Art Matter-festivalen kommer til Guldborgsund
I dagene omkring Kristi Himmelfart, fra den 28.-31. maj 2025, sætter Guldborgsund Kommune scenen for den storstilede festival for samtidskunst, Art Matter. Programmet er spækket med kunstarrangementer, der viser lokale kunstinitiativer med et særligt fokus på natur, trivsel og bæredygtighed.

For første gang bliver Guldborgsund Kommune en del af Danmarks største nationale festival for samtidskunst, Art Matter. Over fire dage har lokale aktører udviklet et levende program, der byder på midlertidige kunstprojekter, workshops, kunstture, ferniseringer, artist talks og -debatter. Målet er at gøre kunsten relevant og nærværende for de besøgende og samtidig præsentere, kunstens potentiale som samtalestarter for vigtige emner som naturgenopretning, bæredygtighed og mental trivsel.
Målet for Art Matter er at bringe kunsten tættere på borgerne i et tæt samarbejde med lokale kultur- og erhvervsaktører, professionelle kunstnere og frivillige foreninger. Festivalen har mange forskellige events, der gør kunsten og dens forbindelse til bæredygtighed og trivsel mere nærværende for borgerne. Kunsten bliver blandt andet udfoldet på Guldborgsunds busruter, i fysiske udstillinger og som direkte møder med kunstnerne.
Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritid, Ole K. Larsen, ser frem til kulturfestivalen og glæder sig over de potentialer, som Art Matter har.
”Vi er utroligt stolte over, at Guldborgsund Kommune i år er en del af Danmarks største festival for samtidskunst. Art Matter viser, hvordan kunsten kan være en drivkraft for både fællesskab, refleksion og lokal udvikling, og det glæder mig, at mange kunstnere bidrager til at gøre kunsten borgernær ved at sætte fokus på natur, trivsel og bæredygtighed på tværs af hele kommunen,” siger Ole K. Larsen.
DET KAN DU OPLEVE UNDER ART MATTER
Fra bålmad til busstoppested: Nykøbing Falster (28. maj 2025)
Onsdag den 28. maj 2025 folder Art Matter sig ud i Nykøbing Falster med en dag fyldt med kunstoplevelser, workshops og samtaler i byens nye og grønne byrum.
I Friheden på Ydre Østerbro i Nykøbing Falster præsenterer Camilla Berner værket Plantefortællinger, som er skabt i samarbejde med skoleelever og plejehjemsbeboere, efterfulgt af en workshop og mulighed for at gå på opdagelse i det levende værk. Kunstneren Marika Seidler har samarbejdet med Østerbroskolen gennem flere år med fokus på sanselige performancevandringer og børneperspektiver på naturen. Marika Seidler er i gang med et kunstværk til byrummet Friheden, der indvies senere på året. På dagen er der mulighed for at deltage i performancevandringer for børn fra 9 år og op.
På Bostedet, Parkvej 35, vil kunstnerne Allan Axelsen og Espen Brandt-Møller fortælle om udsmykningen af bostedet, som er skabt i tæt dialog med beboernes hverdag og behov. Herefter kan interesserede mødes i Vild Park på Parkvej 37, hvor der sen eftermiddag og aften er naturværksteder og bålmad – blandt andet med Hartmut Stockter, Susanne Schmidt og Rachel Dagnall. Vild Park er en biodivers kunstpark skabt af kunstnerne Søren Lose og Thomas Seest.
Byens buslinjer 701 og 702 forvandles i løbet af dagen til rullende scener for Molly Haslunds poetiske performance Flower Drop i samarbejde med MOVIA.
I Markedshallen på havnen vil den internationalt anerkendte kunstner Tue Greenfort fremvise sin monumentale dræbergople. Den oppustelige gople svæver i markedshallens store rum som et forvarsel om den invasive art, der ville overtage verdenshavene, hvis økosystemet tillod det. Her vil man også kunne opleve originalværker af de kunstnere, der har udsmykket MOVIAs busser til festivalen.
Kunst ved Kanten: Gedser (29. maj 2025)
Torsdag den 29. maj 2025 rykker Art Matter til Gedser med et program, der sætter fokus på kunstens rolle i landskabet og i klimadebatten. Publikum inviteres med på en sanselig vandring og til at deltage i lokale samtaler.
På Gedser Erhvervshavn danner det kommende kunstneriske vartegn ved Danmarks sydligste punkt afsæt for en samtale, hvor arkitektgrupperne Rumgehør, Tideland Studio og journalist Oliver Stilling udfolder visionerne for værket.
Langs KØSTEN mellem havnen og Gedser Odde får publikum en eksklusiv forsmag på lydvandringen, hvor forfatter og instruktør Leonie Pichler og billedkunstner Andreas Oxenvad inviterer indenfor til en poetisk og naturbåren lydfortælling skabt i dialog med lokalområdets børn og unge.
Ved Gedser Lystbådehavn åbner udstillingen SØMÆRKER PÅ KØSTEN, som er skabt af kunstnerfællesskabet In Situ. Syv kunstnere har skabt stedsspecifikke Land Art-værker, der spejler sig i det vilde, åbne landskab. Publikum kan møde kunstnerne til ferniseringen og høre tankerne bag værkerne.
Kunsten i jorden, vandet og samtalen: Stubbekøbing og opland (30. maj 2025)
Den 30. maj 2025 byder Stubbekøbing og det omkringliggende landskab på et tætpakket program med udstillinger, film og talks, der binder kunst, natur og politik sammen i nye perspektiver.
Dagen begynder kl. 11 Ved Skoven på Hesnæsvej, hvor kunstnergruppen A Kassen officielt ferniserer Land Art-værket JORD (Ornament) – et stedsspecifikt værk, der trækker på landskabets egne former og materialer.
Herefter fortsætter programmet med en samtale kl. 12 mellem kunstner Anne-Mette Schultz og kurator Magnus Kaslov om Schultz’ værk Pengehave, der er en del af udstillingen SAMMENBRUD. Kl. 13.00-13.30 vises kortfilmen Skellet, skabt af Anne-Mette Schultz og Louis Scherfig, der gennem en satirisk fortælling sætter fokus på landskab og ejerskab.
Kl. 14.00 rykker programmet ud i naturengen ved Orevej 123, hvor kunstner Tue Greenfort og naturvejleder Johnny Madsen går i dialog om forholdet mellem natur, kunst og ansvarlighed.
I Stubbekøbing åbner udstillingen Doseret Kunstlandskab med fernisering kl. 15-17 på KUNST-doseringen. Første nedslag i udstillingsrækken sætter fokus på lokale kunstnere fra Sydhavsøerne.
Ved Projekt 4850 på Stubbekøbing Havn præsenterer Oliver Stilling det visionære siloprojekt, udviklet af kunstner Danh Vo i samarbejde med Business Lolland-Falster. Her kan man opleve værket Tropaeolum, som er skabt af stormfældede egetræer fra Frankrig og opstillet i en lagerbygning på havnen som et monument for klimakrisen og den globale udmattelse. Projektet afrundes med et vietnamesisk pho-suppekøkken med Gustav Vo og Sif Westergren.
Dagen slutter på Stubbekøbing Rådhus, hvor en paneldebat under overskriften Kunst og Natur samler kunstnere og udvalgsformand Ole K. Larsen til samtaler om krydsfeltet mellem kunst, biodiversitet og lokal forankring.
Krop, kunst og kontemplation: Fuglsang og opland (31. maj 2025)
Den 31. maj 2025 begynder dagen i den store lade ved Fuglsang Herregaard, hvor der åbnes en ny udstilling i Art Barns-projektets ånd, hvor arkitektstuderende fra KADK giver deres bud på en transformation af den tomme ladebygning til et kunstværk midt i Lolland-Falsters landskab.
På Fuglsang Kunstmuseum giver kurator Liza Kaaring en introduktion til udstillingen Anden krop kl. 13.00. Udstillingen undersøger, hvordan kroppen med dens grænser, sårbarhed og styrke – er både materiale og betydningsbærer i samtidskunsten. Kl. 14.30 fortsætter programmet med talks af co-kurator Tore Hallas og kunstner Miriam Kongstad, der udfolder deres værker og fortæller, hvad det vil sige at leve med og i en krop, der ikke fungerer som ønsket.
I Sakskøbing fra kl. 15.00 indvier Søren Lose officielt kunstværket Nummer 18, som er et sanseligt projekt, der forbinder kulturhistorie, arkitektur og havedyrkning med byens identitet som fødevare- og gastronomiby. I husets have inviteres publikum til en grøn workshop, der lader hænderne komme i spil i en dialog om jorden og kunstværket.
Udstillinger under og efter festivalen
Under hele Art Matter-festivalen er der udstilling af FGU-elever i Vandtårnet i Nykøbing Falster, der har skabt værker i genbrug og med naturen i fokus. På Galleri Syd i Sdr. Alslev er der udstilling og mulighed for at møde kunstnerne Jesper Palm og Bente Adolph. På Gallery Gavtyv i Sakskøbing er der udstilling af Sidsel Vadsholt og Laila Cichos samt daglige kunstklip-workshops for børn. På Galleri Arleth i Horbelev, KUNST-dossering i Stubbekøbing og Fuglsang Kunstmuseum er der ligeledes udstillinger.
Om Art Matter
Art Matter er et nationalt kunstprojekt, som er skabt for at sikre et samfund, hvor man lytter til kunsten, når vigtige beslutninger skal træffes. Det sker ved at skabe overblik, forståelse og begejstring for kunst via en journal, en guide og en festival. Målet for Art Matter er at præsentere den kunst, som giver et nyt billede på verden, giver idéer til nye, kreative løsninger, og som skaber fællesskaber. Festivalen er med til at skabe nye og anderledes møder med kunsten og rummer alle former for aktiviteter, heriblandt udstillinger, talks og events.
Læs mere om Art Matter:
https://artmatter.dk
Yderligere information om Art Matter i Guldborgsund:
https://artmatter.dk/deltagerinfo-guldborgsund
Link til det samlede program for Art Matter i Guldborgsund:
https://artmatter.dk/dagsprogram-art-matter-local-2025-guldborgsund
Kontakter
Ole K. LarsenFormand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune
Tlf:25 18 03 98byokl@guldborgsund.dkJulie Damgaard NielsenKulturkonsulent, Guldborgsund Kommune
Tlf:25 18 18 99judn@guldborgsund.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Fra proceskrav til resultatstyring i beskæftigelsesindsatsen13.5.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Med den politiske aftale på Christiansborg om reform af beskæftigelsesindsatsen vil fokus fremadrettet være på, om kommunerne formår at få borgere i job eller uddannelse frem for på proceskrav. Guldborgsund Kommune har allerede gode erfaringer med resultatstyring i samarbejdet med en privat aktør.
15 millioner kroner uddeles til folkeoplysende foreninger i Guldborgsund Kommune12.5.2025 12:42:33 CEST | Pressemeddelelse
De folkeoplysende foreninger i Guldborgsund bliver tildelt ca. 15 millioner kroner i 2025 til folkeoplysende aktiviteter, herunder lokaletilskud, aktivitetstilskud og undervisningstilskud. Det har Folkeoplysningsudvalget i Guldborgsund godkendt.
Guldborgsund Kommune vinder KL's Forebyggelsespris 20259.5.2025 09:22:44 CEST | Pressemeddelelse
Fredag formiddag blev Guldborgsund Kommune udpeget som vinder af KL’s forebyggelsespris på KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum 2025. Projektet ”Åbne mødesteder” blev belønnet for at skabe rum for borgerne i samarbejde mellem borgerne og kommunen.
Puljemidler til dramaskole og litteraturfestival8.5.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fokus-puljen bevilliger mere end 100.000 kroner til to projekter, der begge har til formål at få børn og unge engageret i kulturen.
Midlertidig lukning af Svømmecenter Falster7.5.2025 10:06:30 CEST | Pressemeddelelse
Svømmecenter Falster skal have nyt ventilationsanlæg og er derfor nødt til at holdet lukket hen over sommeren.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum