Vejdirektoratet

Forvent tæt trafik til Roskilde Dyrskue i weekenden

Del

Når tusindvis af mennesker tager til Roskilde Dyrskue i weekenden, vil det kunne mærkes på trafikken i og omkring Roskilde. Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at forberede sig på ekstra rejsetid og vise tålmodighed – særligt omkring Holbækmotorvejen og de lokale adgangsveje til dyrskuet. Gæster til dyrskuet kan med fordel køre efter de gule skilte. 

Roskilde Dyrskue finder sted mellem fredag 30. maj og søndag 1. juni. Foto: Roskilde Dyrskue
Roskilde Dyrskue finder sted mellem fredag 30. maj og søndag 1. juni. Foto: Roskilde Dyrskue

Der bliver ikke kun trængsel i staldene, når Roskilde Dyrskue fredag slår dørene op til en weekend med heste, køer og høtyve. Også vejene omkring den gamle domkirkeby kan blive tætpakkede. Sidste år var der store udfordringer ved særligt frakørsel 12 Roskilde S, hvor nogle trafikanter endte med at holde i kø i over en time.  

Vejdirektoratet opfordrer derfor gæster til dyrskuet og øvrige trafikanter i området til at udvise tålmodighed og sætte ekstra tid af til køreturen. Kør efter anvisningerne på de opstillede skilte, hvis du skal ind til dyrskuet. 

Sådan finder du en p-plads 

Sidste år samarbejdede arrangøren af dyrskuet med en række myndigheder om at etablere nye adgangsveje til de forskellige områder med p-pladser. Disse benyttes igen i år. 

Hvis du for eksempel ankommer fra København via Holbækmotorvejen og har kurs mod parkering Syd, skal du køre af via frakørsel 8 Fløng og følge de gule skilte med teksten “Roskilde Dyrskue P”, indtil du møder skilte med påskriften ”Roskilde Dyrskue P Syd”.  

Oplever du kø ved frakørsel 12 Roskilde S, så kør blot videre til frakørsel 14 Roskilde V og følg de gule “Roskilde Dyrskue P”-skilte. 

Er der ikke kødannelser og vil du benytte parkering Øst, skal du køre af ved frakørsel 12 Roskilde S og fortsætte mod Vor Frue. Følg skiltningen mod ”Roskilde Dyrskue P Øst”. 

Kommer du fra Køge Bugt Motorvejen, så kør af ved frakørsel 31a Solrød S og fortsæt mod Vor Frue, indtil du møder skiltningen mod ”Roskilde Dyrskue P Syd”. 

Kommer du fra Holbæksiden og via Holbækmotorvejen, skal du køre af via frakørsel 13 Ringstedvej og følge skiltningen til ”Roskilde Dyrskue P Vest”. 

Shuttlebus fra Roskilde Station 

Det er også muligt at komme til Roskilde Dyrskue via shuttlebus. I dyrskuets åbningstid kører Movias shuttlebusser direkte mellem Dyrskuepladsen og Roskilde Station. 

Busserne holder over for Roskilde Sygehus på Køgevej i nærheden af rundkørslen – se skiltningen på stationen til busserne.  

Movias shuttlebusser kører til Dyrskuepladsen, når de er fyldte og ca. hver 5-10 minutter midt på dagen og 15-20 minutter i ydertidspunkterne. Fredag og lørdag kører busserne i tidsrummet kl. 7.40-21.40, mens der søndag aften kører busser frem til kl. 17.40. Movia minder om, at man stadig skal huske at checke ind med Rejsekort eller anvende DOT-eventbillet. 

Gode råd til trafikanter 

For gæster til Roskilde Dyrskue:  

  • Slå navigationen fra og kør efter den ønskede parkeringsplads – Øst, Syd eller Vest – ved at følge de gule skilte med teksten ”Roskilde Dyrskue P”.

  • Kør hjemmefra i god tid, da trafikken i området vil være kraftigt påvirket alle tre dage. Det gælder særligt i formiddagstimerne, hvor der er størst risiko for kø i tidsrummet kl. 9.00-14.00.

  • Overvej at medbringe mad, drikke og underholdning til børnene. 

  • Følg med i trafikmeldinger på Roskilde Dyrskues Facebook-side. 

  • Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før du kører. 

  • Hold dig orienteret og hør P4 Trafik, mens du kører. 

For øvrige trafikanter:  

  • Forvent kødannelser i og omkring Roskilde alle dage, herunder bl.a. på Køgevej ved Darup og på Holbækmotorvejen ved frakørsel 12. Der er størst risiko for kø mellem kl. 9.00 og 16.00. 

  • Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før du kører. 

  • Hold dig orienteret og hør P4 Trafik, mens du kører. 

For rejsende med kollektiv trafik: 

  • Tjek Rejseplanen og søg information hos Movia. 

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger. 

Læs mere på Trafikinfo.dk 

Besøg Movias hjemmeside 

Følg med i trafikmeldinger på dyrskuets Facebook-side 

Læs mere om Roskilde Dyrskue 

Nøgleord

Kontakter

Vejdirektoratets Trafikcenters pressetelefon

Tlf:33 38 10 43

Billeder

Sådan finder du en p-plads til Roskilde Dyrskue. Grafik: Vejdirektoratet
Sådan finder du en p-plads til Roskilde Dyrskue. Grafik: Vejdirektoratet
Download

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye