Nysgerrighedens skatkammer: 1 million naturhistoriske genstande nu digitalt tilgængelige
26.6.2025 07:00:00 CEST | Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Det hele begyndte med en ambition: At gøre 400 års naturhistorie tilgængelig for alle. I dag er over én million genstande – fra fossiler og fugleskind til hundredtusindvis af sommerfugle – gjort digitale og klar til at blive udforsket via museets åbne, digitale skatkammer.

Vores naturarv gemmer på spændende og sjældne dyr, planter, sten og mineraler fra hele verden. Samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum indeholder mere end 14 millioner genstande, og nu har offentligheden for første gang adgang til én million af dem gennem en digital samlingsportal.
- Vores ambition er at skabe en digital platform for naturhistorien, som sætter brugerne i centrum og giver dem adgang til at udforske samlingerne på egne præmisser. Det skal være nemt for både de målrettede og de nysgerrige at udforske naturhistorien, fortæller Anders Drud Jordan, chef for udstillinger, design og digital på Statens Naturhistoriske Museum og en af drivkræfterne bag portalen.

Digitaliseringsprojektet blev gjort muligt gennem en bevilling på knap 30 millioner kroner i 2021 fra ’Uddannelses- og Forskningsministeriets Pulje til Forskningsinfrastruktur’. Bevillingen bliver brugt på at opbygge en infrastruktur for forskning, der vil gøre de store samlinger på Statens Naturhistoriske Museum, Naturhistorisk Museum i Aarhus og Science Museerne på Aarhus Universitet digitalt tilgængelige. Projektet er det største danske digitale museumsprojekt nogensinde.
Digitaliseringen er en del af et fælleseuropæisk projekt, som gør det muligt at få digital adgang til mere end 1,5 milliarder genstande fra museer i hele Europa. De naturhistoriske samlinger er opbygget gennem århundreder og har understøttet titusindvis af videnskabelige opdagelser og publikationer. Nu bliver samlingerne og deres viden frit tilgængelige for forskere, undervisere, studerende, virksomheder og alle med interesse for naturen, så Europas naturarv ikke blot bevares, men også kan udnyttes aktivt til forskning, undervisning og innovation.

- Den store betydning af digitaliseringen ligger i samlingernes historiske kontinuitet. Mange af genstandene er flere hundrede år gamle, men er stadig velbevarede. De kan derfor tilføje en historisk dimension til studier af, hvordan klimaforandringer og menneskets stigende påvirkning har medført ændringer i natur og biodiversitet, og de kan hjælpe forskerne med at få en dybere indsigt i de bagvedliggende mekanismer, siger professor Kim Steenstrup Pedersen fra Statens Naturhistoriske Museum, der leder digitaliseringsprojektet.
Med få klik får brugere fra hele verden adgang til uvurderlige data fra museer og universiteter på tværs af Europa – data, som tidligere kun var tilgængelige for et fåtal. Det giver helt nye muligheder for vidensdeling, samarbejde og ikke mindst undervisning, hvor studerende nu kan arbejde på lige fod med internationale forskere.

- Det er svært at spå om fremtidens brug af samlinger og data og videnskabelige gennembrud – men en forudsætning for, at vi kan skabe dem, starter med, at vi gør informationerne tilgængelige for alle. Hvem ved så, hvad der kan ske? siger chef for udstillinger, design og digital Anders Drud Jordan.
Gå selv på skattejagt i samlingerne via collections.snm.ku.dk – og oplev hvordan naturens arkiv hver dag vokser med nye genstande og fotos på de digitale hylder. Et web-vindue til verdens vidundere – åbent for alle.

Fakta
Projektet hedder DaSSCo - Danish System of Scientific Collections, hvor de naturhistoriske samlinger på Statens Naturhistoriske Museum, Naturhistorisk Museum i Aarhus og Science Museerne på Aarhus Universitet bliver gjort digitalt tilgængelige. Målet er at gøre 19 millioner genstande i Danmark digitalt tilgængelige internationalt for både forskere og borgere.
Projektet er en integreret del af DiSSCo - Distributed System of Scientific Collections, som er et paneuropæisk forskningsinfrastrukturinitiativ, der samler naturhistoriske samlinger fra over 175 museer, botaniske haver og universiteter i 23 lande. Målet er at gøre de mere end 1,5 milliarder genstande i alle de naturvidenskabelige samlinger i Europa digitalt tilgængelige.
Det samlede budget for DaSSCo er på godt 61 millioner og ud over Uddannelses- og Forskningsministeriets infrastrukturmidler kommer resten af pengene fra de deltagende museer samt fra DTU i Lyngby, som bidrager med teknisk metodeudvikling til 3D-scanning af museumseksemplarerne.
De digitale genstande er tilgængelige på Statens Naturhistoriske Museums samlingsportal og i den nationale artsportal Arter.
Billeder og data fra samlingerne kan benyttes frit under Creative Commons-licens.
Se mere om projektet i artiklen Det digitale vindue til naturhistorien
Kontakter
Rikke Sanderhoff MørchKommunikationschefStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:30 50 66 21rsm@snm.ku.dkFølg pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
Foto af legesyg iberisk los vinder publikumsprisen i verdens største naturfotokonkurrence25.3.2026 06:02:00 CET | Pressemeddelelse
Efter at et rekordstort antal mennesker har afgivet deres stemme, er den østrigske fotograf Josef Stefan løbet med publikumsprisen i den prestigefyldte naturfotokonkurrence.
Pindsvin kan høre ultralyd – ny forskning kan være nøglen til færre trafikdrab11.3.2026 06:03:00 CET | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Statens Naturhistoriske Museum viser for første gang, at europæiske pindsvin kan høre ultralyd – viden, der kan bruges til at holde dem væk fra trafikken.
Oplev dinosauræg, fossile fugle og vilde fjer i påskeferien10.3.2026 12:45:00 CET | Pressemeddelelse
Statens Naturhistoriske Museum inviterer til spændende aktiviteter, hvor børn og voksne kan udforske æggenes og fjerenes forunderlige verden.
Foråret kommer tidligere – også efter en iskold vinter27.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Selvom januar og februar i år har været præget af et sjældent massivt snelag og kulde, viser nye analyser, at foråret generelt rykker frem i kalenderen. Hjælp med at finde tegnene på foråret.
Ny bog kortlægger Danmarks saltvandsfisk9.2.2026 06:01:00 CET | Pressemeddelelse
For første gang nogensinde findes nu et samlet, detaljeret overblik over alle danske saltvandsfisk. Havet omkring Danmark er i evig forandring, og Fiskeatlasset bliver afgørende for at opdage ændringer i vores fiskearter fremover.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum