Sagsbehandlingstiden på ansøgninger om SU-handicaptillæg skal nedbringes
Folketinget har vedtaget en lovændring, der skal nedbringe sagsbehandlingstiden for ansøgninger om SU-handicaptillæg. Lovændringen omfatter blandt andet tydeligere krav til den dokumentation, som studerende skal indsende, så deres ansøgning kan blive behandlet hurtigere.
Antallet af studerende med varige funktionsnedsættelser, der ansøger om at få SU-handicaptillæg, er steget kraftigt. Fra 2016 til 2024 er antallet af ansøgninger steget fra ca. 3.000 til ca. 7.500. Med det stigende antal ansøgninger er der fulgt en stigende udfordring med ansøgninger, som ofte ikke indeholder fyldestgørende dokumentation til, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan afgøre dem. Alene i 2024 manglede der eksempelvis dokumentation i ca. 2/3 af ansøgningerne.
Det har betydet, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har skullet indhente yderligere dokumentation, ofte ad flere omgange, hvilket både forsinker afgørelsen i sagerne og forlænger sagsbehandlingstiden for den enkelte studerende.
Aktuelle tal fra primo maj 2025 fra styrelsen viser nemlig, at sagsbehandlingstiden for de ansøgninger, hvor der skal indhentes yderligere dokumentation, er gennemsnitligt ca. 10,2 måneder, mens de ansøgninger, der har fyldestgørende dokumentation fra start, bliver færdigbehandlet inden for ca. 3,7 måneder i gennemsnit.
For at imødekomme denne udfordring har en taskforce, som blev nedsat til at finde løsninger på området, anbefalet, at dokumentationskravene til de studerende gøres tydeligere. For det skal gøres mere klart for ansøgerne, hvilken dokumentation Uddannelses- og Forskningsstyrelsen som minimum skal bruge for at kunne træffe en afgørelse.
Folketinget har derfor vedtaget en lovændring, der gør det muligt at fastsætte minimumskrav til den dokumentation, som studerende skal vedlægge sammen med sin ansøgning om SU-handicaptillæg. Formålet er, at flere ansøgninger fra start indeholder den dokumentation, der er nødvendig for at få handicaptillæg, så ansøgningerne kan afgøres hurtigere.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
-Sagsbehandlingstiden på ansøgninger om SU-handicaptillæg er for lang, og det er et problem. For studerende med funktionsnedsættelser skal kunne fokusere på deres uddannelse uden at opleve bekymring over deres økonomiske situation. Med denne lovændring bliver det muligt at fastsætte minimumskrav til dokumentationen. Det gør ansøgningsprocessen mere gennemskuelig og giver de studerende bedre forudsætninger for at indsende en fyldestgørende ansøgning fra start. Det er vigtigt, for vi skal have et uddannelsessystem, der passer til de unge – ikke omvendt – og de studerende fortjener at få en hurtigere afklaring.
Fakta
- SU-handicaptillæg er et tillægsstipendium til uddannelsessøgende på videregående uddannelser og erhvervsuddannelser, som på grund af varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde.
- Lovændringen bygger på anbefalinger fra taskforce for ny administration af SU-handicaptillæg, som blev afleveret til uddannelses- og forskningsministeren i marts 2024. I taskforcen sad blandt andre repræsentanter fra Danske Handicaporganisationer og Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH)
- Med lovændringen bliver det muligt at fastsætte minimumskrav til den dokumentation, som uddannelsessøgende med funktionsnedsættelser skal indsende, når de ansøger om handicaptillæg til deres SU.
- Den dokumentation, de uddannelsessøgende skal vedlægge deres ansøgning, vil være dokumentation for deres varige funktionsnedsættelse, som er umiddelbar tilgængelig for dem.
- Minimumskravet til dokumentationen suppleres også af kommunikationstiltag på bl.a. www.su.dk og en udførlig vejledning fra Styrelsen, der skal orientere og vejlede de studerende om reglernes indhold, så de er sikre på, hvilken dokumentation, der er tale om.
- Satsen for handicaptillæg udgør i 2025 til studerende på videregående uddannelser 10.078 kr. pr. måned (før skat) og 6.321 kr. pr. måned (før skat) til elever på erhvervsuddannelser. En udeboende studerende med SU-handicaptillæg på en videregående uddannelse modtager således i alt 17.164 kr. pr. måned (før skat). En tilsvarende elev med SU-handicaptillæg på en erhvervsuddannelse modtager 13.407 kr. pr. måned (før skat)
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
800 nye engelsksprogede uddannelsespladser åbner for flere eftertragtede internationale studerende1.9.2025 12:38:48 CEST | Pressemeddelelse
I foråret blev et bredt politisk flertal enige om at oprette 800 nye engelsksprogede uddannelsespladser inden for STEM-/IT-området, hvor der er høj efterspørgsel. Nu er pladserne fordelt mellem landets uddannelsesinstitutioner.
Regeringen vil investere 68 mio. kr. i tysk og fransk på de videregående uddannelser27.8.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Interessen for sproguddannelser er faldet drastisk over mange år, og færre studerende vælger at læse tysk og fransk. Det er vigtigt, at vi i fremtiden har såvel undervisere til gymnasiet, forskningsmiljøer på universiteterne og ansatte i erhvervslivet, der kan begå sig på andet end engelsk. Derfor vil regeringen over de næste fire år afsætte 68 mio. kr. til at styrke tysk og fransk på de videregående uddannelser.
Vinderen af Forskningskommunikationsprisen 2025 giver en stemme til udsatte i samfundet20.8.2025 07:00:58 CEST | Pressemeddelelse
Antropolog og seniorforsker Sine Plambech vinder Uddannelses- og Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris 2025. Sine Plambech modtager prisen for sin store og kreative formidlingsindsats om nationale og globale udfordringer knyttet til migration, trafficking og sexarbejde.
Egelund bekymret: Endnu et fald i optaget på sproguddannelserne27.7.2025 18:05:12 CEST | Pressemeddelelse
Den 28. juli bliver knap 60.000 ansøgere tilbudt en plads på en videregående uddannelse. Flere er optaget på en professionsbacheloruddannelse, mens færre er optaget på blandt andet de akademiske bacheloruddannelser i forhold til sidste år. Optaget på STEM- og IT-uddannelser med forventet lav ledighed er fortsat højt, mens optaget på sproguddannelserne fortsat falder.
Forskningsministre på ambitiøs kurs for videnskaben på kritisk tidspunkt for Europa17.7.2025 15:36:11 CEST | Pressemeddelelse
Europæiske forskningsministre var samlet i København for at diskutere vigtigheden af kritiske teknologier for den europæiske konkurrenceevne og fremtiden for europæisk forskning og innovation.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum