Danmark tilslutter sig international aftale om bedre beskyttelse af det åbne hav
9.6.2025 12:09:30 CEST | Miljø- og Ligestillingsministeriet | Pressemeddelelse
Med tilslutningen til FN’s havtraktat om biodiversitet på det åbne hav, den såkaldte BBNJ-aftale, forpligter Danmark sig til at arbejde for bedre beskyttelse af det åbne hav. Det er et vigtigt skridt for at kunne nå målet om 30 procents beskyttelse af havet i 2030.
Danmark ratificerer i aften FN’s havtraktat om biodiversitet i det åbne hav – den såkaldte BBNJ-aftale (Biodiversity Beyond National Jurisdiction). Det er miljøminister Magnus Heunicke, der på Danmarks vegne ratificerer BBNJ-aftalen den 9. juni 2025 i Nice i forbindelse med FN’s hav-konference (UN Ocean Conference).
Aftalen er et vigtigt bidrag til at opnå målene under FN’s biodiversitetskonvention om beskyttelse af 30 pct. af havet globalt. Med ratifikationen forpligter Danmark sig blandt andet til at sikre, at danske aktiviteter på det åbne hav sker i overensstemmelse med BBNJ-aftalen. Aftalen træder i kraft 120 dage efter, at 60 lande har ratificeret aftalen.
Med BBNJ-aftalen bliver det muligt at beskytte områder på åbent hav. Det åbne hav er defineret ved, at det ligger uden for national jurisdiktion, og dermed tilhører havarealet ikke nogen nationalstat. Omkring 66 procent af verdens havareal ligger uden for national jurisdiktion.
Ud over muligheden for at udpege beskyttede områder, fastsætter aftalen krav til miljøvurderinger for aktiviteter på åbent hav, og aftalen fastsætter nye regler for udnyttelse af marine genetiske ressourcer som fx enzymer, mikrober og små organismer i produkter.
Miljøminister Magnus Heunicke siger:
"Havets biodiversitet er under pres, og vi har et fælles ansvar for at beskytte det. Med aftalen får vi nu for første gang et fælles internationalt regelsæt for beskyttelsen af biodiversiteten på det åbne hav. Det er et afgørende første skridt, hvis vi skal bremse tabet af biodiversitet i havet. Med ratifikationen af aftalen tager Danmark ansvar og forpligter sig til at arbejde for konkret og mærkbar beskyttelse af havet."
Fakta:
- Det åbne hav er hjemsted for betydelig biodiversitet, som spænder lige fra mikroskopiske vira og bakterier til det største dyr, der nogensinde har eksisteret på jorden, blåhvalen. Der er tegn på, at økosystemer og arter i det åbne hav er blevet alvorligt forringet på grund af menneskelige aktiviteter. Forringelsen skyldes de kumulative virkninger af bl.a. klimaændringer, forurening, fiskeri og skibsfart.
BBNJ-aftalen fastsætter regler om:
- Udpegning af beskyttede områder på åbent hav. Restriktioner ift. fiskeri, skibsfart og udvinding af mineraler på åbent hav skal ske i samarbejde med relevante internationale organisationer.
- Miljøvurdering af aktiviteter på åbent hav.
- Deling af fordele fra aktiviteter mht. marine genetiske ressourcer og digitale sekvensinformationer om disse.
- Kapacitetsopbygning og overførsel af havteknologi – særligt til udviklingslande. Fx kan udviklingslande få adgang til data og viden inden for havforskning og assistance til udarbejdelse af miljøvurderinger.
- Folketingets vedtog den 20. maj 2025 BBNJ-lovforslaget (L133/2025), som giver hjemmel til, at der kan fastsættes regler ved bekendtgørelse, der sikrer Danmarks overholdelse af BBNJ-aftalen. Folketinget gav med sin vedtagelse af lovforslaget samtykke til, at regeringen kan ratificere BBNJ-aftalen.
- EU-Kommissionen offentliggjorde den 24. april 2025 et direktiv-udkast, der har som formål at fastsætte en ramme for en ensartet implementering af BBNJ-aftalen i EU. Kommissionen præsenterede forslaget for EU’s medlemsstater den 28. maj 2025, og Polen forventes at starte de indledende drøftelser af direktivudkastet den 11. juni 2025. Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli 2025, og sigter efter at afslutte forhandlingerne om BBNJ-direktivet under sit formandskab.
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk
Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Regeringen afsætter 14,9 mia. kroner til en national plan for kystbeskyttelse af Danmark23.2.2026 13:00:54 CET | Pressemeddelelse
Med Klimatilpasningsplan II vil regeringen indføre et nyt paradigme for kystbeskyttelse af Danmark. En ny statslig investeringsplan med 14,9 mia. kroner, der skal hjælpe kommunerne med at sikre Danmarks kyster mod den nye klimavirkelighed med hyppigere stormfloder og vildere vejr.
Invitation til pressemøde om National plan for kystbeskyttelse af Danmark – Klimatilpasningsplan II23.2.2026 08:42:00 CET | Presseinvitation
National plan for kystbeskyttelse af Danmark – Klimatilpasningsplan II præsenteres i dag kl. 13.00 i Miljø- og Ligestillingsministeriet.
Regeringen opretter og investerer 254 mio. kr. i nyt nationalt vandkatastrofeberedskab20.2.2026 11:15:48 CET | Pressemeddelelse
For at styrke beredskabet i vandsektoren, har regeringen besluttet at oprette et vandkatastrofeberedskab. Beredskabet skal investere i materiel som tanke, generatorer og pumper til rensning af vand, og der oprettes et beredskabscenter i Miljøstyrelsen med 24/7 vagtordning.
Nyt lovforslag skal skære op til 30 procent af gebyr på glasemballage18.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen sender nu et lovforslag i høring, der fastsætter en ny model for producentgebyret, så virksomhederne er sikret en gennemsigtig og fast pris for kommunernes håndtering af emballageaffald. Lovforslaget skal sænke prisen for emballage, herunder særligt prisen på glas.
Miljøminister vil skabe mere fleksible regler for kommunalt forbud mod ældre brændeovne10.2.2026 14:28:00 CET | Pressemeddelelse
Miljøministeren foreslår en ny dispensationsordning for det kommunale brændeovnsforbud, der skal give kommunerne større fleksibilitet og sikre, at ældre brændeovne, som opfylder samme udledningskrav som modeller installeret efter 1. juni 2008, kan fritages for forbud.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum