Tønder Festival offentliggør komplet musikprogram 2025
Musikprogrammet for Tønder Festival 2025 er komplet. Med en stærk kombination af internationale navne, danske favoritter og unikke koncerter og formater, der kun kan opleves i Tønder, er der lagt op til endnu en uforglemmelig festival.

Årets festival åbnes officielt onsdag den 27. august af den canadiske ambassadør i Danmark i selskab med Tønders borgmester – en gestus, der markerer det mangeårige bånd mellem Tønder og den nordamerikanske roots-musikscene.
De sidste navne på plakaten for i år er en palette af mangfoldighed - både musikalsk, genremæssigt, sprogligt og geografisk.
"Det er netop denne mangfoldighed, der er med til at gøre Tønder Festival til noget særligt, og vi er stolte over årets program, som både rummer gamle kendinge og helt nye stemmer," siger festivalens kunstneriske leder, Maria Theessink.
Nordiske og keltiske stemmer
Det grønlandske kulturikon Rasmus Lyberth, som evner at bevare forbindelsen til sine rødder og forny dem med moderne lyd, og som optages i Folkemusikkens Hall of Fame i Tønder i år, spiller på festivalen. Fra Skotland kommer Ainsley Hamill, der synger på gælisk, med sin unikke blanding af tradition og nyskabelse. Og fra Wales præsenteres Lleuwen Steffan, som vækker glemte walisiske folkesalmer til live. Derudover bringer det dansk-færøsk-britiske ensemble Northern Assembly moderne folk-pop med stærk historiefortælling til Tønder.
Amerikanske historiefortællere og rootsmusikere
Ian Noe fra Kentucky vender tilbage til Tønder med sin rå, autentiske country-folk og stærke fortællinger om menneskelige tragedier og styrke. Publikum får også mulighed for at opleve canadiske Fred Eaglesmith, en veteran i rootsmusikken med kultstatus og kendt for sine fortællende sange om arbejderklassens liv. Med sig har han sit nyeste dynamiske projekt med bandet The Velvet Frogs.
Britisk folk i særklasse og unik fusion af Mozart og afrikanske vokaltraditioner
Engelske Greg Russell, kendt for sin sjælfulde stemme og rørende fortolkninger, vender tilbage efter sin succesrige tid i duoen med Ciaran Algar.
The Yellow House Band samler fem prominente britiske folk-navne i en sammensmeltning af virtuositet og intens spilleglæde, der lover en uforglemmelig musikalsk oplevelse.
Publikum kan også opleve det zimbabwiske og østrigske ensemble MoZuluArt, der har vakt international opsigt med deres enestående og overraskende fusion af klassisk Mozart og afrikanske vokaltraditioner.
Danske stemmer og musikalsk historiefortælling fra udkanten
Knud Romer og Mikael K skaber et poetisk rum med deres samarbejde, der kombinerer litteratur og sang i en intim koncertfortælling. Og sidst, men ikke mindst, kan publikum glæde sig til Niels Hausgaard, der med sit varme satiriske blik og nordjyske lune igen vil skabe nærvær og eftertænksomhed på festivalens scener.
Folkemusik og folkedans fra ungdommen og showcase-koncerter med Folk Spot
Festivalens stærke danske rødder suppleres med pop-up arrangementer med det ungdomsdrevne projekt ROD & FOD, som puster nyt liv i folkemusikken og folkedansen med energi og innovation.
‘Esbjerg Folkekons’ - folkemusiklinjen ved Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) i Esbjerg - kommer også til Tønder for at lave en danseworkshop for alle interesserede.
Og Folk Spot Denmark vil som altid præsentere lovende nordiske kunstnere for både det lokale publikum og internationale branchefolk. Navnene på de optrædende Folk Spot-kunstnere bliver offentliggjort i løbet af de næste måneder.
KONTAKT: Tønder Festivals kunstneriske leder og pressechef, Maria Theessink:
maria@tf.dk / tlf. 26 22 67 11
MERE OM KUNSTNERNE:
Rasmus Lyberth (GL/DK)
Musiker og skuespiller Rasmus Lyberth er en af Grønlands mest anerkendte kunstnere, der siden 1970’erne har sunget sig ind i hjerterne på publikum i Grønland, Danmark og internationalt.
Han voksede op i Nuuk og begyndte at spille guitar og optræde som 12-årig. Som 18-årig flyttede han til København, hvor han begyndte at optræde på barer. Hans debutalbum ‘Erningaa’ udkom i 1974, og siden har han udgivet adskillige album og samarbejdet med kunstnere som Christian Alvad og Lars Lilholt Band.
Rasmus Lyberth synger primært på grønlandsk og blander folkemusik med rock, pop og traditionelle grønlandske elementer. Med sine selvkomponerede sange og sin fængslende stemme synger han om sit hjemlands natur og udvikling og befolkningens vilkår, så det trodser alle sprogbarrierer - uanset om han står på scenen i Royal Albert Hall i London eller et telt på Tønder Festival.
Han har modtaget adskillige priser for sin musik og kulturelle bidrag og har repræsenteret Grønland ved internationale arrangementer, blandt andet ved Nordic Music Awards.
Tønder Festivals publikum har haft glæde af Rasmus Lyberth adskillige gange over de seneste tre årtier, senest i 2018. Og i 2025 bliver han optaget i Folkemusikkens Hall of Fame i Tønder.
Kan også opleves som en del af den nye sangskriver-cirkel med fokus på den musik, der skabes og synges på minoritetssprog.
Ainsley Hamill (SCO)
Kryds Heather Small og Julie Fowlis, og du har sangeren og sangskriveren Ainsley Hamill - en af Storbritanniens mest karakteristiske og alsidige sangere, kendt for sin bemærkelsesværdige stemme, sin historiefortælling og sin følelsesladede stil.
Ainsley Hamill kommer fra Skotlands vestkyst og har opbygget en karriere kendetegnet ved autenticitet og kombinationen af traditionel skotsk folkemusik med et moderne touch.
Med rødder i Royal Conservatoire of Scotland har Ainsley et stærkt bånd til gælisk og traditionel sang og synger blandt andet på gælisk.
Hun startede sin karriere som medstifter af folkbandet Barluath, men har i de seneste år koncentreret sig om sin solokarriere. Hun optræder også jævnligt med bandet Fourth Moon, som hun blandt andet gæstede Tønder Festival sammen med i 2022.
I begyndelsen af 2025 udgav Ainsley Hamill sit tredje studiealbum ‘Fable’, som er produceret af Sam Kelly. Med inspiration fra skotsk folklore og myter kombinerer Hamill traditionelle gæliske og skotske sange med sine egne kompositioner. Hvert nummer væver en fortælling, der giver genlyd af gamle historier og nutidig relevans.
Ainsley Hamill kommer til Tønder Festival med sin trio, der foruden hende selv består af Toby Shaer og Sam Kelly.
Kan også opleves som en del af den nye sangskriver-cirkel med fokus på den musik, der skabes og synges på minoritetssprog.
Lleuwen Steffan (WAL)
Lleuwen Steffan (også kendt som Tafod Arian) er oprindeligt fra Wales, men er i dag bosat i Bretagne. Hun er en nyskabende walisisk sanger og multiinstrumentalist, der komponerer musik til teater, film, tv og radio. Og ikke mindst skriver hun sange med rødder i det keltiske sprog fra sit hjemland.
I sit seneste projekt, ‘The Lost Welsh Folk Hymns’, puster hun nyt liv i gamle traditionelle walisiske salmer og prædikener, som var blevet glemt. Lleuwen Steffan arbejdede på et museumsarkiv, da hun stødte på optagelser af walisisk-sprogede salmer, hun aldrig havde hørt før. Det viste sig, at optagelserne var lavet af en historiker og folklore-ekspert, som fra 1964 rejste rundt i Wales og indsamlede remser, gåder, digte og folkesalmer. Mange af disse salmer går helt tilbage til 1700-tallet og er blevet videregivet gennem generationer. Men de kom ikke med i salmebøgerne, fordi de blev sorteret fra af den tids særlige udvalg. De vurderede dem som upassende, fordi mange af sangene handler om emner som alkoholmisbrug, psykisk sygdom og psykens mørke sider.
På en turné til 50 kapeller over hele Wales opfører Lleuwen Steffan nu de genopdagede salmer og bringer dem på den måde hjem til de steder, hvor de blev født. Under koncerterne synger hun sammen med efterkommere af salmesangerne fra optagelserne, som hun har fundet frem til.
Kan også opleves som en del af den nye sangskriver-cirkel med fokus på den musik, der skabes og synges på minoritetssprog.
Northern Assembly (DK/FO/UK)
Northern Assembly mestrer, om nogen, historiefortællingens kunst. Den er selve kernen i den aarhusianske kvartet, hvis lydunivers bygger på håndspillet folk-pop båret af medrivende beats, kontrabas, guitar, klaver og velklingende harmonier.
I front for Northern Assembly står dansk-færøske Dina Dánialsdóttir og britiske Andreas Bevan, som drevet af en fælles passion for oprigtig historiefortælling og håndspillet musik fuldendte kvartetten med kontrabassist Jesper Smalbro og trommeslager Jens Hedegaard.
Northern Assemblys to udgivelser ‘Death, won’t you marry me?’(2018) og ‘Closer Together’ (2019) høstede stor anerkendelse, og sidstnævnte blev et af årets mest afspillede album på P5.
Om det seneste album, ‘The Choir of Trembling Hands’ (2023), skrev GAFFA, at det er "som når solen bryder frem på himlen efter et helt efterår med konstant regn" og kvitterede med fire stjerner.
Med over to hundrede koncerter i ind- og udland, tre album samt årlige juleudgivelser siden 2017 har bandet grundigt slået fast, at de evner både at spille og skabe musik.
Med stærk sangskrivning, storladende produktioner, velklingende harmonier, nærværende optræden, humor og historiefortælling placerer Northern Assembly sig i den absolutte top af den danske folk-scene.
Ian Noe (USA)
Ian Noe gæstede Tønder Festival i 2019 til stor begejstring for dem, der holder af mesterlig sangskrivning og et uforfalsket nærvær på scenen. Dengang havde han lige udgivet sit debutalbum ‘Between the Country’ (2019), hvor han med sin rå stemme og et skarpt øje for hverdagens skæbner trak lytterne dybt ind i fortællingerne.
I 2022 udgav han opfølgeren ‘River Fools & Mountain Saints’, der fortsatte med at udforske lyden og følelsen af det østlige Kentucky, som Ian Noe er fra. Hans sange skildrer de prøvelser, der hører hans hjemstavn til, og den styrke, regionens befolkning besidder. Det er rørende portrætter af enker, soldater og overlevende efter oversvømmelser - mennesker, der udholder hårde vilkår med værdighed.
Den nu 35-årige Ian Noe voksede op i Beattyville, Kentucky, og begyndte som teenager at skrive sange inspireret af Bob Dylan, John Prine og Neil Young. Han har åbnet koncerter for Colter Wall, og selveste John Prine inviterede ham til at spille support for ham efter at have hørt ham live til en Prine-hyldestkoncert.
Ian Noes koncerter er fortættede rum helt fri for klichéer. Som savingcountrymusic.com skrev, er han “for dem, der vil grave endnu dybere og nå ind til kernen af de oprigtige følelser, som kun de allerbedste sangskrivere formår at udvinde.”
Eneste danske koncert i 2025.
Fred Eaglesmith (CAN)
Den canadiske singer-songwriter og rootsmusik-ikon Fred Eaglesmith har i over fem årtier banet sin helt egen vej. Kendt for sine rå, fortællende tekster, sin hæse stemme og kompromisløshed er Eaglesmith blevet en kultfigur blandt fans af americana, folk og country.
Han blev født på landet i Ontario i 1957, stak af hjemmefra som 15-årig og levede et nomadisk liv, hvor han rejste rundt med godstog. Et liv, der gav brændstof til de levende arbejderklasse-fortællinger i hans sange.
Fred Eaglesmith er med over 25 albums bag sig en produktiv kunstner. Hans sange – ofte fulde af humor, hjertesorg og et strejf af oprør – er blevet fortolket af kunstnere som Toby Keith, Alan Jackson og Miranda Lambert. Numre som ‘Time to Get a Gun’ og ‘Freight Train’ er blevet slagsange for de udstødte, og hans koncerter – en blanding af rockshow og vækkelsesmøde – har gjort ham til en oplevelse i særklasse.
Sammen med sin multiinstrumentalist-kone Tif Ginn har Fred Eaglesmith dannet et nyt band, The Velvet Frogs, der bringer ny energi til hans tidløse lyd. Med en blanding af rå roots, psykedeliske undertoner og rock’n’roll-attitude, skaber bandet en dynamik, der går på tværs af genrer. Sammen genfortolker de gamle klassikere og præsenterer nyt materiale, der viser, at Eaglesmith stadig er lige så fuld af livskraft og kreativitet som altid.
fredeaglesmith.com
Greg Russell (ENG)
Greg Russell er en fremragende engelsk sanger, sangskriver og guitarist, der vil være velkendt for en stor del af det danske folkemusikpublikum. Med en ekstraordinær og karakterfuld stemme har Greg Russell etableret sig som et af de mest betydningsfulde navne på den britiske folkescene gennem de seneste 15 år.
Han sang sig ind i publikums hjerter som en del af duoen Greg Russell & Ciaran Algar, der fik debut på Tønder Festival i 2015. De vandt to BBC Radio 2 Folk Awards, har efterfølgende spillet på festivalen flere gange og turnerede Danmark sammen i 2017.
I 2020 valgte de efter 10 års samarbejde at gå hver til sit, og Greg Russell har siden da primært helliget sig sin solokarriere. Hans repertoire består både af hans egne sange og fine fortolkninger af andres, og hans optrædener er præget af musikalitet, nærvær, en naturligt underspillet selvironi og skarp humor.
Ved siden af solokarrieren han Greg Russell været en del af forskellige kritikerroste projekter. Han var blandt andet ophavsmand til projektet ’Shake the Chains’ med prominente navne som Martin Simpson, Peggy Seeger og Karine Polwart. Derudover har han også spillet med i folkemusikoperaen ‘The Transports’.
Greg Russell har udgivet fire album med Ciaran Algar. I 2017 udgav han sit hidtil eneste soloalbum ‘Inclined to be Red’, og i 2019 lavede han sammen med Danny Pedler konceptalbummet ‘Field and Dyke’.
yellowhousebooking.dk/greg-russell
The Yellow House Band (UK)
The Yellow House Band er et femstjernet folk-orkester bestående af nogle af Englands og Skotlands mest markante musikere. Orkestret tæller tre stærke vokalister – Jack Badcock (Dallahan), Ainsley Hamill (Barluath, Fourth Moon) og Sam Kelly (The Lost Boys, Kate Rusby) – flankeret af multiinstrumentalisterne Ciarán Ryan og Toby Shaer. Sammen skaber de et eksplosivt og detaljeret lydbillede, båret af virtuositet, sammenspil og spilleglæde i særklasse.
Musikerne blev oprindelig bragt sammen i forbindelse med musikagenturet Yellow House Bookings’ 10-års jubilæum i 2022, men den efterfølgende turné var så stor en succes og så god en oplevelse for bandmedlemmerne, at de blev enige om, at der var basis for at holde projektet i live.
Til daglig spiller de i mange forskellige sammenhænge, men når de mødes i The Yellow House Band, har de en særlig kemi sammen på scenen og byder på en enestående musikalsk oplevelse. Bandet er ikke bare en sammensmeltning af stærke individuelle navne, men en kollektiv kraft, hvor traditionel britisk folk får både nerve og nutid. yellowhousebooking.dk/the-yellow-house-band
MoZuluArt (NZ, A)
"Let's do something with Mozart,” sagde Ramadu Moyo, forsangeren i den zimbabwiske vokaltrio Insingizi. Sådan begyndte en enestående musikalsk historie for 20 år siden. Insingizi havde netop indspillet deres album ‘Voices Of Southern Africa’, som i de følgende år fik stor anerkendelse og solgte 250.000 eksemplarer i USA. Ramadu Moyos forslag faldt i god jord hos den østrigske pianist og keyboardspiller Roland Guggenbichler, der straks sagde ja.
MoZuluArt blev dannet i Wien i begyndelsen af 2000'erne og har siden optrådt på internationale scener, hvor de har begejstret publikum med deres innovative tilgang til musik. Deres repertoire inkluderer både klassiske værker og egne kompositioner, alle fremført i en fusion af klassisk europæisk musik og traditionelle zimbabwiske Zulu-harmonier og rytmer.
De tre zimbabwiske sangere og musikere - Vusa Ndlovu, Blessings Nkomo og Ramadu Moyo - og østrigske Roland Guggenbichler skaber sammen en unik lyd.
Fra Dakar til New York og fra Nyon til Beirut har det enestående orkester vakt opsigt – særligt i Østrig, hvor MoZuluArt nyder stor anerkendelse. I 2024 inviterede stjernetenoren Rolando Villazón ensemblet til at spille tre roste koncerter som en del af Salzburgs Mozart-uge.
På Tønder Festival optræder MoZuluArt både selv og sammen med Hans Theessink.
Eneste danske festival i 2025.
www.mozuluart.at
Knud Romer & Mikael K Klondyke (DK)
Når forfatter og kulturpersonlighed Knud Romer møder sangskriver og trubadur Mikael K, opstår et poetisk frirum, hvor støj og travlhed viger for stilhed, eftertænksomhed og nærvær. I deres fælles koncertfortælling ‘En stille times tid’ inviteres publikum med dem hjem - til Falster og til Vendsyssel - med fortællinger og sange fra steder, hvor sproget synger og tilhørsforhold får klangbund.
Knud Romer har med sine prisvindende romaner skrevet sig ind i dansk litteratur med stor styrke. Hans stemme – både på skrift, i medierne og på scenen – er præget af eksistentiel dybde, sproglig musikalitet og en særlig evne til at skabe resonans mellem det personlige og det almene. Han har samarbejdet med en bred vifte af kunstnere og musikere, blandt andre Peter Sommer, Andreas Odbjerg, Den Danske Strygerkvartet, Lasse & Mathilde og Pernille Rosendahl. Og i 2024 modtog han Ridderkorset for sin indsats for dansk kunst og kultur.
Mikael K har siden 2002 ført bandet Klondyke og sine egne sange rundt i landet med en ukuelig tro på poesien i det oversete. Han skriver sange om det liv, vi sjældent synger om – møntvaskerier, nedslidte ægteskaber og IKEA-skænderier. Og med syv anmelderroste album og anerkendelser som P4-prisen, Danish Music Awards Folk og Carl Scharnberg-prisen har han cementeret sin plads som en af landets skarpeste sangskrivere.
Sammen skaber Knud Romer og Mikael K en koncertoplevelse, hvor der er tid til at være – og hvor man, måske bare for en stund, kan høre hjemme.
Eneste danske festival i 2025.
www.knudromer.dk www.mikaelk.dk
Niels Hausgaard (DK)
En af Danmarks mest elskede poeter, sangskrivere, poeter, satirikere, debattører og entertainere, Niels Hausgaard, har været med til at præge Tønder Festival siden 70’erne. Og i år er ingen undtagelse.
Med sin karakteristiske stemme, nordjyske lune og underspillede humor har han i mere end fem årtier kommenteret danskerne og deres gøren og laden – altid med en blanding af skarphed, eftertænksomhed og medmenneskelighed. Hausgaards sange er ikke blot underholdende; de rummer også dybe refleksioner over samfundet, livet og menneskelig dårskab.
Selvom han ofte har kaldt sig selv amatør, er han en mester i at balancere det morsomme med det alvorlige. Hans koncerter er som samtaler med publikum – fulde af tør humor, små poetiske observationer og musik, der understøtter ordene med enkle, men stemningsfulde arrangementer.
På Tønder Festival er Niels Hausgaard en institution. Her møder han et publikum, der kender ham, og som han kender – og gensynet er hver gang en oplevelse af nærhed og fællesskab. Man går ikke fra en Hausgaard-koncert uden at have grinet, tænkt – og måske fået lidt mere håb for menneskeheden.
www.nielshausgaard.dk
ROD & FOD (DK)
Når ROD & FOD laver deres pop-up arrangementer på Tønder Festival, er det et livsbekræftende indblik i, hvordan ungdommens puls driver den traditionelle folkemusik og folkedans ind i fremtiden. ROD & FOD er to frivilligt drevne stævner, hvor unge mellem 15 og 30 år fra hele landet mødes for at fordybe sig i folkemusikkens og folkedansens levende kultur. Det er her, nye rødder vokser frem, og hvor traditioner ikke blot bevares, men genopfindes.
Live er ROD & FOD en eksplosion af spilleglæde, rytmisk nærvær og kropslig energi. Et stort ensemble af unge musikere og dansere leverer sveddryppende, smittende optrædener med både traditionsnære melodier og legesyge fortolkninger. Publikum bliver ikke bare tilskuere – de bliver en del af den musikalske helhedsoplevelse og fællesskab. Forvent et møde med et levende miljø, hvor næste generation af folkemusikere og -dansere viser, at tradition ikke er støvet, men spillevende. ROD & FOD er folkemusik med hjerte og folkedans med sjæl.
www.rodfolk.dk
www.fodfidus.dk
Folk Spot Denmark (DK/NO)
Folk Spot er en showcase-platform for nordiske folk- og rootsmusikere, der afholdes som en integreret del af Tønder Festival. Initiativet blev etableret i 2012 og er et samarbejde mellem SPOT Festival og Tønder Festival med det formål at præsentere lovende nordiske kunstnere for både det lokale publikum og internationale branchefolk.
Formatet er hvert år en publikumsfavorit, og navnene på de optrædende kunstnere og bands for 2025 bliver offentliggjort i løbet af de næste måneder.
Læs mere på www.folkspotdenmark.dk
Tønder Festival 2025
Lyle Lovett and his Acoustic Group (USA), Take Me To The River (USA), Joe Henry (USA), Sons Of The East (AUS), Natalie McMaster & Donnell Leahy (CAN), Elephant Sessions (SCO), Oysterband (ENG), Rikke Thomsen (DK), John Smith (UK), Jeffrey Foucault, USA), Tina Dickow og Helgi Jonsson (DK, IS), Melissa Carper (USA), Fantastic Negrito (USA), Adeem The Artist (USA), The Lonesome Ace Stringband (CAN), The Langan Band (SCO), Quote the Raven (CAN), Michael Falch & Zonen (DK), Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys (CAN), Flook (IRL, ENG, UK), The Hello Darlins (CAN), Trousdale (USA), Allan Olsen & Norlan (DK), Kellie Loder (CAN), Matt Andersen (CAN), Stundom (DK), The Complete Recordings of Hezekiah Procter (CAN), Talisk (SCO), Nanna Carling Swingband (SE), Hans Theessink Band (NL, ZW, A), Avi Kaplan (USA), S.G. Goodman (USA), Elias Rønnenfelt (DK), Evan Honer (USA), Mànran (SCO), Kellermensch (DK), Dervish (IRL), ULD (NO), Crowe Boys (USA), Väsen & Hawktail (USA/SE), Charles Wesley Godwin (USA), Northern Assembly (DK, FO, UK), folkBALTICA Ensemblet (DK, DE), Tessa (DK), Lleuwen Steffan (WAL), Nolwenn Korbell (BZH), Ainsley Hamill (SCO), Rasmus Lyberth (GL/DK), Ian Noe (USA), Greg Russell (ENG), Mikael K & Knud Romer (DK), The Yellow House Band (UK), MoZuluArt (NZ, A), Fred Eaglesmith (CAN), Niels Hausgaard (DK), ROD & FOD (DK), Folkekons (DK), Folk Spot Denmark (DK/ NO).
Tønder Festival 27. 28. 29. 30. august 2025
www.facebook.com/tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL
Billetsalg: www.TF.dk
Nøgleord
Kontakter
Maria TheessinkKunstnerisk leder & pressechef / Artistic Director & Head of press
Tlf:+ 45 74 72 46 10Tlf:+ 45 26 22 67 11maria@tf.dkBilleder













Følg pressemeddelelser fra Tønder Festival
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Tønder Festival
En særlig sangskriver-cirkel på mindretalssprog2.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På Tønder Festivals første dag, onsdag den 27. august, sker der noget helt særligt klokken 17:45 i Telt 1. Fem kunstnere fra hele verden sætter sig sammen i en halvcirkel på scenen og skiftes til at spille deres sange og fortælle historier. På hver deres mindretalssprog.
Charles Wesley Godwin til Tønder Festival 202525.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tønder Festival er stolte af at kunne præsentere den ydmyge sangsmed og gudsbenådede historiefortæller, Charles Wesley Godwin, der sammen med sit band spiller sine eneste danske koncerter i 2025 på årets festival.
Tønder Festival flytter ind hos Roots & Jazz Copenhagen for en dag20.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag den 8. juli 2025 præsenterer Tønder Festival tre spændende artister med årets såkaldte ‘Friendly Takeover’ af den københavnske festival Roots & Jazz Copenhagen. Programmet byder på Jake Vaadeland and The Sturgeon River Boys, Elias Rønnenfelt og Northern Assembly. Og der er fri entré.
Tessa optræder til Tønder Festivals skolekoncert 20251.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den danske rapper Tessa, der med sin ærlige og rå lyrik taler til de unge generationer, indtager scenen til årets skolekoncert. Det bliver en fest ved den store Open Air-scene, når op mod 6.000 skoleelever fra hele Syd- og Sønderjylland og den anden side af grænsen traditionen tro inviteres til skolekoncert på Tønder Festival 2025.
Tønder Festival tilføjer ni nye navne til storslået lineup for 202528.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Tønder Festival er stolte af at præsentere endnu en række unikke og talentfulde kunstnere, der vil sætte deres aftryk på den danske musikscene i 2025 i perfekt balance mellem tradition og eksperimenterende nybrud. Autenticitet, nærvær og musikalsk håndværk i verdensklasse er fællesnævneren for de ni nye navne, hvoraf mange i år kun kan opleves på Tønder Festival.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum