Bedre forhold for demente på museerne
5.5.2025 08:12:34 CEST | Langelands Museum | Pressemeddelelse
Uge 19 er den årlige demensuge, hvor der landet over bliver sat fokus på den alvorlige sygdom som rammer flere og flere. Selv om man rammes af demens, skal der være mulighed for en god tilværelse, og det er Langelands Museum med til at bidrage til.

Langelands Museum har sammen med Østfyns Museer fået midler fra Slots- og Kulturstyrelsen til i 2025 at sætte fokus på kulturhistorisk formidling til borgere med demens. Det udmønter sig i projektet "Med alle sanser", hvor museerne bringer formidlingen til borgere med demens ud i lokalsamfundene, og i denne kontekst vil Langelands Museum arbejde med at gøre Langelandsfortet mere inkluderende. Her er det museets projektleder, Helle Ansholm Rasmussen, som i samarbejde med formidlingsinspektør Susanne Pedersen på fortet skal finde måder at gøre museet mere demensvenligt.
"Vi skal tilpasse vores formidling til en gruppe borgere, som måske har nogle andre behov end størstedelen af vores gæster, og det kunne eksempelvis være at præsentere de underjordiske bunkers oppe på landjorden, så også gangbesværede borgere kan blive klogere på, hvad der gemmer sig nede i dybet," fortæller hun. Hun er i gang med at skabe kontakter til en række institutioner og organisationer, der i skøn forening kan hjælpe museet med at gøre udstillinger og udstillingssteder mere demensvenlige.
Projektet står på skuldrene af et samarbejde, som museet havde med UCL tilbage i 2023, hvor der også blev kigget ind i, hvordan et sted som Langelandsfortet kunne styrke sin formidling for demensramte besøgende. Dengang modtog museets formidlingsinspektør Susanne Pedersen en række anbefalinger, og det er nogle af disse, som der nu arbejdes aktivt med at få omsat til virkelighed.
"På nogle punkter er det i virkeligheden relativt simple ting, der skal til for at vores udstillinger og formidling bliver mere tilgængelige for demensramte og øvrige sårbare besøgende. Derfor har disse samarbejder også været meget gavnlige for os, for de giver os mulighed for at sparre med nogle fagfolk, som ser anderledes på vores museum. Vi ønsker bare at gøre Langelandsfortet så tilgængeligt for så mange som muligt," udtaler Susanne Pedersen.
Senere på året kommer Slagelse Ældreråd til Langeland for at besøge Langeland Kommunes Seniorråd. I den forbindelse præsenterer museet sine planer for en demens-venlig udvikling af Langelandsfortet.
Billeder

Langelands Museum
Langelands Museum har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Langeland, Strynø og Siø. Museet har af Slots- og Kulturstyrelsen fået tildelt arkæologisk ansvar for Langeland Kommune og Ærø Kommune, samt det marinarkæologiske ansvar for farvandet omkring Fyn, og den jyske østkyst fra grænsen til Vejle fjord. Langelands Museum har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. Museet blev etableret i 1900 af købmand og amatør arkæolog Jens Winther.
Langelands Museum omfatter fire museer: Langelands Museum i Rudkøbing, Koldkrigsmuseum Langelandsfort ved Bagenkop, Besøgscenter Langeland i Rudkøbing og Tobaksladen i Tranekær.
På Langelands Museum vises permanente udstillinger samt skiftende særudstillinger om den langelandske historie fra stenalder og til nutid.
Koldkrigsmuseum Langelandsfort ligger midt i den langelandske idyl som ét af den kolde krigs tavse vidner. På Langelands sydligste spids blev Langelandsfortet opført i starten af 1950’erne og udstyret med fire 150 mm kanoner, luftværnsstillinger og underjordiske bunkers. Herfra holdt danskerne øje med Warzsawa-pagtens fly- og flåde aktiviteter i den vestlige del af Østersøen. I dag fortælles her koldkrigshistorie, og det foregår både over og under jorden.
Besøgscenter Langeland rummer en lille udstilling, hvor Langelands historie fortælles, fra den tidligste fortid til i dag, med unikke genstande og med en kobling til den store danske fortælling.
Tobaksladen i Tranekær er den eneste i Danmark, der endnu står på sin oprindelige plads. Den blev bygget omkring slutningen af 2. verdenskrig af husmand Hans Hansen. I laden kan man i tekst og billeder følge tobakkens historie i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Langelands Museum
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Langelands Museum
Dengang Danmark havde tre efterretningstjenester...12.6.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er ikke mange som ved det, men under den kolde krig havde Danmark i en periode tre efterretningstjenester og ikke kun de to som vi kender i dag, PET og FE. Fra slutningen af 1940'erne og frem til begyndelsen af 1970'erne eksisterede den mest hemmelige af tjenesterne, Forsvarets Central Radio, og opgaven var at følge, overvåge og aflytte fjenden i øst!
Stor markering af nye udstillinger på fortet!3.6.2026 16:20:52 CEST | Pressemeddelelse
Det er ikke hver dag, at et museum åbner hele tre udstillinger på én gang, men det sker lørdag den 13. juni, når Koldkrigsmuseum Langelandsfort byder alle til stor udstillingsåbning. Med tre nye unikke fortællinger byder museet denne sommer på et interessant indblik i den kolde krigs skjulte og hemmelige sider.
Fjendens krigsplaner mod Danmark på museum15.5.2026 09:40:29 CEST | Pressemeddelelse
Der var udarbejdet hemmelige og omfattende planer for, hvordan Danmark i tilfælde af krig mellem Øst og Vest skulle angribes og besættes under den kolde krig. Snart kan man blive klogere på, hvordan fjenden i Øst forfinede disse planer over tid, og hvordan angrebene skulle have været udført. Det sker, når Koldkrigsmuseum Langelandsfort åbner en ny udstilling om østblokkens offensive krigsplaner mod Danmark.
Dansker opklarede mystisk giftmord i London12.1.2026 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et af den kolde krigs største internationale mysterier er efter årtier blevet opklaret, og det var en dansk journalist som kom til bunds i det sagnomspundne giftmord i hjertet af London. Nu kommer han til Rudkøbing og fortæller om den årelange undersøgelse med det overraskende resultat.
Kom med til afvigernes ø...19.12.2025 13:00:10 CET | Pressemeddelelse
I midten af januar kommer historie-professor Poul Duedahl til Rudkøbing for at fortælle om "Livø-Anstaltens historie", som i årtier var stedet, hvor nogle af samfundets afvigere, udskudte eller kriminelle blev placeret. En af øens placerede blev siden hen far til en dansk statsminister.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum