Bred aftale sikrer forbrugerne bedre mod svindlere i elbranchen
Det bliver tryggere for danskerne at købe strøm. En bred politisk aftale sætter nu ind mod brodne kar i elbranchen og gør markedet mere troværdigt og gennemsigtigt.
Der har været alt for mange eksempler på, at forbrugerne har haft dårlige oplevelser og er blevet snydt, når de har skiftet elselskab de senere år. Kunder har fået tilbageholdt tusinder af kroner. Regninger, der er blevet markant større end lovet. Kreativ markedsføring og uigennemskuelige abonnementer og kontrakter.
Regeringen er derfor enige med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet om, at det skal der sættes en stopper for.
For at gøre det tryggere at være forbruger og slå ned på svindel i elbranchen er et bredt flertal nu enige om en række tiltag, der skal sikre bedre forbrugerbeskyttelse. Formålet er fair konkurrence på priser og gennemsigtige vilkår i stedet for lige lovlig kreativ markedsføring og forretningsmetoder.
Se aftale om forbrugerbeskyttelse for detailmarkedet for el her.
”Fremover bliver det sværere for de heldigvis få brodne kar i elbranchen, for vi skal have fat i nakken på plattenslagerne. Vi vil både gøre det nemmere for forbrugerne at holde øje med elregningen og sikrer, at virksomhederne bliver ramt at konsekvenser, hvis de ikke følger reglerne. Tak til partierne for konstruktivt at gå ind i forhandlingerne, hvor vi gør en konkret forskel og både hjælper og gør det nemmere for den helt almindelige forbruger. Det er grøn handling, der virker,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
”Fuskere og plattenslagere skal ud af elmarkedet. Aftalen gør forbrug og betaling for el mere gennemskuelig for borgerne og giver bedre beskyttelse af forbrugerne. Og så bidrager den til, at ordentlige firmaer konkurrerer på deres produkter og priser, mens de lidt for smarte og kreative typer bliver straffet eller holdt ude af elmarkedet. Det er rigtig godt,” siger klima-, energi- og forsyningsordfører for Socialdemokratiet, Jesper Petersen
”Det er helt afgørende, at vi får ryddet op på elmarkedet, så danskerne kan stole på, at deres elregning er gennemskuelig og fair. Forbrugerne har alt for længe været prisgivet, og det skal vi have sat en stopper for. Jeg er glad for, at regeringen nu tager ansvar med konkrete initiativer, som både stiller krav til elselskaberne og beskytter danskerne mod fup og fidus. Det bakker vi i Danmarksdemokraterne fuldt op om,” siger klima-, energi- og forsyningsordfører for Danmarksdemokraterne, Mads Fuglede.
”Tilbage i 2022 stillede vi i Det Konservative Folkeparti det første af flere beslutningsforslag om at regulere elmarkedet. Fordi vi så et markant stigende antal sager, hvor forbrugere blev snydt for mange penge eller indgik aftaler, hvor det ikke var muligt at gennemskue vilkårene. Vi er derfor utrolig glade for, at vi med denne aftale endelig får en markant bedre beskyttelse af forbrugerne, at vi får forbedret Elpris.dk, og at det bliver nemmere at skride ind overfor el-selskaber, som ikke spiller efter reglerne,” siger energi- og forsyningsordfører for Det Konservative Folkeparti, Dina Raabjerg.
”Det er vigtigt at sikre bedre beskyttelse af elforbrugerne. Der har gennem flere år været elhandlere, der snyder forbrugerne. Enhedslisten håber, at aftalen er med til at sikre, at der ikke kan opstå nye firmaer der snyder og laver ulige konkurrence overfor de mange elhandlere, der har en bedre etik. Derudover indføres nye regler der skal gøre elmarkedet mere gennemskueligt,” siger energiordfører for Enhedslisten, Søren Egge Rasmussen.
Troværdigt og gennemsigtigt elmarked
En række initiativer skal skabe mere tillid til elhandelsvirksomhederne og straffe dem, der overtræder reglerne. Det skal være vanskeligere for elhandelsvirksomhederne at vildlede forbrugerne under telefonsamtaler og få forbrugerne til at indgå aftaler uden selv at vide det. Det skal være til at gennemskue, hvad man køber til hvilken pris. Og det skal være nemmere at følge med i sit eget forbrug, fx hvis man gerne vil spare på strømmen, og nemmere at forstå sin egen elregning.
Hovedpunkter i aftalen:
- Hårdere sanktioner, hvis man bryder reglerne. Det kan være bøder eller karantæne
- Telefonsamtaler med elsælgere skal optages – til evt. klagesager
- Obligatorisk kontraktresume, dvs. en kontrakt skal gennemgås for forbrugeren
- Krav til mere overskuelige priser ift. spotpriser, abonnement m.m. på virksomhedens hjemmeside
- Mere hånd i hanke med elhandelsvirksomheder blandt andet i form af højere krav for at komme ind på markedet
- Nemmere selv at holde øje med priser og forbrug
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
København: Ministre og ledere fra hele verden sætter retningen for COP308.5.2025 15:17:39 CEST | Pressemeddelelse
Ministre og ledere har i to dage været samlet i København for at drøfte løsninger på klimakrisen frem mod COP30 i Belém i november 2025.
Ungeklimarådet har fået syv nye medlemmer2.5.2025 12:26:04 CEST | Pressemeddelelse
Sammen med resten af Ungeklimarådet skal de syv nye medlemmer af Ungeklimarådet rådgive og udvikle anbefalinger til klima-, energi- og forsyningsministeren.
KF25: Fundamentet til klimamålet for 2030 er styrket30.4.2025 12:01:43 CEST | Pressemeddelelse
Klimastatus og -fremskrivning 2025 viser, at Danmarks CO2-udledning nu forventes at ramme målet i 2030. Det er især appetit på elbiler og udsigten til et grønnere landbrug, der giver en mere sikker grund.
Presseinvitation: Teknisk brief om Klimastatus og -fremskrivning 202525.4.2025 11:54:49 CEST | Presseinvitation
Pressen inviteres til teknisk gennemgang af årets udgivelse om Danmarks udledninger og klimamål. Onsdag 30/4 kl. 11.15 i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Holmens Kanal 20, 1060 København K. Tilmelding via pressekontakt@kefm.dk og husk pressekort.
Presseinvitation til Copenhagen Climate Ministerial 7.-8. maj24.4.2025 14:06:56 CEST | Presseinvitation
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard er vært, når ministre og beslutningstagere fra hele verden kommer til Copenhagen Climate Ministerial d. 7. og 8. maj.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum