Guldborgsund Kommune

Sakskøbing får tocifret millionbeløb til byudvikling

Del

27 millioner kroner. Så stort et samlet beløb er der nu fundet til udviklingsprojekter i Sakskøbing. Efter det seneste byrådsmøde er puljen vokset markant, da der kan tilføjes 17 millioner kroner. 

Over 27 millioner skal bruges til udviklingsprojekter i Sakskøbing.
Over 27 millioner skal bruges til udviklingsprojekter i Sakskøbing. Guldborgsund Kommune

Puljen til udviklingsarbejde i Sakskøbing kan nu se frem til at vokse med et tocifret millionbeløb. Ikke mindre end 17 millioner kroner forventes at tilfalde byen. Det beløb skal lægges til de cirka 10 millioner kroner, som allerede tidligere er lagt i puljen af kommunen. Samlet set kan der altså ske byudvikling for over 27 millioner kroner i Guldborgsund Kommunes næststørste by frem til 2030.

Grunden til, at puljen vokser så betragteligt nu, er, at byrådet har fundet den medfinansiering, som kommunen skal have på plads for at kunne ansøge om det statslige bidrag til projektet Frie Bymidter. Staten betaler 60 procent, mens kommunen selv står for de resterende 40 procent.

"27 millioner kroner er et rigtig flot beløb, og de kommer til at skabe en stor forandring i Sakskøbing. Det giver grundlag for at løfte nogle gode og spændende projekter, som vi ser meget frem til," siger Jesper Blomberg, udvalgsformand for Teknik, Klima og Miljøudvalget.

Forarbejdet er i fuld gang
Frie Bymidter blev officielt skudt i gang i juli sidste år, da Folketinget godkendte bekendtgørelsen om projektet. Siden da er der dog ikke sket synlige forandringer i byen, hvilket har undret flere. Men det er bestemt ikke, fordi projektet er aflyst. Det kører i bedste velgående, men de indledende skridt foregår på rådhuset, hvor administrationen arbejder på at udvikle planer for de kommende år.

"Da vi er en del af et statsligt forsøg med medfinansiering, stilles der store krav til ansøgninger, godkendelser og administrativt forarbejde, før vi kan begynde de fysiske forandringer i byen. Det er vigtigt, at processen er grundig og løbende evalueres, fordi projektet skal inspirere udviklingen af andre byer – men vi nærmer os, og vi glæder os til at komme i gang med de fysiske forandringer," siger udvalgsformanden.

Selvom ventetiden måske kan føles lang, er der stadig god tid tilbage af projektet, som løber helt frem til 2030.

Første spadestik og indvielse er lige om hjørnet

Men det er ikke kun projekterne under Frie Bymidter, der er undervejs. Kommunens områdefornyelse Sakskøbing Byrum er også i fuld gang. Her er et af de større projekter tæt på at blive en realitet. I slutningen af maj tages første spadestik til den længe ventede aktivitetsplads på det gamle Rørbæk Stadion. 31. maj indvies byens nye lommepark Nr. 18.  

Men det stopper ikke her. Allerede inden sommerferien forventes de sidste projekter at blive politisk prioriteret – og dermed lægges det endelige spor for, hvad der skal realiseres i Sakskøbing, inden områdefornyelsen afsluttes i 2026.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye