Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse roser regeringsudmelding: Gratis rygestopmedicin og rådgivning til kræftpatienter vil gøre en stor forskel

Del

Nyt forslag vil styrke rygestop for kræftpatienter og borgere i risiko for kræft. 

- En klog investering i både liv og livskvalitet, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, om regeringens forslag om rygestopmedicin og rådgivning.
- En klog investering i både liv og livskvalitet, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, om regeringens forslag om rygestopmedicin og rådgivning. Kræftens Bekæmpelse

Kræftpatienter og mennesker med forhøjet risiko for kræft på grund af rygning skal fremover have tilbud om gratis rygestopmedicin i kombination med rådgivning. Det foreslår Sundhedsministeriet i dag på deres hjemmeside. Tilbuddet skal være en del af den kommende Kræftplan V og kommer på baggrund af nye tal, der viser, at overlevelsen efter lungekræft stadig er lav. 

Kræftens Bekæmpelse kalder udmeldingen et afgørende skridt i den rigtige retning: 

– Vi har længe arbejdet for, at rygestop bliver en integreret del af kræftbehandlingen. At regeringen nu tager dette vigtige skridt, vil få positiv betydning for tusindvis af patienter og borgere i risiko. Rygning øger risikoen for mere end 15 forskellige kræftformer. Så det er en klog investering i både liv og livskvalitet, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.  

Effekt som traditionel behandling – og billigere
Forskning viser, at det gør en stor forskel at stoppe med at ryge, når man har lungekræft. Det kan forbedre effekten af kræftbehandlingen, mindske risikoen for tilbagefald og øge chancen for at overleve. For nogle patienter er gevinsten faktisk på niveau med traditionelle behandlinger som kirurgi eller strålebehandling. Et rygestop kan også give bedre livskvalitet og forebygge, at sygdommen forværres.  

Alligevel bliver kun én ud af fem dagligrygere i hospitalsbehandling opfordret til at stoppe med at ryge, viser en undersøgelse fra 2022.  

Chancen for at gennemføre et rygestop er større, hvis medicinsk nikotinerstatning kombineres med professionel rådgivning.  

– Det er entydigt, at et rygestop gavner. Alligevel bliver alt for få patienter spurgt om deres rygevaner i mødet med sundhedsvæsenet. Det viser, med al tydelighed, at vi har brug for en langt stærkere og mere systematisk rygestopindsats som en fast del af kræftbehandlingen, siger Jesper Fisker. 

Et redskab mod ulighed i sundhed
Rygestop forlænger ikke bare livet, men er også et vigtigt skridt mod mindre social ulighed i sundhed. Rygning er langt mere udbredt blandt mennesker med kort uddannelse, som desværre også i højere grad dør af tobaksrelaterede sygdomme. 

– Hvis vi for alvor skal mindske uligheden i sundhed, er det nødvendigt at sætte ind mod rygning. Her er bedre hjælp til rygestop og gratis rygestopmedicin et vigtigt værktøj, siger Jesper Fisker. 

De fleste kommuner tilbyder forskellige rygestopkurser, Stoplinien tilbyder telefonrådgivning og appen Kvit, som er udviklet af Kræftens Bekæmpelse, giver personlig støtte på mobilen. Alle tilbud er gratis. 

Tal fra ’Danskernes rygevaner 2024’ viser, at tre ud af fire dagligrygere gerne vil stoppe med at ryge. 

Rygning og risiko:
Rygning er hvert år årsag til omkring 16.000 ekstra dødsfald i Danmark sammenlignet med personer, der aldrig har røget. Dette svarer til cirka 30 pct. af alle dødsfald i den voksne danske befolkning. Rygning øger risikoen for bl.a. lungekræft, strubehovedkræft, mundhulekræft, blærekræft og bugspytkirtelkræft. Derudover øger tobaksrygning risikoen for hjerte-kar- og lungesygdomme. 

Sygdomsbyrden i Danmark - risikofaktorer 2022 

Kontakter

Om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.

Besøg os på Cancer.dk.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye