Nyt studie om næsebakterier: Kan vi forebygge alvorlige infektioner?
Forskere fra Statens Serum Institut (SSI) afslører, hvordan bakterier i næsen opfører sig, og hvordan de kan hjælpe med at holde farlige infektioner med fx stafylokokker i skak. Det kan få betydning for fremtidens infektionsforebyggelse.

Et nyt internationalt studie ledet af Statens Serum Institut (SSI) kaster nyt lys over næsens mikrobiom – altså de bakterier, der naturligt lever i næsehulen. Resultaterne viser, at visse bakterier kan hæmme kolonisering med sygdomsfremkaldende arter som Staphylococcus aureus – en af verdens hyppigste årsager til alvorlige infektioner og dødsfald.
"Vi kan nu se næsens mikrobiom i langt højere opløsning end tidligere," siger Anna Cäcilia Ingham, hovedforfatter og forsker ved SSI.
Hun tilføjer:
"Det betyder, at vi kan skelne mellem forskellige bakteriesammensætninger og bedre forstå, hvordan nogle bakterier bliver hængende, mens andre kommer og går."
Studiet, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cell Reports, bygger på analyser af næseprøver fra over 1500 personer i Danmark og Tyskland. Det viser, at næsen typisk domineres af enten S. aureus eller Staphylococcus epidermidis – to bakterietyper, der er overraskende stabile i deres tilstedeværelse, mens andre stafylokokker optræder mere forbigående.
Naturlig beskyttelse mod infektioner
Særligt opsigtsvækkende er fundet af, at forekomsten af S. aureus falder markant, når bakterier som Dolosigranulum og Corynebacterium samtidig er til stede i næsen. Det tyder på, at nogle bakterier naturligt kan beskytte os mod potentielt farlige infektioner.
"Vi ser et klart mønster, hvor nogle bakterier etablerer sig og forbliver dominerende, mens andre varierer mere. Det har betydning for, hvordan vi forstår risikoen for infektion og potentielt også, hvordan vi kan påvirke den," forklarer Marc Stegger, medforfatter til studiet og afdelingsleder ved SSI.
Metoden, der er udviklet på SSI, er baseret på DNA-analyse og kan med hidtil uset præcision følge stafylokokkers forekomst og variation over tid – inklusive deres samspil og dominansmønstre. Det giver forskere nye muligheder for at identificere risikomønstre og potentielle bakterielle samspil med beskyttende effekt.
S. aureus findes i næsen hos mange mennesker uden at give symptomer, men udgør en væsentlig risikofaktor for infektion. S. epidermidis, tidligere betragtet som harmløs, er ligeledes genstand for stigende opmærksomhed som opportunistisk patogen.
Kan mindske behovet for antibiotika
Studiet viser også, at faktorer som alder, køn, rygestatus og den samlede bakteriesammensætning påvirker, hvilke stafylokokker vi bærer i næsen – og dermed muligvis også vores risiko for infektion.
"Det næste skridt er at undersøge, hvordan vi eventuelt kan fremme de bakterier, der naturligt holder S. aureus nede," siger Anna Cäcilia Ingham, der slutter:
”Det kan på sigt føre til nye metoder til at beskytte mod infektion, som med tiden kan mindske behovet for antibiotika”.
Studiets fund kan dermed være første skridt mod en ny tilgang til infektionsforebyggelse – baseret på kroppens egne mikrobiologiske forsvar.
Læs hele studiet her: Cell Reports – Nasal Microbiome and Staphylococcus Patterns
Om Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.
Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Flere kommuner får enheder for infektion og hygiejne7.10.2025 12:54:44 CEST | Pressemeddelelse
En ny rapport fra Statens Serum Institut viser, at tre ud af fire kommuner nu har oprettet en såkaldt hygiejneorganisation, der skal forebygge og bekæmpe infektioner.
Flere danske rejsende udsættes for rabies: Overvej vaccination og undgå dyrekontakt2.10.2025 13:34:49 CEST | Pressemeddelelse
Stadigt flere danske rejsende bliver bidt eller kradset af dyr i udlandet og må behandles for mulig rabies. Statens Serum Institut (SSI) opfordrer nu til, at rejsende overvejer vaccination, hvis de rejser til lande, hvor sygdommen findes, og at man holder sig fra dyr i disse områder.
Danske forskere finder nye forklaringer på mystiske dødsfald blandt elefanter29.9.2025 11:35:48 CEST | Pressemeddelelse
En sjælden bakterie var skyld i et massedødsfald blandt elefanter i Zimbabwe, og danske forskere har nu afsløret, hvorfor bakterien er så dødelig. Fundet giver ny indsigt i, hvordan bakterier kan udvikle farlige egenskaber, hvilket på sigt kan bane vej for udvikling af nye vacciner.
To udbrud med Campylobacter skyldes dansk kylling26.9.2025 09:33:52 CEST | Pressemeddelelse
Hen over sommeren har der været et usædvanligt stort antal Campylobacter-tilfælde i Danmark. To aktuelle udbrud skyldes dansk kylling.
Ny rapport: Nordiske lande valgte forskellige veje gennem covid-19-pandemien23.9.2025 11:46:27 CEST | Pressemeddelelse
Ny rapport viser, hvordan de nordiske lande valgte forskellige strategier under covid-19-pandemien, men med det samme mål om at beskytte de mest sårbare.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum