Danmarks første: Nyt center skal forske i søvnforstyrrelser hos børn og unge
Dansk Søvncenter for Børn og Unge er det første specialiserede forskningscenter for søvnforstyrrelser hos børn og unge. Det skal bl.a. øge forståelsen af, hvordan søvn påvirker børns udvikling, sygdomsforløb og restitution.
Centeret er et samarbejde mellem Herlev og Gentofte Hospital og Rigshospitalets kommende hospital for børn, unge og gravide, Mary Elizabeths Hospital. Dansk Søvncenter for Børn og Unge etableres med en bevilling på 20 mio. kr. fra Lundbeckfonden. Forskningen på centeret vil fokusere på diagnosticering, konsekvenser og forebyggelse af søvnforstyrrelser.
”Søvn er afgørende for vores trivsel, og manglende søvn hos børn og unge kan påvirke hele familien. Derfor glæder det mig, at vi nu får et center, der skal forske i søvnforstyrrelser hos børn og unge. Vi skal blive klogere på, hvilken betydning søvn har i barn- og ungdommen, hvor vi som mennesker udvikler os rigtig meget,” siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S).
Dansk Søvncenter for Børn og Unge skal også skabe et nationalt netværk for alle, der forsker i søvn, og arbejde for at etablere viden, som kan optimere søvn blandt både raske, syge og kronisk syge børn og unge i Danmark og globalt. Det er der behov for, siger overlæge og ph.d. Nanette Mol Debes, Afdeling for Børn og Unge, Herlev og Gentofte Hospital.
”Vi ved, at søvn har stor betydning for sundhed, kognition og trivsel. Til gengæld har vi kun begrænset viden om søvn hos børn og unge – både i forhold til, hvordan normal søvn ser ud, og hvordan søvn påvirker; aktuel sygdom, mulighederne for helbredelse og risikoen for at udvikle sygdom senere i livet Vi ønsker også at få større indsigt i, hvordan søvn påvirker børns kognitive udvikling, skolegang og deres trivsel i det hele taget”, fortæller Nanette Mol Debes, som er leder af det nye center.
Her vil forskerne undersøge og følge både syge og raske børn for at forstå søvnens betydning. Derfor vil der blive etableret en såkaldt kohorte af børn, der lider af kroniske sygdomme, som fx hovedpine, epilepsi, diabetes, har været ramt af hjernetumorer eller sygdomme i muskler og nerver. Desuden er målet at få mere detaljeret viden om søvn hos raske børn ved at følge en gruppe af børns søvn fra fødslen og gennem hele barndommen.
I løbet af de første fem år vil forskerne bl.a. udvikle redskaber til mere præcis identifikation af søvn og søvnforstyrrelser samt øge forståelsen af, hvordan søvn påvirker børns udvikling, sygdomsforløb og restitution. På sigt er det planen også at undersøge, hvordan håndtering og behandling af søvnforstyrrelser hos børn og unge kan forbedres, ved at gennemføre studier af medicinske og ikke-medicinske behandlingsmuligheder.
Hos Lundbeckfonden, der står bag bevillingen til centeret, ser forskningsdirektør Jan Egebjerg frem til at følge arbejdet.
”Med etableringen af Dansk Søvncenter for Børn og Unge bidrager vi til at fremme pædiatrisk søvnforskning. Vi forventer, at centeret vil generere ny indsigt i, hvordan søvn påvirker sygdomsforløb og rehabilitering og desuden de langsigtede virkninger af søvnforstyrrelser på hjernens udvikling. Alt sammen med det formål at udvikle nye effektive behandlinger, der kan hjælpe børn med søvnforstyrrelser”, siger Jan Egebjerg.
Resultaterne vil ikke kun komme børn med søvnforstyrrelser til gode, men også skabe ny viden, der kan anvendes i behandlingen af andre patientgrupper – f.eks. børn med psykiatriske lidelser og voksne med lignende søvnproblemer. De teknologier og AI-værktøjer, centeret udvikler, vil kunne bruges både i fremtidig forskning og i klinisk praksis.
Fakta om Dansk Søvncenter for Børn og Unge
Dansk Søvncenter for Børn og Unge er et samarbejde mellem afdelingerne for børn og unge, Herlev og Gentofte Hospital og Mary Elizabeths Hospital, som åbner i 2027. Centeret vil også have en stærk formidlingsindsats, der skal øge opmærksomheden på børns søvnforstyrrelser, fordi tidlig opdagelse og intervention er afgørende for at forbedre børns søvn og generelle trivsel. Der vil være opstart efter sommerferien og der indgår forskere fra Mary Elizabeth Hospital og Herlev Gentofte Hospital i styregruppen. Inklusion af patienter til kohorten forventes at starte den 1. januar 2026.
Fakta om søvnforstyrrelser
- Søvnforstyrrelser defineres som forstyrret eller utilstrækkelig søvn, oplevet som vanskeligheder med at falde i søvn eller forblive sovende (f.eks. opvågninger i løbet af natten, vågne for tidligt uden at kunne falde i søvn igen), som medfører negative konsekvenser for daglig funktion og mental trivsel.
- Insomni er en søvnforstyrrelse, hvor man har muligheden for at sove, men mangler evnen til det. Den kan være både akut og kronisk.
- Hvis søvnproblemer medfører reduceret funktion i dagtimerne, kan der være indikation for behandling.
- På tværs af 5., 7. og 9. klasser så man i 2022, at 18-20% af piger og 13-15 % af drenge angav at sove dårligt eller uroligt om natten flere gange om ugen. Desuden angav mere end 50 % af piger og omkring 40 % af drenge, at de havde svært ved at falde i søvn mindst en gang om ugen. Omkring hver 10. elev i 5. klasse sov 8 timer eller mindre om natten, mens det samme gjaldt for omkring 2/3 af eleverne i 9. klasse.
Tal fra Madsen KR, Román JEI, Damsgaard MT, et al. Skolebørnsundersøgelsen 2022. Syddansk Universitet; 2023.
Yderligere information
- Pressevagten i Region Hovedstaden på 70209588 / presse@regionh.dk
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkFølg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Ventetid på planlagte operationer styrtdykker15.7.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter nogle år med lange ventetider på planlagte operationer i Region Hovedstaden er udviklingen nu endegyldigt vendt. I april 2025 var den gennemsnitlige ventetid nede på 43 dage – i samme måned i 2022 var ventetiden 76 dage.
Region H giver flere penge til behandling af et stigende antal kvinder med brystkræft10.7.2025 12:39:29 CEST | Pressemeddelelse
Målopfyldelsen af pakkeforløb for brystkræft er i bedring efter en længere periode med mangel på det nødvendige personale. Området er imidlertid udfordret af et stigende antal kvinder, der sendes til udredning for brystkræft, så for at fastholde de gode resultater har regionsrådet valgt at afsætte 15 mio. kr. i varig bevilling til behandlingen.
20 millioner til at nedbringe ventetiden til operationer og høreapparatsbehandling4.7.2025 10:05:58 CEST | Pressemeddelelse
Politikerne i Region Hovedstaden vil sikre hurtigere udredning og behandling for patienter, der oplever længere ventetid til fx en planlagt operation af brok eller til at få høreapparat.
Mere psykiatrisk hjælp til både børn og voksne3.7.2025 12:05:57 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden har afsat penge til mere hjælp fra praktiserende speciallæger indenfor psykiatrien. Der er fundet penge til hjælp til både børn, unge og voksne med behov for psykiatrisk udredning og behandling.
Virtuel virkelighed giver nyt håb til patienter med stemmehøring3.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk forskning publiceret i The Lancet Psychiatry viser markant effekt af ny VR-behandling. Studiet dokumenterer, at patienter med skizofreni oplever mindre stemmehøring en ved almindelig behandling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum