Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje lukker
FÆLLES PRESSEMEDDELELSE FRA HOSPITALSENHED MIDT OG VIA UNIVERSITY COLLEGE
Hospitalsenhed Midt og VIA University College nedlægger det fælles Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje. Begge enheder fortsætter deres egen forskning inden for sundhedsområdet og fortsætter tillige et tæt samarbejde om både forskning og uddannelse.

VIA University College og Hospitalsenhed Midt har valgt at nedlægge deres fælles, Viborg-baserede Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje. Lukningen sker som følge af, at VIA i kølvandet på en nylig omorganisering ønsker at fokusere på egne projekter og forskningsmæssige satsninger i sine to forskningscentre på sundhedsområdet.
Ingen af de ni medarbejdere ved Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje bliver afskediget, og det gode samarbejde bliver videreført.
- Vi har været glade for samarbejdet og er meget stolte over det arbejde og de resultater, Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje har leveret. Centret har været med til at løfte niveauet af og fokus på forskning inden for sygepleje og andre ikke-lægelige områder til gavn for både patienter, pårørende og fagfolk, vurderer sygeplejefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Mette Fjord Nielsen.
Hun har dog samtidig forståelse for VIAs ønske om at prioritere sine egne forskningscentre og understreger, at den tværfaglige og sundhedsfaglige forskning fortsat vil have høj prioritet i hospitalsenheden.
- Behov og vilkår ændrer sig løbende, og vi står i dag langt stærkere, når det handler om forskning inden for de ikke-lægelige områder af sundhedsvæsenet. Det betyder, at vi – også uden det fælles center – fortsat vil have et stort og prioriteret fokus på området, understreger Mette Fjord Nielsen.
Fortsat tæt samarbejde
Selv om Hospitalsenhed Midt og VIA University College per 30. juni 2025 nedlægger det fælles, tværgående center, vil de to institutioner fortsat have et tæt samarbejde, understreger både forskningschef i Hospitalsenhed Midt, David Høyrup Christiansen, og forskningschef for Forskningsområde sundhed og samfund ved VIA University College, Ingunn Skogstad Riddervold.
- Det er helt naturligt og oplagt for os, at vi også fremover skal have et stærkt samarbejde og en tæt dialog om både uddannelse og forskning inden for sygepleje og andre ikke-lægelige sundhedsområder. Det kalder både vores daglige arbejde og sundhedsreformens krav på, siger David Høyrup Christiansen.
Ingunn Skogstad Riddervold tilføjer, at det fortsatte samarbejde mellem VIA University College og Hospitalsenhed Midt vil sikre, at der stadig fremover vil være fokus på at binde den kliniske praksis på sygehusafdelinger sammen med uddannelse og forskning.
– Vi er i VIA stærkt optaget af, at ny forskningsviden hurtigt skal komme i brug i arbejdet med patienterne, og når der uddannes og efteruddannes sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre sundhedsprofessionelle. Sådan bliver det også fremover, påpeger Ingunn Skogstad Riddervold.
Ny strategi med nye ambitioner
Beslutningen om at nedlægge Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje hænger sammen med, at VIA University College har vedtaget en ny forskningsstrategi for alle VIAs tre overordnede forskningsområder – Sundhed og samfund, Pædagogik og dannelse samt Teknologi og erhverv.
– Det har været vanskeligt at forene en centerkonstruktion uden for VIA med intentionerne i vores nyligt gennemførte omorganisering af forskningsområdet, der blandt andet har som mål at øge forskningskapaciteten i VIAs nyetablerede forskningscentre på sundhedsområdet – Center for pleje og rehabilitering og Center for aktivitet og forebyggelse. Vi ønsker i stedet at fortsætte det gode og stærke samarbejde med Hospitalsenhed Midt om både forskning og uddannelse på andre måder, fastslår forsknings- og udviklingsdirektør Helle Kryger Aggerholm fra VIA University College.
Ingen afskedigelser
Lukningen af Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje får ingen ansættelsesmæssige konsekvenser for de i alt ni tilknyttede medarbejdere.
De fem fortsætter i deres stillinger hos Hospitalsenhed Midt, mens de øvrige fire fremover har fuldtidsstillinger på henholdsvis forsknings- og uddannelsesområdet hos VIA University College.
En lang række af de forskningsaktiviteter, Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje har søsat, bliver afrundet planmæssigt samtidig med nedlukningen af centret. Øvrige, igangværende projekter bliver inden udgangen af juni overdraget til enten VIA eller Hospitalsenhed Midt.
Kontakter
Mette Fjord Nielsen, sygeplejefaglig direktør ved Hospitalsenhed Midt
Tlf. 7844 1004, E-mail: mefnie@rm.dk
David Høyrup Christiansen, forskningschef ved Hospitalsenhed Midt
Tlf.: 2168 8431, E-mail: davchr@rm.dk
Helle Kryger Aggerholm, forskningsdirektør ved VIA University College
Tlf.: 87 55 39 90, E-mail: hagg@via.dk
Ingunn Skogstad Riddervold, forskningschef for Forskningsområde sundhed og samfund ved VIA University College.
Tlf.: 87 55 39 91. E-mail: irid@via.dk
PressevagtHospitalsenhed Midt
Tlf:7844 1120kommunikation@midt.rm.dkBilleder

Om Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Heibergs Alle 5A
8800 Viborg
Hospitalsenhed Midt er den næststørste af fem hospitalsenheder i Region Midtjylland. Enheden rummer Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive. De fire hospitaler beskæftiger tilsammen cirka 4200 medarbejdere, som årligt behandler omkring 350.000 ambulante dagspatienter og udskriver flere end 50.000 patienter efter indlæggelse.
Følg pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Mental slagside af åreforkalkning i benene skal nu undersøges4.4.2025 11:24:52 CEST | Pressemeddelelse
Åreforkalkning i benene er den mest udbredte karsygdom, og den kan medføre mentale sygdomme som angst og depression. Nu skal en ny undersøgelse give mere viden om det mentale aspekt af karsygdommen.
Hurtigere adgang til hjælpemidler giver patienter større tryghed26.3.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Tæt samarbejde mellem Regionshospitalet Viborg samt Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner gør, at patienter kan få udleveret rollator og andre gængse kommunale hjælpemidler allerede inden udskrivelsen fra hospitalet.
Region Midtjylland er klar til byggeri af helipad på Regionshospitalet Viborg20.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
HSM Industri A/S fra Grenaa skal stå for opførelsen af en helikopterlandingsplads på taget af Regionshospitalet Viborg. Helipad’en skal bygges hen over det næste år og fuldender hospitalets akutcenter, som det oprindeligt var planlagt.
Tilfredse patienter giver Hospitalsenhed Midt et stort skulderklap13.3.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Glade og tilfredse patienter og dygtige fagfolk – det er noget af det, hospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive kan bryste sig af i den nye landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser.
Bevillig skal bidrage til at sikre færre tryksår i Vestdanmark19.2.2025 14:35:03 CET | Pressemeddelelse
Hvornår opstår tryksår? Hvem kan forhindre det? Og kan nye sundhedsteknologier forebygge tryksår hos patienter med rygmarvsskader? De spørgsmål får Vestdansk Center for Rygmarvskade på Regionshospitalet Viborg nu 250.000 kroner af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond til at besvare i et nyt ph.d.-projekt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum