I dag åbner Danmarks nye AI-forskningscenter
Udvikling af kunstig intelligens, som gavner befolkningen, kræver et tæt samarbejde mellem forskere, beslutningstagere og virksomheder. Netop sådan et samarbejde søsættes i dag, når snoren klippes til CAISA, Danmarks nye forskningscenter for kunstig intelligens.

’Det Nationale Center for AI i Samfundet’ – CAISA – vil samle nogle af landets førende AI-forskere for at kortlægge, hvordan vi i et demokrati som Danmark bedst udvikler og håndterer kunstig intelligens. Københavns Universitet får sammen med Aalborg Universitet en ledende rolle i centeret, som også omfatter Aarhus Universitet, DTU og ITU.
”I CAISA skal vi forske og rådgive i, hvordan vi bedst kan navigere i den rivende udvikling. Det kræver alle hjerner på dæk, og derfor sætter vi gang i en række aktiviteter, hvor vi sammen kan lære af erfaringer og bygge videre på den seneste forskning og igangværende initiativer,” fortæller professor Rebecca Adler-Nissen, som skal lede centeret.
AI skal gavne folket
CAISA kan blive ”AI’s svar på Statens Serum Institut”, som centerets chefforskere formulerer det.
”Vi er et nationalt konsortium i tæt samarbejde med Pionercenteret for Kunstig Intelligens. Vi arbejder tværfagligt, fordi det ikke er nok at forstå de tekniske aspekter eller undersøge menneskelige og samfundsmæssige betydninger. Det er nødvendigt, at vi gør begge dele – på samme tid,” understreger CAISA’s viceleder, Thomas B. Moeslund fra Aalborg Universitet.
Forskningscenteret vil samle forskerkolleger, søsterinitiativer og stærke forskningsmiljøer på tværs af Danmark og udlandet – og ikke mindst samarbejde bredt med og rådgive den offentlige og private sektor.
”Kunstig intelligens spiller allerede en afgørende rolle i et geopolitisk perspektiv og er essentiel for Europas konkurrenceevne. Det er afgørende, at vi kommer med helt i front og ikke lader Kina og USA løbe med alle de gode ideer, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, som deltager ved CAISA’s åbningskonference.
Hun uddyber:
"Men det er samtidig helt afgørende, at vi tænker over, hvordan vi vil implementere de her teknologier i vores samfund. Hvilke etiske dilemmaer, de kommer med. Med CAISA tager vi et vigtigt skridt imod mere information, mere viden og dermed bedre beslutninger, når det kommer til kunstig intelligens."
Sigter mod månen – på ansvarlig vis
Selvom mulighederne med kunstig intelligens er enorme, handler det nu om at få teknologien omsat til konkret værdi. CAISA skal spille en væsentlig rolle ved at bygge bro mellem forskning og praktisk anvendelse, understreger digitaliseringsminister Caroline Stage, som deltager i åbningskonferencen.
”Danmark har et stærkt digitalt fundament, men vi har manglet et sted, hvor vi for alvor samler kræfterne og går fra snak til handling. I december lancerede regeringen en ny strategisk indsats for kunstig intelligens, hvor vi præsenterede tankerne bag et nyt center for kunstig intelligens. Vi har nemlig talt nok om AI’s potentiale – nu skal vi have fokus på at høste værdien af den nye teknologi,” siger hun og fortsætter:
”Med CAISA får vi et vigtigt samlingspunkt, hvor forskning møder virkelighed, og hvor vi sammen kan bringe AI i spil dér, hvor det skaber reel værdi: i virksomheder, i den offentlige sektor og i danskernes hverdag. Det er sådan, vi gør AI til noget, der rykker og gør en forskel,” understreger Caroline Stage.
Ambitionerne er tårnhøje hos CAISA – ikke kun på Danmarks vegne, men på Europas. Derfor igangsætter centeret også langsigtede forskningsprojekter, såkaldte moonshots, der udforsker nye veje til digital suverænitet og ansvarlig kunstig intelligens til gavn for hele samfundet.
”Hvis vi lykkes, kan Danmark ikke blot sikre en bedre udrulning af kunstig intelligens herhjemme, men også inspirere resten af verden til at følge en klogere vej,” forudser Rebecca Adler-Nissen.
Kort om CAISA og åbningen
- CAISA åbner officielt i dag kl. 14.00 ved et stort arrangement i Københavns Universitets festsal.
- Københavns Universitet og Aalborg Universitet får en ledende rolle i centeret, som også kommer til at inkludere forskere fra Aarhus Universitet, DTU og IT-Universitetet.
- CAISA skal samarbejde med virksomheder, myndigheder, organisationer og forskere i hele landet og internationalt.
- Centeret finansieres i de første tre år med 20 mio. kr. fra digitaliseringsmidlerne og 30 mio. kr. fra forskningsreserven.
CAISA’s chefforskere
Rebecca Adler-Nissen (centerleder), professor, Københavns Universitet
Thomas B. Moeslund (viceleder), professor, Aalborg Universitet
Serge Belongie, professor, Københavns Universitet
Roman Jurowetzki, lektor, Aalborg Universitet
Sune Lehmann, professor, Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet
Stine Lomborg, professor, Københavns Universitet
Morten Axel Pedersen, professor, Københavns Universitet
Helene Friis Ratner, lektor, Aarhus Universitet
Anna Rogers, lektor, IT-Universitetet i København
Anders Søgaard, professor, Københavns Universitet
Kontakter
Rebecca Adler-NissenProfessor og centerlederKøbenhavns Universitet
Tlf:30 22 40 75ran@ifs.ku.dkSimon Knokgaard HalskovPresse- og kommunikationsrådgiverKøbenhavns Universitet
Tlf:93 56 53 29skha@adm.ku.dkThomas B. MoeslundProfessor og vicelederAalborg Universitet
Tlf:99 40 87 87tbm@create.aau.dkOm Københavns Universitet
Københavns Universitets forskere og studerende har siden 1479 udvidet horisonter og bidraget til at bevæge verden fremad. Med sit internationale forsknings- og studiemiljø er universitetet placeret blandt de bedste i verden. Læs mere om Københavns Universitet samt dets institutter og centre.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Gode tilbud – dårligt for klimaet: Supermarkeders mængderabat fører til madspild23.6.2025 21:01:02 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt studie afslører en uheldig effekt af supermarkedernes populære “2 for 1”-tilbud: De får os ikke bare til at købe mere – de får os også til at smide mere mad ud.
Økonomer: Langsigtede investeringer kan blive mere retfærdige23.6.2025 08:54:44 CEST | Pressemeddelelse
To økonomer har udarbejdet en ny måde at tænke retfærdighed mellem senere og tidligere generationer ind i de langsigtsinvesteringer, vi som samfund laver på bl.a. klimaområdet. Den nye, teoretiske ramme kan gøre det lettere at balancere mellem nutidens og fremtidens interesser, mener forskerne.
”Mørke” personlighedstræk trives i samfund med korruption og ulighed12.6.2025 22:35:03 CEST | Pressemeddelelse
En ny global undersøgelse viser, at mennesker i samfund præget af korruption, ulighed, fattigdom og vold er mere tilbøjelige til at udvikle aversive, ”mørke” personlighedstræk såsom egoisme eller ondskabsfuldhed.
Forskere: Derfor kan du tvivle på egne evner, selv når du gør det godt3.4.2025 20:07:42 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Københavns Universitet og University College London har opklaret, hvorfor nogle mennesker føler sig usikre på deres evner – selv når de faktisk er gode til det, de laver.
Beviser på diskrimination øger ikke opbakning til politiske løsninger11.3.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Forskning og oplysning sikrer et mere præcist billede af diskriminationen i samfundet, men flytter ikke holdninger til politiske initiativer, der vil imødegå problemet. Nyt studie fra Københavns Universitet sætter spørgsmålstegn ved effekten af oplysningskampagner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum