Ældre bliver i deres store boliger - børnefamilier klemmer sig sammen

Børnene er for længst fløjet fra reden og mindst hver femte lever alene. Alligevel holder mange ældre fast i deres store boliger. I aldersgruppen 60-70 år bor næsten syv ud af ti i boliger med fire værelser eller mere. Og selv blandt de 75+-årige bor flere end halvdelen stadig i tilsvarende store boliger. 

Det viser beregninger i en ny bog, Danmark går i gråt? der belyser de samfundsøkonomiske konsekvenser af en befolkning i Danmark, som frem mod 2045 vil blive væsentligt ældre.

Bogen er skrevet af Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og Jan Rose Skaksen, forskningschef i ROCKWOOL Fonden.

”Den demografiske udvikling, vi lige nu er vidne til her i landet, er i høj grad med til at låse boligmarkedet. Og det går ikke kun ud over de ældre selv. Når ældre holder fast i deres store huse eller lejligheder, opstår der matchningsproblemer på boligmarkedet, der tvinger de unge og børnefamilierne ud i forstæderne eller gør, at de må tage til takke med mindre boliger,” siger Jan Rose Skaksen.

Det fænomen på boligmarkedet kalder økonomer for ” indelåsningseffekten” og konsekvenserne er størst i de store byer. Det skyldes, at de unge generationer i stor stil trækker mod storbyerne, hvor de store uddannelsesinstitutioner ligger, og der er flere jobmuligheder end i de mindre byer. 

Effekten forstærkes af de store årgange med de 60+-årige (de såkaldte baby-boomere født efter 2. verdenskrig). I årene 1945-1950 blev der i gennemsnit født omkring 88.000 børn om året. Til sammenligning lå fødselsårgangene i 1990´erne mellem 60-70.000[1].

Boligydelse medvirker til at låse boligmarkedet
En lang række økonomiske ordninger og sociale ydelser er særligt møntet på at give ældre mulighed for at blive boende i deres bolig: Indefrysning af grundskyld, pensionistlån til betaling af ejendomsskatter, varmetillæg til pensionister på op til 4.741 kr. om måneden i boligydelse til dem, der bor i lejeboliger.

Omtrent hver fjerde af alle pensionister modtager nu boligydelse, og det offentlige bruger næsten 10 mia. kr. om året på ordningen. En enlig person kan modtage boligydelse til de første 65 m2 af boligen, mens to personer kan få boligydelse til de første 85 m2.  Andre ydelser, der holder hånden under ældres boligøkonomi, er fx varmetillæg, nedslag i ejendomsværdiskat.

”Intentionen med at give ældre mulighed for at blive i den bolig, de måske har boet i, siden de havde hjemmeboende børn, er jo sympatisk, men de mange tilskud og ordninger er også med til at fastlåse boligmarkedet.  Boligudgifter – især ejendomsbeskatning - udgør en meget stor andel af de ældres udgifter. Det kan i praksis fastlåse ældre i ejerskab af huse, der både kan være dyre i drift og vedligehold og som er langt større, end den ældre behøver,” siger Torben M. Andersen.

Boligejernes fastlåste friværdier
En stor del af de ældre er boligejere. Blandt de 60-70-årige er det 65%, der ejer deres bolig, og selv blandt personer over 75 år er næsten halvdelen boligejere. Og mange af dem har betydelige friværdier i deres boliger.

For langt de fleste ældre boligejere er friværdien i deres hus eller ejerlejlighed den største del af deres formue, og friværdien kunne indbringe en betydelig ekstra indtægt i pensionisttilværelsen, hvis den blev realiseret.

Det gælder især for personer, som inden pensionisttilværelsen hørte til blandt dem med de bedste indkomster. For dem, der havde en disponibel indkomst over 377.000 kr. årligt, udgør friværdien et nedsparingspotentiale som for mange ville svare til en stigning i den årlige disponible indkomst med 150.000 til 200.000 kr.

For dem, der inden de blev pensionister, havde en lavere disponibel indkomst, udgør nedsparingspotentialet også et mindre beløb, men for 40 procent af pensionisterne udgør beløbet 50.000 kr. om året eller mere. Men økonomernes beregninger viser, at de ældre boligejere kun i meget lav grad omsætter deres friværdier til aktiver.

“Der kan være mange årsager til, at ældre ikke sælger deres huse og frigør de penge. Det kan være, at den ældre ønsker at blive boende i samme område, men har svært ved at finde en anden og mindre bolig i samme nabolag. Men det kan også afspejle et ønske om at blive længst muligt i eget hjem. Og for nogle ældre kan friværdien udgøre en slags mental forsikringsordning: Hvis der skulle opstå et helt særligt behov, kan boligen jo sælges og provenuet frigøres. På den måde bliver friværdien i en ejerbolig en slags „ekstra“ pensionsreserve”, siger Torben M. Andersen.