Nyt håb for behandling af kranieskader: Immunceller styrker kunstige implantater
I stedet for at bruge egen knogle eller titanium til at reparere kraniebrud, arbejder forskere på at bruge kunstige materialer. Ny forskning viser – overraskende – at kroppens immunforsvar hjælper det kunstige materiale med at blive stærkere.

Når en patient mister dele af kraniet efter en ulykke, bruger kirurger ofte et stykke af patientens egen kranieknogle til at reparere skaden.
Det er en effektiv, men krævende løsning med risiko for komplikationer.
Derfor har forskere i mange år ledt efter kunstige materialer, som kroppen kan acceptere og integrere naturligt i behandling af kranieskader.
Ét af de mest lovende materialer er polycaprolacton (PCL) – en plastiklignende substans, der langsomt opløses i kroppen. Men indtil nu har man troet, at kroppens immunforsvar modarbejdede integrationen.
I et nyt studie viser forskere fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og Klinisk Institut på Aalborg Universitet, at dette billede skal nuanceres.
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Immunology, og gennem avancerede analyser af PCL-implantater, blandt andet fra kranieoperationer i grise, har forskerne opdaget, at immunceller ikke kun forsøger at nedbryde materialet – de kan faktisk forstærke det.
”Immunceller - monocytter og T-lymfocytter - bliver hurtigt rekrutteret til implantatet og danner særlige kæmpeceller, der både reagerer med materialet og afsætter strukturer, som gør det mere robust,” forklarer klinisk lektor på Aalborg Universitet Halldór Bjarki Einarsson, som er førsteforfatter på studiet.
En dobbeltrolle for immunforsvaret
Forskerne har opdaget, at det primært er spontan hydrolyse – en kemisk proces uden cellers hjælp – der nedbryder PCL-materialet. Immuncellerne bidrager i stedet med stabilitet. De udskiller blandt andet molekyler, som danner stærke forbindelser til materialets overflade.
Resultatet er en overraskende styrkelse af implantatet i de første faser efter indsættelse, fortæller professor Thomas Vorup-Jensen fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, som også står bag studiet.
"Hypotesen var, at cellerne nedbrød materialet, fordi de er et fremmedlegeme. Men vi opdagede, at immuncellerne både kan være fjende og ven. De kan bidrage til inflammation, men også til at styrke og integrere implantatet, og det er et vigtigt skifte i vores forståelse," forklarer han.
Perspektiver for fremtidens implantater
For både læger og forskere åbner studiet nye døre. Ved at forstå og målrette immunsystemets reaktion kan de måske på længere sigt udvikle implantater, der samarbejder med kroppen frem for at bekæmpes af den.
”Det giver håb om bedre, sikrere og mere holdbare løsninger til patienter med alvorlige knogleskader,” siger Thomas Vorup-Jensen.
I næste skridt ønsker forskerne at undersøge, hvordan mekanismerne foregår i mennesker eller forsøgsdyr over længere tid. Målet er at skabe en mere præcis forståelse af, hvordan hele kroppen påvirker implantaterne – og hvordan man bedst kan styre den biologiske respons.
Bag om forskningsresultatet
- Studiet er grundforskning.
- Samarbejdspartnere fra ind- og udland: AU Engineering, Vrije University Medical Center, Amsterdam, Holland og Stanford University School of Medicine, Californien, USA.
- Arbejdet er udsprunget af det såkaldte LUNA center under AU, et tværfagligt center (The Lundbeck Foundation Nanomedicine Centre for Individualized Management of Tissue Damage and Regeneration), oprindeligt ledet af Health dekan Allan Flyvbjerg og Prof. Jørgen Kjems, iNANO).
- Ekstern finansiering: Det Strategiske Forskningsråd.
- Læs mere i den videnskabelige artikel
Kontakter
Professor Thomas Vorup-Jensen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 21 48 97 81
Mail: vorup-jensen@biomed.au.dk
Klinisk Lektor og læge Halldór Bjarki Einarsson
Aalborg Universitet, Klinisk Institut og Aalborg Universitetshospital
Telefon: 50 40 38 39
Mail: halldorbe@dcm.aau.dk
Billeder

Links
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
'Mavens hjerne' er på overarbejde, når vi har det skidt12.8.2025 14:08:37 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet har opdaget en sammenhæng mellem mavens rytme og psykisk velbefindende, der kan ændre måden, vi diagnosticerer og behandler mentale lidelser på. Måske kan din mave fortælle, om du er på vej ned med stress.
Forskere finder nøglen til cellers rengøringssystem7.8.2025 11:44:48 CEST | Pressemeddelelse
Alle vores celler har et indbygget oprydningssystem, kaldet autofagi, som nedbryder og genbruger uønskede materialer. Nu har forskere fra Aarhus Universitet identificeret en vigtig "kontakt", der regulerer processen. Et gennembrud, der kan bane vejen for at forebygge og på sigt behandle sygdomme som demens, ALS og kræft.
Forskere afliver fordom: Arvelighed forklarer kun en del af psykisk sygdom16.7.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Stor undersøgelse viser, at de fleste tilfælde af fx depression eller skizofreni opstår hos mennesker uden slægtninge med den samme psykiske lidelse.
Ny podcastsæson om blod, stoffer og videnskab10.7.2025 10:24:22 CEST | Pressemeddelelse
Når man står med et lig - hvordan finder man så dødstidspunktet? Og hvad siger danskernes tis om den mængde hash, vi ryger? Nu udkommer anden sæson af den populære podcast "Tæt på Retsmedicin", som denne gang tager lytterne med ind i laboratoriet.
Opdagelse i lille primat kan bane vejen for bedre stamcellebehandlinger8.7.2025 11:28:38 CEST | Pressemeddelelse
For første gang har forskere fundet og isoleret voksne stamceller fra en ikke-menneskelig primat. Det kan ændre hele grundlaget for, hvordan vi udvikler behandlinger med stamceller.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum