliver klar til at komme på markedet, forklarer Oliver Schilling, Scaffolding Automation Specialist hos PERI.
- Vi kommer til at definere specifikke krav og anvendelsesområder, f.eks. facadestilladser, afstivning og støtte under byggeri, industriel brug osv. På vores testbyggepladser vil vi evaluere processerne i forhold til pålidelighed, brugbarhed, hastighed og andre væsentlige faktorer.
Om projektet
Genio er udviklet af stilladsvirksomheden PERI i samarbejde med forskere fra LSP på Syddansk Universitet, KU Leuven, RWTH Aachen University, UC Leuven Limburg og Jožef Stefan Institute.
Genio kan selv udføre placering, løft og samling af PERI UP-stilladskomponenter på baggrund af en 3D-model (en såkaldt digital tvilling) og en monteringssekvens, som stilladsarbejderen laver. Et integreret transportsystem leverer materialerne til det nødvendige niveau, mens montøren overvåger arbejdet, sikrer arbejdssikkerheden og foretager justeringer i realtid via en app.
Ideen til robotten opstod tilbage i 2019, og den første funktionelle prototype i et kontrolleret miljø blev præsenteret på byggemessen bauma i 2025 i München. Partnerne arbejder nu på at teste robotten under reelle forhold på en byggeplads, så de kan have et færdigt produkt klar om tre år.
Kontakter
Christian Schlette
Professor, SDU
+45 93 50 73 77
chsch@mmmi.sdu.dk
Sebastian Wittrock
Journalist, SDU
+45 20 13 52 12
sewitt@tek.sdu.dk
Andre sprog
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Mette Juel Rothmann udnævnt til professor i diabetesomsorg og brugerinvolvering2.7.2025 11:57:28 CEST | Pressemeddelelse
Et professorat med fokus på livet med diabetes: Styrket forskning i psykosociale aspekter af diabetes skal bane vejen for nye patientnære løsninger og bedre egenomsorg
De første læger fra den regionale kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg er uddannet26.6.2025 09:33:49 CEST | Pressemeddelelse
De første 21 nyuddannede læger fra den regionale kandidatuddannelse ved Syddansk Universitet på Esbjerg Sygehus – Syddansk Universitetshospital har 25. juni aflagt lægeløftet
Første læger fra SDU i Esbjerg har aflagt lægeløfte25.6.2025 18:51:24 CEST | Pressemeddelelse
Historisk dag på Esbjerg Sygehus – Syddansk Universitetshospital: De første kandidater i medicin er færdiguddannede
En indsats for bedre forståelse af hjernens aldring25.6.2025 09:03:17 CEST | Pressemeddelelse
Manouchehr Seyedi Vafaee er udnævnt til professor i neuroimaging og neurobiologisk aldringsforskning på SDU. Professoratet skal styrke vores viden om hjernens aldring og afklare mekanismerne bag Alzheimers sygdom og andre neurologiske lidelser.
Batterierne fra verdens længstsejlende el-færge får nyt liv: Fra bølgeskvulp til solskin19.6.2025 10:04:40 CEST | Pressemeddelelse
El-færgen Ellen er en klimadarling. Men hvad gør man med 26.000 slidte battericeller? To SDU-forskere vil bruge batterierne til at lagre sol og vind.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum