Reddernes Fagforening

Åbent brev til ambulanceoperatører i Danmark: Risiko for medarbejderflugt

Del

Reddernes Fagforening har for nyligt gennemført rundspørge blandt ambulanceredderne i Danmark og det ser sort ud: 21,5% af alle adspurgte har planer om at forlade branchen fuldstændigt indenfor 10 år, 9,7% allerede indenfor 12 mdr. Reddernes Fagforening frygter for en fremtid hvor der ikke er ambulancefolk nok til at sikre at ambulancerne kommer frem i alle dele af Danmark.

Anders Brohus @reddernesfagforening

I Reddernes Fagforening har vi netop gennemført en rundspørge iblandt danske ambulancereddere ansat alle landets ambulanceoperatører. Vi har fået 275 respondenter, og svarene i undersøgelsen er direkte skræmmende:

43,8% af respondenterne har aktive planer om at forlade deres nuværende ambulancestilling, af anden grund end pension/sygdom. Af disse overvejer 49,8% at forlade branchen fuldstændigt. 21,5% af alle nuværende ambulancereddere at forlade branchen indenfor de næste 10 år. Hvis vi kigger på hvor mange der ønsker at forlade branchen indenfor de næste 12 mdr. er tallet 9,7% - næsten 1 ud af 10.

Vi finder dette alarmerende.

Vores medlemmer udtrykker flere grunde til deres ønsker om at forlade branchen, men arbejdsvilkår, udfordringer med ambulancetjenestens ledere, og løn- og pensionsforhold går igen som de dominerende årsager. Generelt oplever vi dog en reddergruppe der er træt. Træt af at disse forhold ikke er blevet løst for længe siden, trods disse har været kendt i branchen i over 10 år. Træthed hos den enkelte redder der føler sig som tal i et Excel-ark mere end en højt specialiseret sundhedsfaglig medarbejder der gør sit bedste for hver enkelt patient. Træthed over den manglende anerkendelse og respekt fra både region og arbejdsgiver.

Vi ønsker det bedste for ambulancetjenesten, men vi må erkende at det bedste for mange af ambulanceredderne i Danmark ikke er ambulancetjenesten som den ser ud i dag. Vi kommer derfor til aktivt at arbejde for at medarbejdere indenfor det præhospitale får de nødvendige muligheder for at søge relevant beskæftigelse udenfor branchen, således det ikke skal gå ud over den enkelte redder at arbejdsgiverne ikke har taget arbejdsforholdene for reddergruppen seriøst i en længere årrække. Som vi ser det kan arbejdsgiverne vælge at samarbejde med os om at skabe en bedre branche, eller ende med at uddanne ambulancebehandlere og paramedicinere til arbejdspladser udenfor branchen, hvor vi allerede nu har stærke indikationer på at ambulancereddere er en velkommen faggruppe.

Ved Præhospitalt Forskningssymposium 2025, udtalte den kommende formand for College of Emergency Physicians i England, Dr. Ian Higginson, som en del af sit oplæg om den britiske ambulancetjenestes aktuelle alvorlige fastholdelsesproblemer: Det kommer til jer – vi er 3 år foran jer.

Ambulancetjenestens bemandingssituation er som en spand med et hul i. Aktuelt forsøger man at løse problemet med hullet i bunden af spanden (afgang af ambulancereddere) ved at fylde flere reddere i, i toppen. Men hvis ikke man stopper hullet, bliver det uholdbart. Tager man den demografiske udvikling i betragtning med færre unge at rekruttere fra, og flere ældre multimorbide patienter bliver det kun værre, og vi kan frygte for om der kommer ambulancer til alle de der har behov for dem tids nok.

Vi i Reddernes Fagforening ønsker for både vores medlemmer, men ikke mindst for vores samfund, at arbejdsgiverne vil samarbejde med os om at løse disse fastholdelsesproblemer. Vi vil hellere end gerne sætte os sammen med arbejdsgiverne og fremlægge vores analyse og data, og samarbejde med om at få dette problem til at blive et lille udsving i en statistik, fremfor et strukturelt problem i sundhedsvæsenet. Men vi har brug for at arbejdsgiverne tager udfordringen seriøst. Det handler om menneskeliv – vores medlemmers, og borgernes. Uret tikker.

Med venlig hilsen

Reddernes Fagforening - Bestyrelsen

[Mere statistik findes i vedhæftede medlemsartikel om sagen]

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Links

Om Reddernes Fagforening

Redderens Fagforening er en demokratisk fagforening med medlemsdemokrati. Det er medlemmerne, der vælger bestyrelsen, som står for den daglige drift i samarbejde med vores faste samarbejdspartnere.

Følg pressemeddelelser fra Reddernes Fagforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Reddernes Fagforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye