1.000 kroner i 50 år
28.5.2025 07:30:00 CEST | Danmarks Statistik | Pressemeddelelse
Den 1000-kroneseddel, der udgår her ved udgangen af maj, er nok til 10 kg kaffe eller et par gode sko. Da den blev indført i 1975, rakte sedlen til 34 kg kaffe - eller en hel husstands årlige forbrug af fodtøj. Danmarks Statistik ser tilbage på værdien af 1.000 kr.

Pengesedler med billeder af Storebæltsbroen og solvognen er fortid efter den 31. maj, hvor 1000 kronesedlen udgår som gyldigt betalingsmiddel.
Sedlen udgår, fordi langt de fleste større betalinger i dag er overtaget af digitale betalinger som kortbetalinger og kontooverførsler. Desuden sætter hvidvaskreglerne i dag grænser for, hvor store betalinger der må foretages med kontanter.
Fald i betalinger i fysiske butikker
I 2023 udgjorde kontantbetalinger i fysiske butikker 9 pct. af den samlede omsætning, viser tal fra Danmarks Nationalbank. Dermed er andelen af kontantbetalinger faldet støt siden 1991, hvor andelen af kontantbetalinger i fysiske butikker udgjorde 60 pct.
Betalinger i fysiske butikker udgør ca. to tredjedele af alle kontantbetalinger, mens den sidste tredjedel udgøres af betalinger mellem personer – det kan fx være gennem handler via DBA eller loppemarkeder.
En af forklaringerne på udviklingen er ifølge Danmarks Nationalbank, at det er blevet lettere at betale digitalt, fx ved hjælp af kontaktløse kortbetalinger og nye mobilbetalingsløsninger.
Omsætning i den fysiske detailhandel fordelt efter betalingsform, 1991-2023

Kilde: Danmarks Nationalbank
Anm.: Mobilbetalinger inkluderer forskellige mobilbetalingsløsninger, herunder Mobilepay, Apple Pay og Google Pay.
Fem gange så meget værd
Da 1000-kronesedlen blev indført i 1975, havde den et portræt af Thomasine Heiberg på den ene side og et egern på den anden – og en værdi, der svarer til 5.604 kr. i nutidskroner. Det viser Danmarks Statistiks prisberegner. I denne artikel er beløbet regnet op til gennemsnittet af 2024 i prisberegneren.
Værdien af 1.000 kr. ift. 1975

Kilde: www.statistikbanken.dk/PRIS8
Seks gange så meget smør i 1975
Egernet, som var sedlens populære navn, blev i 1996 kåret til verdens smukkeste pengeseddel af en international jury. Med et egern i husholdningspungen kunne man i 1975 købe fx 34 kg kaffe, 58 kg smør eller 24 kg svinemørbrad målt i gennemsnitspriser.
I dag rækker 1.000 kr. knap så langt. Sammenligner man gennemsnitspriserne for 2024 med 1975, ses, at man i 1975 kunne få eksempelvis ca. 11 gange så mange kg rødspætter som i dag, 6 gange så meget sødmælk, 3 gange så meget kaffe, 3 gange så mange bananer eller dobbelt så meget svinemørbrad.
Varer for 1.000 kroner – dengang & nu
| Udvalgte varer – mængde for 1.000 kr. | 1975 | 2024 |
| Svinemørbrad | 24 kg | 13 kg |
| Rødspætter | 69 kg | 6 kg |
| Sødmælk | 442 liter | 70 liter |
| Æg | 1.616 styk | 329 styk |
| Smør | 58 kg | 10 kg |
| Vindruer | 60 kg | 17 kg |
| Bananer | 171 kg | 58 kg |
| Kaffe | 34 kg | 10 kg |
Kilde: Særkørsel Danmarks Statistik
I 1975 rakte 1.000 kr. også omtrent til en husstands gennemsnitlige månedlige forbrug af:
- Fødevarer: 1.076 kr./md.
- Egen bil (el. andre motorkøretøjer): 1.065 kr./md.
- Bolig: 1.226 kr./md.
Desuden rakte 1.000 kr. rigeligt til en husstands gennemsnitlige forbrug af fodtøj på et helt år. (811 kr./år)
Prisudviklingen skal ses i sammenhæng med løn- og velstandsudviklingen, der har været betydelig og gjort, at forbrugssammensætningen i dag er anderledes, end den var for 50 år siden.
FAKTA:
Det gennemsnitlige husstandsforbrug er fra Statistisk Årbog 1980 - tallene er for 1976; der findes ikke tal for hvert år.
Kilder:
’Kontanters rolle i et samfund med lavt brug af kontanter’, analyse Danmarks Nationalbank, 2023.
’Markedet for digitale detailbetalinger er under forandring’, analyse Danmarks Nationalbank, 2025.
Kontakter
Bjørn Nørgaard NielsenDanmarks Statistik
Tlf:2040 2937bnn@dst.dkDanmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Psykiatriske og somatiske patienter oplever forskellig livskvalitet21.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse giver indblik i livskvaliteten for forskellige befolkningsgrupper, herunder mennesker med forskellige sundhedsforhold. Især personer med kontakt til psykiatrien angiver at have en lavere livskvalitet end resten af befolkningen.
Knap 10 pct. af Danmarks import af råvarer og halvfabrikata er sårbar over for eventuelle kriser20.4.2026 10:17:19 CEST | Pressemeddelelse
Der er forskel på, hvor sårbare værdikæderne i de nordiske lande er over for forstyrrelser i international handel, viser ny analyse.
Ti koncerner står for størstedelen af industrikoncerners overskud fra global samhandel13.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har overskud på betalingsbalancen. Det skyldes især industriens eksport og i særdeleshed landets ti største industrikoncerner.
Højere andel ugyldige stemmer ved seneste folketingsvalg19.3.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Der var en lille stigning i andelen af ugyldige stemmer ved seneste folketingsvalg i 2022 sammenlignet med 2019. Stigningen var især båret af en større andel blanke stemmer.
Folketingskandidaterne er i gennemsnit 46,3 år18.3.2026 11:00:28 CET | Pressemeddelelse
Gennemsnitsalderen på kandidaterne til det kommende folketingsvalg er 46,3 år. Den er lavest i Det Konservative Folkeparti og højest blandt kandidaterne uden for partierne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum