Alvorlig tørke på vej?
7.5.2025 06:52:46 CEST | DMI – Danmarks Meteorologiske Institut | Pressemeddelelse
Mange husker nok den alvorligste tørke i nyere tid, der ramte Danmark i 2018. Tørkeindekset i år ligger allerede højt for årstiden, og tallet er stigende. Ser vi frem mod en sommer med udbredt tørke, og vil den kunne blive lige så alvorlig som i 2018? Få DMI’s bedste bud her!

Kimen til alvorlig tørke lægges typisk i løbet af foråret, hvor lange perioder uden regn vil tære på jordens vandmagasiner. Det opbyggede vandunderskud føres over i sommermånederne, og så skal der ikke så meget til, for at der kan udvikle sig egentlig tørke.
Sidste år satte april en ny nedbørsrekord, da der faldt over 100 mm i løbet af måneden – det står i skarp kontrast til det meget tørre forår, vi har været vidne til i 2025.
De seneste tre måneder har været usædvanligt nedbørsfattige. Samlet er der faldet under 63 mm. Siden 1874 er det kun sket 7 gange, at perioden februar-april har haft mindre nedbør. Til gengæld har der været mange flere solskinstimer end normalt, og temperaturen har også ligget et godt stykke over det normale. Alt sammen ingredienser, der indgår i tørke!
DMI’s tørkeindeks lige nu
DMI’s tørkeindeks giver et overblik over tørkeforholdene i de øvre jordlag i Danmark. Tørkeindekset går fra 0 til 10, hvor 0 betyder, at det øverste lag af jorder er mættet med vand, og 10 betyder, at det er tømt for vand.
Når man sammenholder det aktuelle tørkeniveau med meteorologernes vejrprognoser, giver det et billede af, hvordan tørken kan udvikle sig, og om der kan opstå risiko for tørke.
6. maj viser tørkeindekset i det meste af landet tørkeindeksværdier mellem 5 og 8 med de laveste værdier i Jylland og de højeste værdier mod sydøst – Bornholm, Lolland-Falster og Sydsjælland. Den gennemsnitlige indeksværdi er på 7,0 for Danmark som helhed, hvilket er hele 2,5 tørkeindekspoint over det normale for årstiden.
Vandmanglen i jorden i forhold til det normale svarer til over en halv måneds nedbør eller 25 liter pr. kvadratmeter.
Tørkeindekset i maj
Lige nu peger dagens opdaterede månedsprognose på, at der er risiko for landsdækkende tørkedøgn, svarende til at landstallet for tørkeindeks er mindst 9, allerede i slutningen af maj.
Det er ikke set så tidligt på året i de 21 år, DMI har data fra.
På Lolland-Falster har der de seneste dage lokalt været tørkeindeksværdier på 9, og den tendens vil hurtigt brede sig til Sjælland og Bornholm.
– Hvis vi skeler til sæsonprognosen fra 23. april for de kommende to måneder (https://www.dmi.dk/danmark/seasonprognose-dk/), der samlet set siger nedbør under det normale, samtidig med at det kan blive både varmt og solrigt i perioder, forventer vi generelt et højt tørkeniveau i perioden, vurderer Mikael Scharling, der er klimatolog i DMI.
– Det er dog endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt tørken kan udvikle sig lige så ekstremt som i 2018, da tørken dengang først for alvor slog igennem i juli. Umiddelbart er der noget nedbør at finde i sæsonprognose for både juni og juli, så jeg tvivler på, at vi kommer til at se en gentagelse af 2018-tørken, siger Mikael Scharling.
DMI følger udviklingen i tørkesituationen tæt, og man kan man altid se det aktuelle tørkeindeks på: https://www.dmi.dk/torkeindeks eller https://www.dmi.dk/vejrarkiv
Fakta | Tørkeindeks
Tørkeindeks bygger på en vandbalancemodel, der hver dag estimerer mængden af vand i det jordvandsmagasin, som planterne har til rådighed.
Planternes roddybde og jordtypen bestemmer i praksis størrelsen af jordvandsmagasinet, som kan variere meget selv inden for et mindre område.
Ved beregning af DMI’s Tørkeindeks er jordvandsmagasinstørrelsen sat til 100 millimeter som et middeltal for hele Danmark.
Den aktuelle vandmængde justeres dagligt i modellen som følge af nedbør, fordampning og nedsivning.
Data fra Tørkeindeks hentes oftest som en visuel fremstilling fra dmi.dk/torkeindeks, men data kan også hentes i rå form fra DMI’s Vejrarkiv eller fra Frie Data.
Fakta | Tørke og landbrug
Tørke kan få store konsekvenser for landbruget, der kan miste udbyttet af afgrøderne.
Afgrøder er mest sårbare i vækstsæson, hvor deres rodnet endnu ikke er fuldt udviklet, og derfor kan et tørt forår være afgørende for, hvor skadelig en potentiel tørke bliver.
En længerevarende tørke kan påvirke vandstanden i søer og åer, give skader på naturområder og forøge risikoen for naturbrande.
Kilde: Seges Innovation

Kontakter
DMI Kommunikation
Tlf:39157509presse@dmi.dkOm Danmarks Meteorologiske Institut
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev etableret i 1872, og det er i dag en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
DMI varetager den meteorologiske betjening af samfundet inden for Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland med omliggende farvande og luftrum.
Den meteorologiske betjening omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet.
Følg pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Skybrud lærer os at spare på den næste regning28.8.2026 07:12:16 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har klimatilpasset sig mod skybrud siden 2005. Alligevel blev skybruddet i København i 2011 et vendepunkt. Ny forskning fra DMI viser, at erfaringer fra oversvømmelser kan mindske senere skader.
Havets overflade er rekordvarm25.8.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ifølge den europæiske klimatjeneste, Copernicus, har verdenshavene sat rekord. Overfladevandet er varmere end nogensinde registreret. Det skyldes global opvarmning og det naturligt tilbagevendende klimafænomen El Niño.
Rekordvarmt hav og knastørt Vesteuropa satte præg på juli 202610.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Havoverfladen på tværs af næsten hele kloden uden for polarområderne har aldrig været varmere i en juli måned. Samtidig afsluttede Vesteuropa sin varmeste juni-juli-periode nogensinde med hedebølger, tørke og omfattende naturbrande
Juni 2026 blev den varmeste juni nogensinde målt i Vesteuropa og den næstvarmeste juni globalt9.7.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ifølge den europæiske klimatjeneste Copernicus Climate Change Service (C3S) blev juni den varmeste nogensinde målt i Vesteuropa, mens juni globalt blev den næstvarmeste i målehistorien. De ekstreme havtemperaturer er i høj grad med til at løfte temperaturerne.
DMI vil i lommen på grønlænderne7.7.2026 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
DMI lancerer en grønlandsk udgave af ’Meteorologens kommentar’, der kan læses på mobilen. Her forklarer meteorologerne det vejr, der får betydning for hverdagen – i et mere direkte sprog og med blik for de store lokale forskelle.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum