110 millioner på vej til beskyttelse af drikkevandet mod PFAS

Del

I perioden 2025-2027 er der afsat 110 millioner til at beskytte borgerne mod PFAS i drikkevandet. En ny tilskudspulje åbner for ansøgninger efter sommerferien og bekendtgørelsen, der udlægger kriterierne, er nu i høring.

PFAS hører ikke hjemme i danskernes drikkevand. Regeringen har derfor i PFAS-handlingsplanen afsat 110 millioner kroner fra 2025 til at beskytte vores drikkevand mod evighedskemikalierne. Og nu er den bekendtgørelse, der regulerer tilskud til at foretage rensning af, afværge og inddæmme PFAS i drikkevand, sendt i ekstern høring i tre uger.

Tilskuddene prioriteres de steder, hvor man allerede har overskridelser af kravværdierne i drikkevandet, og puljen åbner for ansøgninger efter sommerferien.

”Vi tager forurening med PFAS meget alvorligt, for det har absolut intet at gøre i vores drikkevand eller andre steder i vores miljø. Men enkelte steder er der allerede PFAS i grundvandet, som kræver rensning af drikkevandet. I de få tilfælde vil forbrugerne kunne opleve stigende vandpriser, men med denne tilskudspulje sikrer vi, at de får en økonomisk håndsrækning til rensningen mod PFAS,” siger miljøminister Magnus Heunicke.

Miljøstyrelsen har oplyst, at de har data på seks vandforsyninger, der har målt overskridelser af kravværdierne for PFAS, og omtrent lige så mange, der måler stigninger mellem detektionsgrænsen og den tilladelige kravværdi.  

Sideløbende med tiltagene for at beskytte drikkevandet arbejder Danmark fortsat for at forbyde PFAS i EU. Og om kort tid træder ny bekendtgørelse, der forbyder salg og import af tøj, fodtøj og imprægneringsspray med PFAS, i kraft. Forbuddet træder i kraft den 1. juli 2026, og fra 1. januar, hvis der sælges fra lager.

Fakta om bekendtgørelsen:
Bekendtgørelsen fastlægger kriterierne for tilskud, der kan gives til:

- Udgifter til etablering af renseanlæg og nye forsyningsledninger og boringer

- Udgifter til forundersøgelser, mv.

Tilskudsmidlerne prioriteres i nedenstående rækkefølge:

1. Vandforsyninger med dokumenterede overskridelser af kravværdierne for PFAS

2. Vandforsyninger, der kan måle stigninger i mængden af PFAS mellem detektionsgrænsen, men under den tilladelige kravværdi. Der lægges op til, at tilskud maksimalt kan udgøre 50 procent af vandforsyningernes udgifter.

Fakta om PFAS-handlingsplanen og indsatsernes fokus:
Med PFAS-handlingsplanen for 2024-27 besluttede alle Folketingets partier i maj 2024 at:

  • Der afsættes en pulje på 110 mio. kr. til rensning af PFAS i drikkevand
  • Der afsættes en pulje på 100 mio. kr. til rensning af jord for PFAS
  • Forbyde PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere i Danmark.
  • Øge kontrollen af produkter – bl.a. med onlinehandel og i fysiske butikker
  • Styrke overvågning af PFAS i vandmiljøet, i fødevarer og fødevareproducerende dyr
  • Etablere partnerskaber med erhvervslivet samt sikre målrettet information til borgerne med letforståelige råd og vejledning
  • Sikre viden om PFAS-niveauerne i den danske befolkning
  • Rådgive kommuner og vandforsyningsselskaber om PFAS
  • Arbejde for et generelt forbud mod PFAS i hele EU 

PFAS er svært nedbrydeligt og kan findes i lang tid i miljøet. Selvom vi globalt stoppede al udledning af PFAS i dag, ville vi fortsat kunne finde PFAS i vores miljø, drikkevand og omgivelser i fremtiden.

PFAS er evighedskemikalier. Når først de er i miljøet, så forsvinder de ikke igen. De ophobes i miljøet, i dyr og i mennesker, og PFAS er forbundet med en række alvorlige sygdomme. Derfor kalder udfordringen på en samlet tværgående indsats, så vi sikrer, at problemerne med PFAS forebygges og håndteres effektivt og målrettet.

Yderligere oplysninger:

Miljø- og Ligestillingsministeriets pressetelefon +45 2091 5901 (kan ikke modtage SMS) eller mail: presse@mim.dk

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye