AutoMester DanmarkAutoMester Danmark

Populært værksted skifter hænder og bliver AutoMester E+

Del

Søren Johannsen Automobiler i Tønder får nye ejere efter næsten 32 år. En menneskealder for de to nye ejere på bare 21 og 29 år

De nye ejere af værkstedet Christian Hansen (tv) og Casper Bjørn ved siden af den tidligere ejer Søren Johannsen.
De nye ejere af værkstedet Christian Hansen (tv) og Casper Bjørn ved siden af den tidligere ejer Søren Johannsen.

Mekanikerne Casper Bjørn og Christian Hansen overtager Tønder-værkstedet Søren Johannsen Automobiler med dybe lokale rødder og et godt ry, der er opbygget gennem mere end 30 år af Søren Johannsen selv. Det er en ny begyndelse for makkerparret – og alligevel sker det med respekt for historien, når de skal føre arven videre. 

57-årige Søren Johannsen, der har drevet værkstedet i over 30 år, giver derfor roligt nøglerne til sit livsværk videre, afslører han:
“Jeg har haft momsnummer siden 1993, hvor jeg startede med at handle biler og gik på deltid fra mit daværende job, inden jeg rykkede ind i lokalerne på Statoil-tanken  og til sidst købte værkstedet her. Nu er jeg helt afklaret med at give det videre til et par friske unge mennesker fyldt med gåpåmod. At de vil videreføre både navnet og det, kunderne forbinder med det, betyder selvfølgelig meget for mig.”

En drøm at overtage et etableret sted
De to nyslåede værkstedsejere er ikke fremmede for hinanden. Som tidligere svend og lærling har de allerede opbygget et stærkt samarbejde, en faglig respekt og et godt venskab, der nu bliver fundamentet for værkstedets fremtid.
“Vi har længe talt om at starte noget selv. Da muligheden for at overtage Sørens værksted opstod, var vi ikke i tvivl,” fortæller Casper Bjørn, der fylder 30 til sommer.

Hans forretningspartner Christian Hansen supplerer:
“Det er ikke hver dag, man får mulighed for at overtage en veldrevet forretning, hvor både navn, omdømme, beliggenhed og kundekreds allerede er på plads. Vi vil fortsætte det, han har bygget op.” 

Værkstedet er en del af AutoMester, der fire gange har vundet prisen som Årets Værkstedskæde.

De unge sætter strøm til stedet
Selvom de nye ejere ønsker at drive værkstedet videre, som det er, så er der alligevel ét sted, hvor de vil sætte deres eget præg. Med overtagelsen bliver værkstedet samtidig en del af AutoMester E+, der er værksteder med fokus på miljø og bekvemmelighed. Det betyder blandt andet adgang til ny teknologi, efteruddannelse og en styrket indsats for el- og hybridbiler.
“Flere og flere har elbiler i dag. Med AutoMester E+ kan vi tilbyde dem den samme gode service – nu med opdateret viden og udstyr,” forklarer Christian Hansen. 

Den strategi er lige det, værkstedet har brug for, hvis man spørger den erfarne værkstedsejer, Søren Johannsen, der kender bilejerne i området særdeles godt:
“Mange af vores erhvervskunder har fortsat fossilbiler, fordi de er afhængige af rækkevidden, men der er mange private, som skifter til elbiler pt. Så det er en fornuftig fremtidssikring af værkstedet.” 

Tillid er nøglen
Selvom en stor del af kunderne er erhvervsdrivende og fremtiden er elektrisk, så er værkstedet åbent for alle. De nye ejere lægger vægt på hurtig service og god dialog:
“Vi ønsker selvfølgelig at bibeholde de gode samarbejder, Søren har opbygget gennem årene, så det er vores ambition, at folk - uanset bilens mærke, brændstof og størrelse - fortsat skal være glade for at komme her,” understreger Casper Bjørn.

Opskriften for den mangeårige succes og de glade kunder følger med i handlen.
“Man skal selvfølgelig levere et godt stykke arbejde. Casper og Christian kan lide at skrue i biler, og de kan deres håndværk. Og så er det meget vigtigt, at man er flinke og venlige og giver god rådgivning. At man ringer til kunden, hvis der er problemer, så de kender prisen og tidshorisonten. Tillid er afgørende,” erfarer Søren Johannsen og fortsætter: “Det er et spændende arbejde, der er gang i den hele tiden, og det er hyggeligt med den gode dialog med kunderne. Så de kan godt glæde sig til at overtage.”  

Og det lader det til, at de gør. For overdragelsen fejres med en uformel reception fredag den 4. juli fra kl. 12.00 til 15.00 på Snedkervej 8 i Tønder, hvor kunder, samarbejdspartnere og venner af huset er inviteret forbi til pølsevogn og muligheden for at sige farvel til den tidligere ejer og byde de nye ejere af Søren Johannsen Automobiler velkommen. 




Nøgleord

Kontakter

Om AutoMester

AutoMester er Danmarks største værkstedskæde med næsten 400 værksteder. Den prisvindende kæde investerer i grønnere tiltag og nye teknologier, mens de tilbyder service og reparation af alle slags biler - uanset mærke, model og årgang. Fordi det skal være enkelt at være bilejer. 

Følg pressemeddelelser fra AutoMester Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AutoMester Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye