Aarhus, Hillerød og Københavns Kommune får tre millioner til ét mål: Bedre løsninger til inkontinens

Del

CO-PI tildeler Aarhus, København og Hillerød Kommune et tilskud på 3 mio. kr. til at gennemføre et innovationspartnerskab. Sammen med private virksomheder skal de udvikle nye løsninger til borgere med inkontinens.

Flere ældre – færre plejere. Aarhus, København og Hillerød vil med ny støtte finde bedre løsninger til borgere med inkontinens.
Flere ældre – færre plejere. Aarhus, København og Hillerød vil med ny støtte finde bedre løsninger til borgere med inkontinens. Foto: Rawpixel/iStock

I de kommende år vil flere ældre få behov for pleje – samtidig med at det bliver vanskeligere for kommunerne at rekruttere nok uddannet plejepersonale.

Det lægger pres på opgaver som personlig hygiejne, hvor behovet i forvejen er stort, da omkring 70 procent af beboerne i plejeboliger lever i dag med inkontinens.

Derfor er Aarhus, København og Hillerød Kommune gået sammen om at udvikle nye løsninger – i tæt samarbejde med private virksomheder.

Med 3 mio. kr. i støtte fra CO-PI sætter de nu gang i et innovationspartnerskab, der fokuserer på teknologier, som skal gøre plejen bedre, mere værdig og mindre krævende.

Forventningen er, at kommunerne offentliggør et udbud i foråret 2026.

Bedre forhold til borgere og personale

Tidligere i år annoncerede CO-PI en tilskudsmulighed, hvor et konsortium af kommuner kunne ansøge om op til 3 mio. kr. til at gennemføre et innovationspartnerskabsudbud.

Målet er at udvikle velfærdsteknologiske løsninger til borgere med inkontinens.

Formålet med tilskudspuljen er både at forbedre livskvaliteten for borgere, der lever med inkontinens, og samtidig frigøre tid og skabe bedre arbejdsmiljø for plejepersonalet.

Et partnerskab i stor skala

Aarhus, København og Hillerød har allerede markeret sig som engagerede aktører i udviklingen af bedre inkontinenspleje. De deltager alle i CO-PI’s skaleringsproces 'Sammen om løsninger til inkontinens' og har tilsluttet sig den fælles hensigtserklæring.

Når en kommune tilslutter sig hensigtserklæringen, forpligter den sig til fremover at stille nye krav i indkøbet af nye løsninger til inkontinens.

I Københavns Kommune ønsker man at nedbryde tabuer og sikre, at alle borgere – også dem med inkontinens – får en værdig og behovstilpasset pleje.

Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune:

"Vi skal snakke åbent om problemer med inkontinens, for ingen skal lide i stilhed. Det er vigtigt for mig, at vi giver den enkelte borger den hjælp, der skal til, og at hjælpen er tilpasset den enkeltes behov. I København har vi gode erfaringer med at arbejde tæt sammen med både producenter og andre kommuner om at udvikle de produkter, der er brug for, og som gør en forskel. Jeg håber, at vi til slut står med bæredygtige løsninger, der giver borgerne en bedre hverdag og medarbejderne et bedre arbejdsmiljø."

Aarhus Kommune ser det som en vigtig opgave, at de største kommuner går forrest i udviklingen af nye velfærdsteknologier. Særligt når behovet er stort, og markedet endnu ikke tilbyder de rette løsninger.

Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune:

"Kontinenspleje er ikke kun en stor arbejdsopgave på plejehjem. Vi ser den både i hjemmeplejen og hos vores kollegaer inden for socialområdet. Projektet bliver nødt til at begynde et sted, men vi tilstræber at bidrage til en udvikling, som ikke kun er brugbar hos os, men i andre afdelinger og kommuner. Vi håber, at innovationspartnerskabet kan være et svar på de behov, vores medarbejdere i praksis har givet udtryk for, og vi ser frem til fortsat at give dem mulighed for at indgå i udviklingen."

I Hillerød Kommune har de et stort fokus på, at borgerne får en god, omsorgsfuld og værdig ældrepleje med den bedst mulige kontinenspleje. Det er kommunens hovedmotivation for at gå sammen med andre kommuner og private aktører om at udvikle nye teknologiske løsninger.

Christina Thorholm (B), formand for Omsorgs- og Livskraftsudvalget i Hillerød Kommune:

"Det offentlig-private samarbejde er vi særligt optagede af i Hillerød Kommune, fordi det sikrer innovation i løsningen af kerneopgaverne. Vi håber, at vi får udviklet nye innovative teknologiske løsninger, som kan bruges i plejen til gavn for den sårbare ældre. Samtidig vil det være godt, hvis det kan skabe et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne, og vi kan opnå en miljøgevinst ved at kunne anvende de rette produkter på det rigtige tidspunkt."

Dækker stor del af den kommunale plejesektor

Med deres størrelse og geografiske spredning dækker Aarhus, København og Hillerød en betydelig del af den kommunale plejesektor. Projektet får dermed fra starten en solid skala – både i forhold til borgere og personale.

Men det stopper ikke der. Projektet er tilrettelagt, så andre kommuner også kan følge med og få mulighed for at tilslutte sig via en option på det kommende udbud.

På den måde kan erfaringerne og teknologierne spredes videre og komme endnu flere borgere og medarbejdere til gavn.

Innovation, indkøb og skala fra start

Med dette projekt er der fra begyndelsen tænkt i helhed: Ikke kun udvikling, men også indkøb og skalering på tværs af kommuner. Det er ifølge Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI, helt afgørende for at skabe reel forandring:

"Projektet er et af få eksempler på, at indkøb, innovation og skala er tænkt sammen fra start. Alt for ofte har innovation på velfærdsteknologiområdet været små pilotprojekter, som, selv hvis de er vellykkede, ikke er blevet implementeret og købt ind i stor skala."

"Samtidig sikrer vi endnu mere skala ved at tilbyde andre kommuner option på det udbud, som de tre kommuner ender med at lave. CO-PI glæder sig til at spille en aktiv rolle i, at andre kommuner kan få del i det pionerprojekt, som København, Aarhus og Hillerød nu sætter i gang."

De tre kommuner og CO-PI mødes til et opstartsmøde i juni.

----

FAKTABOKS: Hvad er et innovationspartnerskabsudbud?

Et innovationspartnerskab er en særlig udbudsform, hvor udvikling og indkøb af nye løsninger bliver tænkt sammen fra start.

  • Leverandører kan byde ind på både udvikling og levering.
  • Kommunerne beskriver behovet, ikke løsningen – det giver leverandørerne frihed til at tænke nyt.
  • Flere forskellige løsninger kan konkurrere med hinanden undervejs.


Formen giver mere plads til innovation og gør det lettere at få nye teknologier i brug.

Læs mere om innovationspartnerskabsudbud her

Kontakter

Links

Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) er et nationalt center, der bidrager til øget kvalitet og effektivitet i den offentlige sektor gennem innovation – og til samfundets velfærd og vækst gennem flere innovative løsninger skabt i offentlig-privat samarbejde.

CO-PI er tværoffentligt finansieret via økonomiaftalerne mellem regeringen, KL og Danske Regioner.

Læs mere på www.co-pi.dk

Følg pressemeddelelser fra Center for Offentlig-Privat Innovation

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Center for Offentlig-Privat Innovation

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye