
Dem bør du holde øje med: De 10 største talenter inden for Data & AI
En bruttoliste på 30 af de største talenter inden for Data & AI er nu barberet ned til de endelige 10. Her får du 24Victorias bud på, hvem du skal holde et ekstra vågent øje med de kommende år.

I sidste måned bragte vi en liste over de 10 største talenter, når det kommer til tech & startups.
Nu er turen så kommet til Data & AI.
Der er stadig tale om en subjektiv vurdering, hvor vi her på redaktionen har fået hjælp af et ekspertpanel bestående af otte personer, som enten er founders, seniorkonsulenter, ledere i AI-virksomheder eller andre talenter på denne liste.
For at komme i betragtning til listen har talenterne skulle leve op til følgende kriterier: have dansk tilknytning, maksimalt være 30 år gammel, have en reel impact i spacet gennem forholdsvis stor aktivitet og indflydelse, være initiativrig samt være garant for kvalitetsarbejde. Derudover har ekspertpanelet også lagt vægt på erhvervserfaring og akademiske præstationer.
De 10 største talenter inden for Data & AI er:
Kean Ottesen
28 år, har en bachelorgrad i Business Administration and Information Technology fra CBS. Er desuden i gang med kandidaten Business Administration and Information Systems – også fra CBS. Han har over tre års erfaring fra b.energy, og i maj 2021 var han med til at stifte Juristic, som er en legal tech-platform bygget op om visualiseringskoncepter.
”Det er fedt at være med på listen. Det er en kæmpe motivation at blive anerkendt i et felt, hvor tingene går stærkt, og hvor man konstant balancerer mellem hype og hardcore innovation. Tak fordi I ser det arbejde, vi laver - det giver benzin på bålet!”
Daniel Wigh
29 år, har en kandidatgrad i Chemical Engineering fra Imperial College London samt en PhD i AI for Chemistry fra University of Cambridge. Er desuden på Forbes 30 under 30 Europe-listen fra 2025. I april 2024 co-foundede han Reactwise, som siden har sikret funding fra Y Combinator og den britiske stat. Reactwise bygger software til procesoptimering i pharmaindustrien ved hjælp af AI.
"Tak for inklusionen på talentlisten – en anerkendelse, der i lige så høj grad tilhører min co-founder Alexander Pomberger og resten af Reactwise-teamet. Pharmaindustrien står over for en digital transformation, og det er enormt motiverende at arbejde sammen om at videreudvikle og kommercialisere vores forskning, så nye lægemidler hurtigere kan nå ud til patienter."
Lars Lücke
26 år, har en bachelorgrad i Machine Learning and Data Science fra KU. Igennem sin erhvervskarriere har han blandt andet været selvstændig, Teaching Assistent ved Datalogisk Institut på KU samt CTO og partner i Intree. For tiden er han Managing Director i Copenhagen AI.
24Vicoria har kontaktet Lars Lücke med henblik på en kommentar, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Thoranna Bender
27 år, har en bachelorgrad i Software Engineering fra Reykjavik University samt en kandidatgrad i Human-Centered Artificial Intelligence fra DTU. Hun er til daglig ansat som Data Scientist hos Todai, hvortil hun også er Technical Advisor hos Hello Ada samt tilknyttet som mentor hos Danish Data Science Academy.
”Det er fedt at blive udvalgt til talentlisten! Det har virkelig været en fornøjelse indtil videre at arbejde i AI-branchen i Danmark, og jeg glæder mig til at bygge flere fede ting indenfor AI!”
Alexander Le
27 år, har en bachelorgrad i Business Administration and Information Systems samt en kandidatgrad i Data Science – begge fra CBS. Hans erhvervserfaring omfatter blandt andet en konsulentrolle hos BCG og en ansættelse som produktingeniør hos Stealth. Han har tidligere været med til at stifte Exur Insurance Technologies, men nu er han founder og CEO i AI Flow Chat, som har specialiseret sig i automatiseringsværktøjer til AI-prompts.
"Jeg sætter stor pris på at være med på listen over Data- og AI-talenter. Jeg ved, at de andre på listen er skarpe, så det er en stor ære at være repræsenteret sammen med dem. AI har allerede taget verden med storm. For tre år siden var det et buzzword, og i dag er det mange menneskers dagligdag. Jeg er sikker på, at personerne her på listen kommer til at sætte deres hack i AI-historien.”
Jeppe Buur
30 år, har en kandidatgrad i Kommunikation og IT fra KU. Efter studenterjobs hos SSG, Vejdirektoratet og KU blev han ansat hos KPMG Danmark – først som Management Consultant, derefter som Senior Management Consultant og nu som Manager.
“Det er selvfølgelig fedt at blive anerkendt for sit virke. Jeg nyder i høj grad at være med til at gøre AI-baseret innovation konkret og menneskeligt - men vigtigst af alt nyder jeg at blive dygtigere og have skarpe folk omkring mig til at holde gryden i kog, så vi kollektivt kan løfte niveauet for AI i Danmark.”
Fabian Kerj
25 år, har en bachelorgrad i Philosophy fra King’s College i London. Han har tidligere arbejdet på Den Svenske Ambassade i London, men siden juni 2023 har han arbejdet hos Antler – først som Analyst i deres afdeling i Stockholm og sidenhen som Associate i København. Dér håndterer han blandt andet deres portefølje, som inkluderer Qualia Studios, som hjælper brugere til at bygge og interagere med robotter, inden de kommer til den virkelige verden.
”Jeg er glad for anerkendelsen. Vi er vidne til vores levetids største skift i platform, hvor robotteknologi er med til at bygge en unik bro til den fysiske verden. Vores mål med Qualia er at gøre denne forbindelse mere tilgængelig. Tekniske universiteter i Danmark skal fremme globale ambitioner, og lad os sammen gøre Norden førende inden for AI.”
Anker Bach Ryhl
22 år, har en gymnasial uddannelse fra Roskilde Gymnasium. Han har igennem tidens løb været med til at starte en række virksomheder, men i januar 2024 var han med til at stifte Parahelp, som tilbyder AI-support for softwarevirksomheder. Parahelp har desuden sikret funding fra Y Combinator.
24Vicoria har kontaktet Anker Bach Ryhl med henblik på en kommentar, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Christian Mølholt Jensen
22 år, har en bachelorgrad i Machine Learning and Datascience fra KU. Afslutter derudover sin kandidatgrad i Computer Science i løbet af sommeren 2025 – også fra KU. Han vandt de danske mesterskaber i AI i 2022 og 2023, og så har han tidligere stiftet virksomheden DeepFeed. Nu er han co-founder og Backend Developer i Metriks, som udarbejder analyseværktøj i forretningsmæssig henseende.
”Jeg er meget beæret over at være med på listen. Det er en stor cadeau at få for noget, man bruger så meget af sin tid på. Dét, som startede som en lidt nørdet fascination af, at man kunne få en computer til selv at lære at spille spil, er i dag blevet til noget, der hjælper folk i hverdagen – og det er ret vildt at have fulgt denne rejse.”
Malou Lokdam
27 år, har en bachelorgrad i Strategic Analysis and Systems Design samt en kandidatgrad i Business Analytics – begge fra DTU. Hun har haft studiejobs hos DTU, Ørsted, Amesto NextBridge samt 2021.Ai. Hos sidstnævnte er hun sidenhen fortsat i en fuldtidsstilling – først som AI Governance, Risk and Compliance Analyst og nu som Product Data Scientist. Hun er desuden bestyrelsesmedlem i Hypatia - Women in Engineering samt medlem af Dansk Standard, hvor hun er med til at diskutere de danske standarder for AI.
”Det er virkelig fedt at blive fremhævet på en liste over unge talenter. Det betyder meget at blive anerkendt for det, man laver, og det motiverer mig at stå sammen med andre dygtige unge mennesker i feltet. Vi har et fælles ansvar for, hvordan vi vælger at bruge teknologiske løsninger. For mig handler det om at bidrage til, at vi sammen bygger noget ansvarligt, at vi skaber bedre vilkår for menneskene omkring os og fremmer ligestilling for dem, der er mest udsatte, når vi former fremtidens løsninger.”
Nøgleord
Billeder

Om 24Victoria
Vores vision er at være Skandinaviens førende nyhedsmedie om techvirksomheder, startups og scaleups. Vi leverer objektive og indsigtsfulde nyheder, der skærper vores læseres forståelse af forretning, teknologi og kultur gennem kritisk og uafhængig nyhedsjournalistik.
Vi dækker startup-økosystemet, udviklingen i scaleups og techvirksomheder samt de mennesker, der er med til at drive dem. Vi undersøger, hvordan national og EU-politik påvirker og sætter rammerne for innovation, iværksætteri og tech.
Følg pressemeddelelser fra 24Victoria Media
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.