Landbrugets løftebrud: Fortsat 25.000 døde pattegrise om dagen
26.6.2025 06:00:00 CEST | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
Nye tal afslører status quo i dansk svineproduktion. Hver dag dør over 25.000 pattegrise i Danmark – det samme niveau som sidste år, trods løfter om forbedringer. Dyrenes Beskyttelse kritiserer den manglende handling og efterlyser konkret regulering frem for frivillige hensigtserklæringer.

Det er desværre stadigvæk den sørgelige sandhed, at der hvert tredje sekund dør en pattegris i utide i de danske stalde.
Sidste år døde i gennemsnit 25.135 pattegrise om dagen. På trods af løfter om forbedring fra både dansk landbrug og fra politisk hold ligner dødstallet altså til forveksling det fra året forinden, hvor tallet lød på 25.128.
Den procentuelle dødelighed er også stort set uændret, og mere end hver femte pattegris i den danske svineproduktion dør fortsat enten ved fødslen eller kort efter. Samtidig viser opgørelsen, at kuldstørrelserne fortsætter med at stige, så der nu i gennemsnit fødes 20,3 grise per kuld.
”Vi står med en årelang dyrevelfærdskrise i dansk svineproduktion. Pattegrisedødeligheden er et symptom på en produktion, der presser dyrene til det yderste. At der så godt som intet er sket trods mange års løfter, og ikke mindst sidste års dyrevelfærdsaftale er ganske enkelt uacceptabelt,” siger dyrlæge og ph.d. Birgitte Iversen Damm fra Dyrenes Beskyttelse.
Hensigtserklæringer er ikke nok
I aftalen ”Sammen om dyrene – Aftale om dyrevelfærd 2024-2027” blev pattegrisedødeligheden udpeget som et centralt problem, og der skulle laves en undersøgelse af, hvordan det kunne løses. Alligevel er der ikke sat nogen øvre grænse for kuldstørrelse eller krav til, hvilken avl, der må foretages.
”Det er veldokumenteret, at dødeligheden er knyttet til de store kuld. Vi ved, hvad der skal til for at vende udviklingen – nemlig mindre kuld med stærkere grise og mere levedygtige grise – men det kræver politisk mod at stille krav til avlen og gøre op med tankegangen om soen som højeffektiv fødemaskine, hvis eneste formål er at levere flest mulig unger,” siger Birgitte Iversen Damm.
Lovgivning findes – men håndhæves ikke
Dyrenes Beskyttelse peger på, at der allerede i dag findes bestemmelser i lovgivningen, der forbyder avlsmetoder, som påfører dyrene lidelse. Alligevel tillades det fortsat, at danske søer gennemsnitligt føder over 20 grise – flere end de har patter til.
”Når så mange smågrise dør, er det ikke et uheld. Det er systematisk. Man avler bevidst søer, der får grise i et omfang, så grisene er svækkede fra start og flere end, at søerne kan passe dem. Man sætter sin lid til fødselshjælp under de langvarige faringer, og flytter rundt på grisene for at få det til at gå op med så mange nyfødte til alt for få patter med mælk hos deres mødre. Der er tale om en kabale, der er umulig at få til at gå op for personalet i staldene, og om helt utilstrækkelige lappeløsninger i stedet for at gøre op med selve problemet,” siger Birgitte Iversen Damm.
”Vi opfordrer til at lovgivningen bliver håndhævet, og at der stilles specifikke krav til avlsselskaber og landmænd, så hensynet til dyrene bliver til at få øje på,” siger Birgitte Iversen Damm.
”Det er på tide, at vi stopper med at acceptere en produktion, hvor det er normen, at millioner af pattegrise dør hver eneste år. Danmark skal ikke være verdensmester i billige smågrise. Vi skal være foregangsland for dyrevelfærd,” siger Birgitte Iversen Damm.
[FAKTABOKS] Dyrenes Beskyttelse kræver handling
Dyrevelfærdsorganisationen opfordrer nu politikerne til at leve op til deres løfter og indføre konkrete lovtiltag i kampen for bedre dyrevelfærd:
- Håndhæv eksisterende lovgivning mod skadelig avl
- Præciser den generelle lovgivning mod skadelig avl med et krav om avl for grisekuld, som ikke overstiger antal patter og mælkeforsyning hos søerne
Nøgleord
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder

Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Bred alliance for svinevalg: Grisefabrikker koster danskerne alt for dyrt3.3.2026 20:00:00 CET | Pressemeddelelse
En bred alliance for et svinevalg blev lanceret på tirsdagens svinestopmøde på Christiansborg. En af Initiativtagerne bag peger på svineproduktionen som den gordiske knude for kriserne med dyrevelfærd, drikkevand og levende havmiljø. Løsningen er politisk mod til at forvandle landbrugets dyrefabrikker.
Alt for mange fortryder deres kanin: Internaterne drukner i dyr20.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kaniner er blandt de dyr, der venter længst på adoption, og presset på Dyrenes Beskyttelses internater er vokset de senere år. Ifølge organisationen skyldes det især uplanlagte kuld og børn, der hurtigt mister interessen for deres kanin.
Hold af kaniner er det vilde vesten – der er brug for lovgivning nu11.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Misforståelser og manglende regler har i årevis betydet, at kaniner lider under forhold, der er milevidt fra deres behov. Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til at handle på dét, politikerne allerede er enige om: Nemlig at velfærden for kaniner skal forbedres.
Godt nyt fra internater: Færre kæledyr kom i klemme i 202510.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Dyrenes Beskyttelses internater fandt nye hjem til 7.000 dyr i 2025. Det er knap ti procent færre end i året før, og måske et tegn på mere ansvarligt dyreejerskab, håber organisationen.
Laveste antal dumpede dyr siden 2020 – men problemet er langt fra løst6.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Antallet af dumpede dyr faldt i 2025 til det laveste niveau i fem år. Det glæder Dyrenes Beskyttelse, men 1.041 dyr blev stadig efterladt til en uvis skæbne – det svarer til knap tre dyr om dagen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum