Bæredygtigt Landbrug

Delaftale om braklægningskrav er en demokratisk kortslutning

Del

Bæredygtigt Landbrug kritiserer delaftalen om braklægningskrav.

Gårsdagens delaftale om braklægningskrav og kvælstofreduktion i trepartsaftalen udgør et alvorligt indgreb i dansk landbrugsdrift og økonomi. Aftalen er truffet uden en afklaring af kompensationsmodeller, uden en realistisk vurdering af konsekvenserne – og uden at tage højde for retsstatens grundprincipper.

- Hvordan kan politikerne stå bag en regulering, der rammer så bredt og dybt, uden først at sikre det basale og faglige grundlag samt en ordentlig kompensation? Man forsøger at forhandle prisen, efter at man allerede har taget varen – det er helt bagvendt og er noget, som går igen blandt vores nytilkomne og frustrerede medlemmer, siger Niels Hauge Mikkelsen, formand i Bæredygtigt Landbrug, og fortsætter: 

- Jeg havde en naiv forestilling om, at borgerlige kernepartier som Konservative og Venstre stod last og brast med den grundlovssikrede ejendomsret, der dækker alle, hvad enten man er landmand, boligejer eller virksomhed – det er beskæmmende.

Ifølge aftalen vil op mod 50 % af det dyrkede areal potentielt blive berørt af regulering til braklægningsgrænsen, hvilket vil føre til massive driftstab og kæmpe fald i ejendomsværdier – med direkte konsekvenser for landmændenes økonomi og bankernes pantsikkerhed. 

Samtidig er der ingen afklaring på, hvordan kvælstofkvoten skal fordeles i oplandene, hvilket efterlader landmændene i retslig uvished og handlingslammelse. En sådan uklarhed kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er en indirekte ekspropriation uden sikkerhed for ordentlig erstatning og strider måske endda mod EU's Charter kapitel 17 om ejendomsretten. Hvem vil så være de næste, der bliver ramt?

Man kan undre sig over, at Landbrug & Fødevarer fortsat er med i treparten og dermed denne aftale. De hævder at være landbrugets stemme, men hvordan kan man som interessevaretager stå inde for en aftale, der rammer tusindvis af danske landmænd økonomisk og retsligt? De siger alle de rigtige ting udadtil, men det er svært at se, hvordan man kan forsvare en model uden klar kompensation, uden miljøeffekt og uden retssikkerhed – og stadig påstå, at man taler landbrugets sag.

Bæredygtigt Landbrug har allerede tidligere belyst, at den forventede miljøeffekt er stærkt overvurderet. Flere undersøgelser viser, at den ønskede reduktion i kvælstofudledningen på 13.780 tons slet ikke kan realiseres i mange oplande – uanset reguleringens omfang. Der er tale om en symbolpolitisk løsning, der næppe vil føre til mærkbare forbedringer i havmiljøet, som i stigende grad påvirkes af kemi, klimaforandringer som varmere bundvand og lavere vindhastighed.

Hvis vi virkelig vil redde havmiljøet, så lad os gøre brug af reelle løsninger. Ting som muslingeopdræt, udplantning af ålegræs og genetablering af stenrev. Vi skal have undersøgt de kemiske og øvrige forhold til bunds. Når myndighederne undlader og begår så markante fejl, som illustreret i Danmarks Radio, så er tilliden til dem på et absolut nulpunkt. 

- Vi hjælper hjertens gerne med en grøn omstilling, men det skal ske på en måde, hvor virkemidlerne virker, kompensationen er fair, og både den danske og europæiske retssikkerhed er intakt for den enkelte borger. Det her er ikke vejen frem, siger Niels Hauge Mikkelsen.

Nøgleord

Kontakter

Bæredygtigt Landbrug

Bæredygtigt Landbrug er en interesse- og erhvervsorganisation, som blev stiftet i 2010. Bæredygtigt Landbrug repræsenterer både konventionelle og økologiske primærlandmænd. Foreningen har et medlemstal på ca. 2500 (maj 2025), og Niels Hauge Mikkelsen er formand (februar 2025).

Foreningens primære formål er at fremme medlemmernes økonomiske interesser samt en bæredygtig landbrugsproduktion, hvor det økonomiske grundlag sikrer miljø, klima og sundhed.

Følg pressemeddelelser fra Bæredygtigt Landbrug

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Bæredygtigt Landbrug

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye