Djøfs ESG-panel: AI kan sætte turbo på bæredygtighed – men energiforbruget skaber nye udfordringer
Kunstig intelligens har potentiale til at gøre det lettere for virksomhederne at komme i gang med EU’s omfattende krav om bæredygtighedsrapportering, og understøtte den bæredygtige omstilling - men kan også true virksomhedernes egne klimamål, lyder det i ny analyse fra Djøfs uafhængige panel med ESG-eksperter fra det private erhvervsliv.

Fra januar i år skal de 82 største danske selskaber afrapportere i henhold til det omfattende CSRD-direktiv (Corporate Sustainability Reporting Directive), som stiller skærpede krav til virksomhedernes ESG-rapportering. CSRD anses af mange som "kongen af ESG" – både for de muligheder, direktivet åbner, og de byrder, det medfører.
En ny rapport fra Djøfs uafhængige ESG-panel viser, at kunstig intelligens (AI) kan være en nøgle til at løfte CSRD-rapporteringen. AI kan effektivisere rapporteringsprocesserne, styrke datakvaliteten og hjælpe virksomheder med at navigere i de komplekse krav til bæredygtighed inden for E (klima/miljø), S (social ansvarlighed) og G (god ledelse). Eksperterne fremhæver dog også, at AI’s høje energiforbrug kan risikere at underminere virksomhedernes egne klimamål.
Mere end halvdelen af ESG-panelets medlemmer vurderer, at AI kan hjælpe virksomheder med at dokumentere bæredygtighed i forsyningskæderne og effektivisere rapporteringsprocesser. Rapporten peger dog også på, at AI’s høje energiforbrug kan skabe udfordringer for virksomheder, der arbejder målrettet på at nå deres klimamål. Ligesom der ligger et etisk dilemma i at træffe vigtige beslutninger baseret på maskingenereret data.
"AI kan revolutionere arbejdet med ESG-rapportering ved at automatisere processer og give virksomheder bedre beslutningsgrundlag. Men vi må ikke ignorere teknologiens bagside – dens betydelige energiforbrug og etiske udfordringer. Det kræver, at virksomhedsledelsen går forrest med en ansvarlig og gennemtænkt implementering," siger Lene Bjørn Serpa, bæredygtighedschef i A.P. Møller Mærsk og forperson for Djøfs ESG-panel.
Virksomheder er ikke klar til AI
Rapporten afslører også, at mange danske virksomheder endnu ikke er modne nok til at udnytte AI's fulde potentiale i ESG-rapporteringsarbejdet – og AI-værktøjerne er endnu på et tidligt stadie i udvikling. Kun en tredjedel af ESG-panelets medlemmer vurderer, at virksomheder i høj grad er klar til at implementere digitale løsninger til ESG-rapportering. Derfor er det et stort uudnyttet potentiale for virksomhederne, siger Lene Bjørn Serpa.
"Virksomhedsledelsen har et afgørende ansvar for at sikre, at AI ikke blot bliver et teknologisk modeord, men en reel driver for bæredygtige resultater. Det kræver investering i medarbejderkompetencer, klare retningslinjer og en strategisk tilgang til både muligheder og faldgruber."
AI kræver mennesker for at skabe bæredygtige resultater
Ifølge Anne Waagstein, formand for Djøf Privat og medlem af ESG-panelet, er højt kompetente vidensarbejdere afgørende for, at AI kan bruges ansvarligt og strategisk i ESG-arbejdet:
"AI kan effektivisere beslutningsgange i form af samkørte data og styrket monitorering på ESG-mål, og det kan være en hjælp for dem, der for eksempel fra i år skal rapportere på CSRD. Men det kræver mennesker at sikre, at teknologien bruges forretningsmæssigt meningsfuldt og etisk forsvarligt. Her kan samfundsvidenskabere med deres analytiske sans, forretningsforståelse og evne til at nyttiggøre data på tværs af værdikæder bidrage til, at virksomheder kan rapportere på deres ESG-mål," siger Anne Waagstein.
Anne Waagstein understreger, at medarbejderne skal inddrages aktivt i implementeringen af AI-baserede løsninger for at sikre, at teknologien skaber reel værdi:
"Kompetenceudvikling af medarbejderne er helt uomgængelig, hvis virksomhederne skal høste frugterne af AI i ESG-indsatsen."
Syv anbefalinger til ledelsen om AI og ESG
Rapporten kommer med syv konkrete anbefalinger til virksomheder, der ønsker at bruge AI i deres ESG-arbejde. Anbefalingerne inkluderer blandt andet at lægge ud med pilotprojekter, at sætte klare mål og at prioritere kompetenceudvikling hos medarbejderne.
"Effektivisering er en styrke ved AI, men det er ledelsens ansvar at håndtere teknologiens klimaaftryk og sikre, at bæredygtighed bliver integreret i alle dele af implementeringen. Teknologien skal bruges som et middel til ansvarlig vækst – ikke som et mål i sig selv," slutter forperson Lene Bjørn Serpa.
Om Djøfs ESG-panel
Djøfs uafhængige ESG-panel består af over 50 ESG-eksperter i dansk erhvervsliv, der til dagligt arbejder med ESG-rapportering og bæredygtighed. Djøfs uafhængige ESG-panel ønsker at bidrage aktivt til at gøre ESG til et værktøj, der skaber mere bæredygtige virksomheder og arbejdspladser.
Læs undersøgelsen og de syv anbefalinger her.
For yderligere kommentarer fra Lene Bjørn Serpa og Anne Waagstein, kontakt: Helle Slejborg, mediechef i Djøf, tlf. 29 73 47 43, hsl@djoef.dk.
Djøf Privat varetager interesser for 31.000 privatansatte medlemmer med og uden lederansvar samt selvstændige. Djøf har 110.000 medlemmer med en bred vifte af fagligheder, der på forskellig vis spiller ind i ESG-området.
Nøgleord
Billeder

Om Djøf
Djøf er fagforening og rammen om faglige fællesskaber for 110.000 ledere, medarbejdere, selvstændige og studerende i den private og offentlige sektor i Danmark og i udlandet.
Djøfs medlemmer er langt fra ens. Men de deler passionen for faglighed og akademisk udvikling. Og de er fælles om viljen til at drive og udvikle erhvervsliv og samfund i en bæredygtig retning.
Djøfs medlemmer sætter deres viden i spil overalt i samfundet: Som rådgivere og konsulenter. Direktører og dommere. Advokater og analytikere. Projektledere og kommunikatører. Bestyrelsesmedlemmer og finansfolk. Eksperter og embedsmænd. Forskere, frivillige og fuldmægtige. Og meget mere.
Derfor driver Djøf faglig udvikling og inspiration, 1:1 rådgivning og karrieresparring, netværk og debat om aktuelle dagsordener og fremtidens arbejdsmarked.
Vi arbejder for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og et inkluderende arbejdsliv for alle medlemmer. Og vi bakker dig op – også juridisk, hvis du får brug for det.
Følg pressemeddelelser fra Djøf
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Djøf
Djøf: Fjern opgaver, når de statslige budgetter falder18.6.2025 12:20:48 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil spare 5,5 milliarder kroner på udgifterne til statens administration frem mod 2030. Det får konsekvenser – og kalder på klare svar, siger Sara Vergo, formand for Djøf
EU risikerer at bremse bæredygtigheden – ny rapport fra Djøfs ESG-panel advarer mod for lave krav17.6.2025 09:53:11 CEST | Pressemeddelelse
Flere virksomheder vil slippe for at rapportere om bæredygtighed med EU’s omnibuspakke. EU-Kommissionens forslag til ændringer i bæredygtighedsreglerne møder kritik i ny rapport fra Djøfs ESG-panel.
Djøf enig med FH og Akademikerne: Pensionsalderen stiger for hurtigt12.6.2025 10:12:03 CEST | Pressemeddelelse
Det er uholdbart at fortsætte med at øge pensionsalderen - for med den takt, politikerne har lagt op til, vil pensionsalderen stige hurtigere end vi bliver ældre, mener Djøfs formand Sara Vergo. Hun bakker op om den fælles udmelding fra FH og Akademikerne i Avisen Danmark.
Erfaren forhandler bliver ny forhandlingsdirektør i Djøf10.6.2025 15:26:17 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. august 2025 er direktionen i Djøf igen fuldtallig. Det sker, når Mads Carstensen indtræder som Forhandlingsdirektør for Djøf. Han afløser John Wæver, som i februar i år trådte ned efter mere end to årtier på posten og samlet 37 år i Djøf.
Stærk erhvervsprofil bliver ny digital direktør i Djøf4.6.2025 14:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra august udvider Djøf direktionen med stærke digitale kræfter, når Carsten Topholt tiltræder som ny digital direktør.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum