#PlantHealth4Life-kampagnens 2025-udgave vil gøre borgere til ambassadører for plantesundhed
Den europæiske fødevaresikkerhedsmyndighed EFSA, Europa-Kommissionen og deres samarbejdspartnere over hele Europa lancerer nu 2025-udgaven af #PlantHealth4Life-kampagnen, som er et fælles europæisk initiativ. Kampagnen har til formål at bidrage til plantesundhed og gøre borgere mere opmærksomme på, hvor vigtig plantesundhed er for vores miljø, økonomi og dagligdag.

Kampagnen starter her i maj og bygger videre på tilsvarende kampagner i 2023 og 2024. I år er der især fokus på at engagere og involvere borgerne både i og uden for EU.
“Når borgere forstår, hvor meget plantesundhed betyder for dem - fra maden, de spiser, til luften, de indånder - så vil de kunne blive stærke fortalere for forandring," siger Sylvain Giraud, der er chef for plantesundhedsenheden i EU's generaldirektorat for sundhed og fødevaresikkerhed (DG SANTE).
"#PlantHealth4Life-kampagnen er en reminder om, at vi alle kan gøre en meningsfuld forskel ved, at vi holder os informeret og træffer velgennemtænkte beslutninger, som kan medvirke til at beskytte det, der er fundamentalt for os alle."
“En plante er ikke bare en plante. Den kan også være en bærer af andre levende organismer," siger Giuseppe Stancanelli, der er teamleder for plantesundhedsrisikovurdering hos EFSA.
“I en verden, hvor vi i høj grad er forbundne med hinanden, flyttes planter mere end nogensinde. Derfor har vi i EU valgt at basere os på videnskabeligt funderede risikovurderinger for bedre at kunne forstå og håndtere potentielle trusler mod plantesundheden. Derved beskytter vi vores miljø, landbrug og biodiversitet. Med #PlantHealth4Life-kampagnen skærper vi opmærksomheden på plantesundhed i Europa.”
Med et stærkere fokus på deltagelse, samarbejde og borgerinddragelse er 26 EU-lande, 5 EU-ansøgerlande samt Schweiz gået med i dette års #PlantHealth4Life-kampagne for at øge opmærksomheden om og inspirere til en mere bevidst tilgang til forbindelsen mellem sunde planter, miljøet og vores dagligdag.
Ved at lægge vægt på konkret handling og involvering af civilsamfundet opfordrer kampagnen borgere til ikke alene at reflektere, men også at dele deres viden og inspirere andre til at være med i den fælles indsats for at beskytte vores økosystemer og økonomier.
Hvilken betydning har plantesundhed for vores liv?
Planter udgør 80 % af den mad, vi spiser, planter indgår i foderet til vores husdyr, og planter renser den luft, som vi indånder. Dertil kommer, at sunde planter betyder godt landbrugsudbytte, som igen har betydning for både fødevaretilgængelighed og fødevarepriser. Klimaforandringer og menneskelig aktivitet så som handel og rejser har imidlertid sat planter under hårdt pres. Spredning af planteskadegørere kan have ødelæggende økonomiske og miljømæssige konsekvenser. Eksempelvis har bakterien Xylella fastidiosa ødelagt olivenproduktionen i Syditalien gennem mere end ti år. Millioner af træer er gået tabt, og både biodiversiteten og den lokale økonomi er påvirket.
Alligevel er mange mennesker stadig ikke opmærksomme på, hvor meget plantesundhed betyder. Formålet med kampagnen #PlantHealth4Life er at øge den fælles opmærksomhed om risici i forhold til plantesundhed og om den rolle, vi alle kan spille i beskyttelsen af planter.
Kristine Riskær, kontorchef for Planter & Biosikkerhed i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, opfordrer alle til at bakke op om kampagnen: "Vi har alle et ansvar for at passe på planter i vores omgivelser, så vi fortsat kan nyde planterne og få gavn af dem. At beskytte planter er at beskytte liv," siger Kristine Riskær.
Vær med i indsatsen for plantesundheden
Alle europæiske borgere spiller en nøglerolle i indsatsen for plantesundhed. Besøg kampagnewebstedet #PlantHealth4Life og kampagnehjemmesiden og se, hvordan kampagnen opfordrer borgerne til at bidrage til plantesundheden. På hjemmesiden kan man bl.a. finde pressemateriale, social media-opslag og video.
Kampagnen er henvendt til alle, men med særligt fokus på:
- Nysgerrige rejsende, som holder af at opleve og udforske verden og naturen.
- Havebrugere, der dyrker og passer på grøntsager, blomster og træer hjemme i haven.
- Forældre, som er optagede af maden, deres børn spiser, og som gerne vil beskytte landbrugssamfund, miljøet og biodiversiteten med tanke på de kommende generationer.
I år vil der i de deltagende lande igen være en række #PlantHealth4Life-aktiviteter. Du kan følge med i planerne på den danske version af kampagnens hjemmeside.
Fakta om kampagnen
#PlantHealth4Life er en flerårig kampagne på tværs af lande. Kampagnen er udviklet efter ønske fra Europa-Kommissionen og baseret på en dybdegående analyse af borgeres opfattelse og adfærd vedr. plantesundhed i EU.
Flere og flere lande deltager i kampagnen, og her i 2025 er ti nye lande kommet med: Østrig, Bulgarien, Italien, Holland og Rumænien har sluttet sig til de hidtidige 21 EU-medlemslande Belgien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Irland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Sverige. Dertil kommer fire nye EU-ansøgerlande: Albanien, Bosnien & Herzegovina, Kosovo og Tyrkiet - samt Montenegro. Derudover er Schweiz med i kampagnen.
*Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med UNSCR 1244/1999 og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.
Kontakter
Pressevagten kontaktes på tlf. (sms besvares ikke)
Tlf:72 18 58 05Billeder
Links
Om Landbrugs- og Fiskeristyrelsen
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og omfatter en central del med afdelinger i både København og Sønderjylland samt en regional fiskerikontrol med lokalafdelinger flere steder i landet og to fiskerikontrolskibe.
Følg pressemeddelelser fra Fiskeristyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fiskeristyrelsen
Har du tjek på dine blomster og frø?17.4.2025 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Havesæsonen er skudt i gang, og det er blevet den tid på året, hvor mange finder frø, løg og stiklinger frem til haven. Handler man frø og planter på internettet eller i udlandet, er det dog vigtigt at sikre, frø og planter har papirerne i orden, inden man køber og planter løs i have, hæk og hængekrukker.
Er du klar til laksepremiere i dag?: Det skal du huske, når du fisker efter laks16.4.2025 05:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 16. april 2025 er for mange lystfiskere en festlig dag. Her er der nemlig såkaldt ’laksepremiere’ i de danske åer. Men inden snøren kastes ud, er det vigtigt at man har styr på reglerne.
Fiskerikontrollen fjerner ulovlige ruser ved Als4.4.2025 14:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fiskerikontrollører fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsens Fiskerikontrol har været en tur på vandet nær Als, efter et tip fra en årvågen borger. Her fandt Fiskerikontrollen 10 ulovligt opsatte ruser, uden den lovpligtige afmærkning og mærkning. Ruserne blev derfor konfiskeret af vores fiskerikontrollører.
Fiskerikontrollen stiller skarpt på ulovligt fiskeri af stenbider18.2.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ved årsskiftet trådte det nye forbud mod erhvervsfiskeri af stenbider i kraft. Medio januar trådte et lignende forbud for lyst og fritidsfiskere i kraft. Det betyder, at det ikke er tilladt hverken at fiske, medbringe eller lande stenbidere i danske farvande frem til den 31. december 2025. Fiskerikontrollen vil derfor i år have særligt fokus på kontrol af, at forbuddet mod fiskeri af stenbider overholdes.
Plantefonden er klar med ny pulje på 212 millioner kroner til plantebaserede projekter14.2.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
212 millioner kroner skal styrke den plantebaserede fødevaresektor, og Plantefonden står klar til at modtage ansøgninger, når puljen åbner for ansøgningsrunden i dag klokken 12:00. Projekterne, der kan søge puljen, skal bidrage til at øge produktionen og forbruget af plantebaserede fødevarer samt danskernes muligheder for at tilvælge en mere planterig kost.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum