DI: Brug forsvarsmilliarder klogt – i samarbejde med erhvervslivet
25.6.2025 14:15:13 CEST | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse
NATO-landene er i dag blevet enige om en ny, historisk målsætning om forsvarsinvesteringer: Fremover skal medlemslandene bruge fem procent af deres BNP på et stærkere forsvar, sikkerhed og beredskab. Med målsætningen følger markante øgede krav fra NATO til nationerne i form af nye styrkemål. Dansk Industri (DI) bakker fuldt op om behovet for at løfte både Danmarks og Europas forsvar i en tid med øget usikkerhed, krig i Europa og hybride trusler – men opfordrer samtidig regeringen til at bruge de mange ekstra forsvarsmilliarder klogt og i tæt samarbejde med det danske erhvervsliv.

- Danmarks sikkerhed er et samfundsanliggende, som vi alle skal tage et fælles ansvar for – også erhvervslivet. Når vi poster så mange flere milliarder skattekroner i et stærkere dansk forsvar, må vi også klart kunne forvente, at Forsvaret i langt højere grad end i dag åbner for et langt tættere samarbejde med civilsamfundet og med erhvervslivet, siger DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.
Nyt princip: Partnerskab mellem erhvervsliv og forsvar
Dansk Industri mener, at offentligt/private partnerskaber mellem erhvervsliv og Forsvaret skal være et styrende princip for opbygningen af fremtidens danske forsvar. Særligt på områder som byggeri af nye skibe, overvågning, digitalisering, ubemandede systemer og vedligehold af materiel samt i den grønne omstilling bør erhvervslivet spille en langt større rolle.
- Vi står med en historisk mulighed for at bringe det danske erhvervslivs kompetencer og kapacitet langt mere i spil. Vi kan lære meget af de lande, vi normalt sammenligner os med. De er på mange andre områder dygtige til offentligt/privat samarbejde og betydeligt længere fremme end os i at bruge private aktører aktivt i hele forsyningskæden til forsvaret, med store fordele for alle parter.
- Hvis vi organiserer os klogt, kan vi også understøtte f.eks. leverancer til Ukraine og opbygge en moderne industri på områder, hvor Danmark kan gøre sig gældende – ikke mindst det maritime område, siger Lars Sandahl.
DI understreger, at organisationen ikke blander sig i de konkrete indkøb.
- Vi vil ikke blande os i hvilke præcise systemer, der indkøbes, men vi kan konstatere at forsvarsteknologi og forsvarets behov ændrer sig markant i de her år og det er naturligvis vigtigt, at de enormt store danske investeringer peger ind i de nye teknologier og metoder og dermed er fremtidssikret.
- Det vigtigste for os er ikke, præcis hvilke systemer der købes, men at investeringerne gennemføres med blik for hele samfundets kompetencer og ressourcer – og med fokus på forsyningssikkerhed, effektivitet og nytænkning, siger Lars Sandahl.
Ifølge DI er det afgørende, at store investeringer følges af et reelt ledelsesmæssigt og økonomisk fokus i hele forsvarsorganisationen – og at der stilles klare krav om inddragelse af erhvervsliv og videninstitutioner i løsningen af både nuværende og kommende opgaver.
Brug teknologi, arbejdskraft og innovation
DI peger på, at Danmark skal tænke teknologi, digitalisering og arbejdskraft ind i forsvarets investeringer.
- Vi har virksomheder med stor ekspertise i alt fra avanceret teknologi til service, vedligehold og byggeri. Lad erhvervslivet bruge de kompetencer, de har – det giver plads til, at Forsvaret kan koncentrere sig om de militære kerneopgaver, mens virksomheder bidrager med de drifts- og udviklingsopgaver, de er bedst til, siger Lars Sandahl Sørensen.
DI støtter også brugen af modkøbsordninger ved indkøb af forsvarsmateriel og roser regeringen for at prioritere teknologisk udvikling og innovation på området.
Samfundssikkerhed og beredskab skal op i gear
En afgørende del af Danmarks økonomiske oprustning skal bruges på at løfte Danmarks beredskab.
- Vi halter langt bagefter vores nordiske venner, og det bør være slut, med de trusselsbilleder, vi kigger ind i dag og i fremtiden.
- Danmarks beredskab skal op i gear. Det kræver massive nye investeringer i beskyttelse af kritisk infrastruktur og cybersikkerhed, i at hjælpe borgere og virksomheder med at stå imod de stærkt stigende trusler og i at fremtidssikre partnerskaber, organisering og aftaler om hjælp, når der sker alvorlige hændelser. Dertil kommer investeringer i klimasikring, siger Lars Sandahl.
Baggrund
DI’s forsvarspolitiske udspil indeholder forslag om at styrke partnerskabet mellem Forsvaret og erhvervslivet, investere i forskning og ny teknologi samt opbygge en industriel forsvarskapacitet, der også kan levere til internationale samarbejdspartnere og styrke forsyningssikkerheden. DI har ligeledes præsenteret udspil om beredskab og om cybersikkerhed.
Kontakter
Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk
Links
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Maersk vinder Årsrapportprisen 20263.9.2026 16:10:31 CEST | Pressemeddelelse
Maersk modtager Årsrapportprisen 2026 for en årsrapport, der giver et klart og sammenhængende billede af, hvordan ændrede markedsvilkår og geopolitisk uro påvirker virksomhedens forretning, strategi og risici.
DI om ny ordning for arbejdskraft: Vigtig løsning på reelt problem3.9.2026 13:15:03 CEST | Pressemeddelelse
Dansk Industri har i årevis argumenteret for en ny ordning for international arbejdskraft, så det vækker glæde i erhvervsorganisationen, at Folketinget nu har vedtaget den nye certificeringsordning. Adm. direktør Lars Sandahl Sørensen roser politikerne for at finde brede løsninger på et samfundsproblem.
Flertal af bilister foretrækker nummerpladegenkendelse: DI Ejendom foreslår fælles regler om fremtidens digitale parkering3.9.2026 08:03:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny analyse viser, at danske bilister foretrækker parkeringsløsninger baseret på nummerpladegenkendelse. I forbindelse med høringen om Fair Parkering den 3. september opfordrer DI Ejendom transportministeren til at samle centrale aktører i en arbejdsgruppe, der skal udvikle fælles spilleregler for brugen af teknologien.
Historisk lav tilfredshed: Kommuner skal gøre det lettere at komme på arbejde2.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er frustrerende, når bussen ikke passer med arbejdstiden, cykelruten mangler det sidste sikre stykke, eller trængslen gør pendlingen uforudsigelig. Så når danske virksomheders vurdering af kommunernes indsats for god mobilitet er faldet jævnt siden 2020, bør det være et klart signal til handling, mener landets største erhvervsorganisation DI.
DI: God start på drøftelser med regeringen om USA’s prispolitik på lægemidler28.8.2026 12:52:48 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen har i dag taget fat på drøftelserne om USA’s såkaldte “Most Favored Nation (MFN)”, som er USA’s nye prispolitik på lægemidler. Regeringen har nedsat en taskforce om sagen som havde første møde i dag. MFN kan få alvorlige konsekvenser for danske life science-virksomheder, og derfor mener landets største erhvervsorganisation Dansk Industri (DI), at det er vigtigt, at regeringen kommer med konkrete initiativer for at afbøde de værste følger af reguleringen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum