National undersøgelse viser utilstrækkelig kvalitet i flere børnehaver
Mange børnehaver understøtter kun i en vis grad børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse, viser en ny landsdækkende undersøgelse. Regeringen og KL er enige om, at det kalder på handling.
9 pct. af de kommunale børnehaver vurderes at have et pædagogisk læringsmiljø af ’god’ kvalitet. Det viser en ny og repræsentativ national undersøgelse, der er gennemført af VIVE og EVA på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet. Undersøgelsen er igangsat med udgangspunkt i aftalerne om kommunernes økonomi for 2022 og 2023.
Undersøgelsen viser, at der er stor forskel på kvaliteten i de pædagogiske læringsmiljøer i børnehaverne, og at der kan være forskel på kvaliteten mellem stuer i den samme børnehave. Der er 63 pct. af børnehaverne, som vurderes at have ’tilstrækkelig’ kvalitet, mens 28 pct. af børnehaverne vurderes at have et pædagogisk læringsmiljø af ’utilstrækkelig’ kvalitet.
Resultaterne viser, at børnehaverne vurderes højere i kategorien ”Fysiske omgivelser” end i de øvrige kategorier, som er ”Leg og aktiviteter” og ”Relationer”.
Undersøgelsen konkluderer, at der er brug for, at flere børnehaver løfter kvaliteten, og at det kræver en differentieret indsats.
”Kvaliteten i børnehaverne er ikke god nok. Vi afleverer vores børn om morgenen og henter dem om eftermiddagen. I de timer fortjener de kvalitet på legepladsen, i puderummet, og når konflikter skal løses. Jeg er glad for, at vi for første gang har fået lavet denne undersøgelse af børnehaverne. Men den understreger også, at vi er kommet for sent i gang med investeringer i børnehaven. Der er nu blevet ansat flere, lønningerne er hævet markant, og vi får en ny pædagoguddannelse. Det er alt sammen meget godt. Men det burde vi have prioriteret for mange år siden. Jeg kommer til at følge kvaliteten tæt den kommende tid. Næste gang skal resultatet være markant bedre,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
”En af de allervigtigste opgaver, vi har i kommunerne, er at sikre, at de mindste i vores samfund – vores børn – får en god start på livet. De skal kunne udvikle sig, lære og være i trygge rammer i gode dagtilbud. Vi kan derfor ikke være tilfredse med, at kvaliteten flere steder ikke er god nok. Det skal der handles på. Vi skal både gøre noget helt lokalt i det enkelte dagtilbud, i den enkelte kommune og nationalt. Vi skal sikre ordentlige rammer for vores lederes arbejde. De skal kunne være tættere på medarbejderne og børnene. Vi skal kigge vores tilsyn efter i sømmene, sørge for at vi ikke er ”hjemmeblinde” og overser de steder, hvor kvaliteten ikke er god nok. Vi skal opkvalificere vores medarbejderes faglighed. Og så vil vi sætte en særlig indsats i gang over for de institutioner og kommuner, hvor udfordringerne er størst,” siger Christina Krzyrosiak Hansen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg.
Hent undersøgelsen: ”Kvalitet i dagtilbud” (pdf)
Se metodebilag: ”Kvalitet i dagtilbud – Undersøgelsesdesign, metode, bilagstabeller” (pdf)
Resultaterne kommer i forlængelse af kvalitetsundersøgelsen på 0-2 årsområdet fra 2023: National undersøgelse viser utilstrækkelig kvalitet i flere dagtilbud for 0-2-årige børn | Børne– og Undervisningsministeriet
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er national og baseret på en repræsentativ stikprøve på 100 kommunale daginstitutioner for 3-5-årige børn i 56 kommuner.
I undersøgelsen er der gennemført 7 timers observation af det pædagogiske læringsmiljø hos hver af de udtrukne daginstitutioner. I daginstitutionerne er der gennemført observationer på to stuer i det omfang, der har været to stuer for 3-5 årige. Der er desuden indhentet data om rammeforhold fra de deltagende kommuner og Danmarks Statistik. Herudover bygger undersøgelsen på interviews med pædagogisk personale i 10 af de deltagende daginstitutioner.
Centrale initiativer på dagtilbudsområdet
Regeringen har igangsat og igangsætter en række initiativer, som understøtter et fagligt løft og kvaliteten dagtilbudsområdet.
- Opkvalificeringspulje: Regeringen vil fortsat prioritere midler til opkvalificering af pædagogisk personale i dagtilbud, og at der i årene 2026-2030 afsættes ca. 210 mio. kr. årligt (2025-pl). Kommunerne forpligtes til at udarbejde en lokal plan for opkvalificering af pædagogisk personale.
- Pulje til sociale normeringer: Regeringen vil fortsat prioritere midler til sociale normeringer i daginstitutioner ved en genudmøntning af puljen i 2026-2028 med ca. 375 mio. kr. årligt (2025-pl). Midlerne skal anvendes til at ansætte uddannet pædagogisk personale.
- Ny og bedre pædagoguddannelse: En ny og bedre pædagoguddannelse, hvor der blandt andet er afsat midler til et markant kvalitetsløft af uddannelsen indgår i aftalen om reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser fra 2025. Det konkrete indhold på en ny og bedre pædagoguddannelse udvikles mhp. første optag i sommeren 2027.
- Kvalitetsløft af den pædagogiske assistentuddannelse og flere lærepladser: Regeringen vil igangsætte et udviklingsarbejde, der skal afdække, hvordan kvaliteten af den pædagogiske assistentuddannelse kan løftes. Regeringen vil indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger i 2025 om at understøtte flere lærepladser.
- Lønløft: Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i december 2023 en historisk aftale, som prioriterer et lønløft til en lang række offentligt ansatte, herunder pædagoger, med henblik på at forbedre rekrutterings- og fastholdelsessituationen.
- Minimumsnormeringer: Lovkrav om minimumsnormeringer i kommunale og selvejende daginstitutioner m.fl. trådte i kraft den 1. januar 2024 og for privatinstitutioner pr. 1. januar 2025. Kommunerne får samlet set 1,8 mia. kr. årligt (2025-pl) til at efterleve lovkravet.
Derudover har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og KL invitereret alle kommuner til at deltage i tværkommunale udviklingsgrupper for at understøtte en forandringsproces og opbygge kompetencer til at fremme kvalitetsudvikling i dagtilbud med betydelige kvalitetsudfordringer.
Kontakter
Børne- og Undervisningsministeriets presseafdeling (modtager ikke sms)
Tlf:+45 22 40 09 30presse@uvm.dkKL's presseteam (modtager ikke sms)
Tlf:3370 3333Følg pressemeddelelser fra Børne- og Undervisningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børne- og Undervisningsministeriet
Nyt håndslag skal sikre endnu bedre kvalitet på erhvervsuddannelserne25.6.2025 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen, arbejdsmarkedets parter og erhvervsskolerne har indgået et håndslag, der skal sikre et fælles ansvar for at styrke kvaliteten på erhvervsuddannelserne.
Ny undersøgelse: Lærere fravælger at undervise i emner, der kan opleves som kontroversielle19.6.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny undersøgelse viser, at næsten hver fjerde lærer har udeladt at undervise i emner, der opleves som kontroversielle.
Ny rapport: Omkring hver femte voksen har svært ved at anvende information til at løse komplekse problemer16.6.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring hver femte dansker mellem 16 og 65 år har svært ved at forstå og anvende information til at løse komplekse problemer i hverdagen og på arbejdet og til at tilpasse deres løsning til ny information. Det viser resultaterne i en ny temarapport fra den internationale undersøgelse PIAAC.
Pejlemærker for placering af epx er på plads11.6.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti er med en ny delaftale blandt andet blevet enige om de pejlemærker, der danner grundlag for, hvor den nye gymnasieuddannelse, epx, skal placeres.
De første bøger fra folkeskolens kvalitetsprogram er klar til udlån2.6.2025 10:04:28 CEST | Pressemeddelelse
Sidste år blev der afsat 540 millioner kroner til flere fysiske bøger i folkeskolen over de næste ti år. Nu lander de første 11 titler hos Center for Undervisningsmidler (CFU) i junimåned.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum