Vestforbrænding på vej mod CO2-neutral affaldsenergi, øget genbrug og mere fjernvarme
2024 blev året, hvor Vestforbrænding tog afgørende skridt videre inden for genbrug og genanvendelse, fjernvarme og CO2-fangst. Og hvor et nyt partnerskab og en styrket organisering gjorde Vestforbrænding godt rustet til fremtidens krav til konkurrenceudsættelse, affaldshåndtering og energiforsyning.

Alt dette og mere fremgår af bestyrelsens beretning for 2024, som bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen netop har fremlagt på generalforsamlingen den 19. juni 2025.
Partnerskab om CO₂-fangst
Vestforbrænding har et ambitiøst mål om at etablere CO2-neutral affaldsenergi inden udgangen af 2030. Et af årets mest markante resultater er indgåelsen af et partnerskab med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) om etablering af et CO₂-fangstanlæg i Glostrup. Anlægget, der forventes færdigt inden 2030, vil kunne fange op mod 500.000 ton CO₂ årligt – svarende til 11 % af hovedstadsområdets samlede CO2-udledning i 2021.
”Det er et skelsættende projekt, der både reducerer CO₂ og leverer overskudsvarme til fjernvarmenettet. Det er et vigtigt bidrag til Danmarks klimamål,” siger bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen og tilføjer, at projektet i 2025 har opnået en VVM-godkendelse – som det første af sin slags i Danmark – og er blevet prækvalificeret til Energistyrelsens CCS-pulje.
Fjernvarme til tusindvis af nye kunder
2024 markerede også starten på den omfattende udrulning af fjernvarme i syv kommuner. De første kunder er blevet koblet på, og forberedelserne til næste etape er i fuld gang med en udbudsproces på flere entrepriser.
”Vi forventer at tegne kontrakter med entreprenører i starten af 2026 og starte gravearbejdet målrettet kunder i etape 2 i foråret 2026. Samlet ruller vi med Varmeplan 2030 fjernvarme ud til, hvad der svarer til 40.000 familieboligers forbrug,” fortæller bestyrelsesformanden.
Genanvendelse og genbrug i vækst
Vi skal genbruge og genanvende så meget, vi kan – og det arbejder Vestforbrænding målrettet for. I 2024 nåede Vestforbrænding en reel genanvendelsesprocent på 52,6 %, hvilket overstiger årets mål på 51,5 %. På tre år er genanvendelsen steget med 5,6 procentpoint. Målet for 2030 er 60 %.
”Det er godt gået, men det kræver fortsat en fokuseret indsats at nå i mål med de sidste procenter, som er de sværeste,” udtaler Ole Bondo Christensen.
Særligt indsamlingen af madaffald har bidraget til fremgangen. Samtidig er der sat nye initiativer i gang – herunder sortering af polstrede møbler og brug af sensorteknologi i etageboliger. På genbrugsområdet gør et nyt og stort genbrugslager i Ishøj det muligt at indsamle og afsætte endnu større mængder byggematerialer og indbo. Her kan blandt andet sociale organisationer hente f.eks. møbler fra lageret – og samarbejdet her har allerede vist stor succes.
Nye varmekilder til fremtidens fjernvarme
Med Varmeplan 2030 skal Vestforbrænding fordoble sin produktion af varme – og det skal komme fra nye varmekilder, da varmen fra Vestforbrændings to ovne allerede er fuldt udnyttet. I 2024 indgik Vestforbrænding en aftale med Innargi om etablering af et geotermianlæg i Virum. Anlægget skal gøre det muligt at udnytte varmen fra geotermisk vand i fjernvarmenettet ved hjælp af op til tre kilometer dybe boringer.
”Efter planen skal der bores i 2026, og anlægget skal levere varme til lokalområdet fra 2028 og minimum 30 år frem,” siger Ole Bondo Christensen og fortæller, at der også arbejdes med at udnytte overskudsvarme fra virksomheder og etablere varmeakkumuleringstanke – herunder en ny tank i Glostrup, som nu er i drift og kan sikre mere stabil drift og bedre udnyttelse af varmekapaciteten.
Nyt selskab til affaldsenergi
Som følge af ny lovgivning er affaldsforbrændingsanlægget udskilt i det nye selskab VF Affaldsenergi ApS, som fra 1. januar 2025 varetager forbrændingen af affald.
”Ved udgangen af 2024 havde selskabet indgået en række aftaler med private vognmænd om modtagelse af det forbrændingsegnede affald. Samtidig har vi budt på og vundet udbud om håndtering af det forbrændingsegnede affald fra alle de 19 ejerkommuner – inklusiv de dele af København, vi allerede håndterer affald fra. Vi forventer, at kapaciteten i ovnene bliver fuldt udnyttet i 2025. Vi står stærkt i markedet, hvilket er afgørende for, at vi som selskab kan gøre os gældende i årene fremover,” fortæller bestyrelsesformanden.
Godt rustet til fremtiden
”Vi har brugt 2024 på at forberede Vestforbrænding til nye markedsbetingelser og rammevilkår – og til at servicere og tage godt imod de mange nye kunder. Affaldsenergianlægget er gået efter i sømmene, og vigtige dele er udskiftet. Vi er derfor klar til at eksekvere og møde fremtidens udfordringer,” konstaterer bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen og afslutter generalforsamlingen med at takke bestyrelsen, de associerede selskaber – og ikke mindst ledelse og medarbejdere – for et godt og effektivt stykke arbejde.
Du kan finde Årsrapport 2024 her
Nøgleord
Kontakter
Christopher MortensenChef for presse og public affairs, Vestforbrænding
Tlf:24876465cmor@vestfor.dkOm Vestforbrænding
Vestforbrænding er Danmarks største affaldsenergiselskab. Vi er ejet af 19 storkøbenhavnske og sjællandske kommuner, som vi tilbyder løsninger inden for indsamling og behandling af affald samt levering af fjernvarme og elektricitet. På vores hjemmeside www.vestfor.dk kan du læse om Vestforbrændings selskabskonstruktion, vores historie, økonomi og værdisæt.
Følg pressemeddelelser fra I/S Vestforbrænding
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra I/S Vestforbrænding
Kom til nabobesøg på Vestforbrænding11.6.2025 08:51:59 CEST | Pressemeddelelse
Vestforbrænding gentager succesen fra sidste år og inviterer sine naboer til at opleve Danmarks største affalds- og energianlæg indefra. Du kan høre mere om det daglige arbejde og om visionerne for fremtiden. Besøget afsluttes med en rundvisning på værket og en sjælden mulighed for at komme ind i én af Vestforbrændings to store ovne, som på det tidspunkt er lukket ned for vedligehold.
Stærkt felt videre i stort fjernvarmeudbud4.6.2025 14:02:43 CEST | Pressemeddelelse
I alt fem virksomheder er blevet prækvalificeret til at afgive indledende bud på Vestforbrændings anden etape af selskabets store fjernvarmeudrulning. Nu skal de prækvalificerede virksomheder konkurrere om at blive blandt de totalentreprenører, der frem mod 2030 skal udvide fjernvarmenettet i seks kommuner og tilslutte op mod 17.000 husstande til fjernvarme.
Ny leder til Vestforbrænding Affaldsenergi20.5.2025 08:36:40 CEST | Pressemeddelelse
1. juni tiltræder Vegard Hetting stillingen som leder af Vestforbrænding Affaldsenergi. Vegard indgår samtidig i Vestforbrændings ledelse.
CIPs og Vestforbrændings CO₂-fangstprojekt prækvalificeret til CCS-puljen16.5.2025 10:10:59 CEST | Pressemeddelelse
Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og Vestforbrænding har sammen nået en vigtig milepæl i arbejdet med at etablere Danmarks næste storskalaanlæg til CO₂-fangst.
Risiko for nabogener fra Vestforbrænding15.5.2025 09:48:59 CEST | Pressemeddelelse
Vestforbrænding indleder planlagt vedligeholdelse af vores anlæg i Glostrup frem til 26. juni. Arbejdet er omfattende og kan skabe øget støj og trafik på og ved anlægget - lugtgener kan også forekomme.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum