Vejen til grøn omstilling er ikke snorlige: Stigende omkostninger sætter præg på årets resultat hos Fjernvarme Fyn
Fjernvarme Fyns mission er at levere klimavenlig, konkurrencedygtig og robust fjernvarme til fynboerne. Men vejen mod en grønnere fremtid var ikke uden bump i 2024. Året endte med et underskud på godt 60 millioner. Det kan læses i virksomhedens årsberetning, som netop er præsenteret på den årlige generalforsamling.

Stigende brændselsudgifter, faldende elpriser, og store investeringer i både forsyningssikkerhed og grøn omstilling førte til et resultat før skat på -60,6 mio. kroner, selvom Fjernvarme Fyn i løbet af året hævede varmeprisen ekstraordinært.
”I forbindelse med energikrisen steg vores omkostninger markant. Alligevel valgte vi i første omgang at holde priserne kunstigt i ro ved at dække merudgifterne med indtægter fra vores elsalg," siger administrerende direktør i Fjernvarme Fyn, Louise Høst, og fortsætter:
"Omkostningerne er ikke faldet til det gamle niveau igen, og som et hvile-i-sig-selv-selskab skal vores økonomi hænge sammen. Derfor har vi justeret prisen for at skabe balance mellem indtægter og udgifter, lukke hullet og sikre et mere robust økonomisk fundament”, siger hun.
Et stærkere fundament for fremtiden
Selvom resultatet for 2024 ligger under det ønskede blev året også et vendepunkt for den grønne omstilling. I april sagde Fjernvarme Fyn endegyldigt farvel til kul. Og selskabet besluttede samtidig at investere i to nye elkedler. Derudover blev en ny turbine sat i drift på flisanlægget, som nu også kan producere el.
Fjernvarme Fyn råder i forvejen over Danmarks største kapacitet af elkedler. Med de nye investeringer fordobles kapaciteten fra 100 MW til 200 MW.
"Vi er i gang med at bygge et stærkere fundament, som både reducerer vores CO₂-udledning og skaber en større robusthed i produktionen. Det er investeringer, der koster på kort sigt, men som er nødvendige for at sikre en klimavenlig, konkurrencedygtig og fremtidssikret varmeforsyning," siger Louise Høst.
Elmarkedet har fortsat stor betydning
Selvom indtægterne fra el var lavere end forventet i 2024, og selvom virksomheden var tvunget til at nedjustere forventningerne til elsalget for både 2024 og 2025, så spiller elmarkedet fortsat en vigtig rolle for Fjernvarme Fyn.
"Elmarkedet rummer store potentialer men også store udsving. Vi arbejder hele tiden på at optimere vores fleksibilitet, så vi kan levere, når markedet har brug for det – og dermed bidrage til den samlede forsyningssikkerhed i Danmark," forklarer Louise Høst.
Fjernvarme Fyn forventer et bedre resultat i 2025. Det skyldes blandt andet, at kuludfasningen nu er gennemført samt, at både varme- og elproduktionen er blevet optimeret.
Yderligere information
Årsregnskabet er præsenteret på selskabets ordinære generalforsamling tirsdag den 13. maj 2025 og kan findes på www.fjernvarmefyn.dk/om-os/rapporter-og-opgoerelser
FAKTABOKS:
- Antal kunder: Ca. 100.000 husstande og virksomheder
- Grønne investeringer 2024: Elkedler, flisturbine og kuludfasning
- Elkedel-kapacitet: Øges fra 100 MW til 200 MW
- Ejerskab: Kommunalt ejet af Odense og Nordfyns kommuner
Kontakter
Anne-Marie LindholmPresseansvarlig
Tlf:+45 20 15 81 56aml@fjernvarmefyn.dkOm Fjernvarme Fyn:
Fjernvarme Fyn er Danmarks 3. største fjernvarmeselskab og er ejet af Odense og Nordfyns Kommune. Virksomheden ejer de største kraftvarmeværker på Fyn, har mere end 350 ansatte og er en af Europas største varmeforsyninger. Vi dækker cirka 97% af varmebehovet i Odense og omegn svarende til mere end 100.000 boliger, industrivirksomheder og institutioner.
Følg pressemeddelelser fra Fjernvarme Fyn
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fjernvarme Fyn
Fjernvarme Fyn underskriver projektaftale med Linde om CO2-fangst i Odense26.3.2025 06:57:00 CET | Pressemeddelelse
Fjernvarme Fyn kan nu løfte sløret for det næste vigtige skridt i arbejdet med CO2-fangst på affaldsenergianlægget i Odense.
Stor sejr for fjernvarmekunder17.1.2025 09:39:48 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og Folketingets partier har besluttet at afskaffe prisloftet på overskudsvarme. Det er en beslutning, der vækker stor glæde hos et af Danmarks største fjernvarmeselskaber, som gennem flere år har arbejdet for at få fjernet den barriere, som prisloftet har udgjort.
Spar penge, mens du er på juleferie19.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Planlægger du at tage på juleferie? Så er der gode muligheder for at spare penge på varmeregningen, hvis du justerer temperaturen, inden du rejser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum