
Kom til grundlovsdag i Folketinget
Torsdag den 5. juni 2025 inviterer Folketinget alle til at fejre grundlovsdag på Christiansborg.

Grundlovsdag vil blive fejret i Folketinget med en lang række aktiviteter for både børn og voksne fra kl. 10.00 til kl. 15.00. Du kan bl.a. kigge indenfor i Folketingssalen, se det nye gruppeportræt af 30 betydningsfulde kvinder i politik, synge med på fællessang og dyste med andre gæster i grundlovsbanko. Du kan også møde bevægelsen Grundlovsfesten, der arbejder for at gøre det til en fast tradition for alle generationer at fejre grundlovsdag. Fri entré.
”Grundloven er vores lands vigtigste lov – den skal vi være både glade for og stolte over. Den sætter rammerne for hele vores samfund. Stærke kræfter i civilsamfundet arbejder gennem Grundlovsfesten på at løfte grundlovsdag til en større og mere festlig national fejring af vores demokrati, fællesskab og grundlov. Det vil Folketinget gerne bakke op om. Derfor åbner vi som noget nyt dørene den 5. juni, hvor alle kan komme ind og opleve Folketinget og være med i aktiviteter, der har grundloven som omdrejningspunkt. Hermed en opfordring til alle om at fejre grundlovsdag – om det er lokalt eller på Christiansborg,” siger formanden for Folketinget Søren Gade.
Program
Oplev Folketingssalen indefra
Træd ind i folkestyrets helt centrale arena og se, hvordan salen er indrettet. Få indblik i hverdagen i Folketingssalen og i, hvem der sidder hvor, når Folketingets betjente fortæller om arbejdet i salen.
Mød grundloven
Hvordan var det nu, det var? Dyk ned i grundlovene og bliv klogere på, hvem der er med til at bestemme i Danmark, og hvorfor grundloven fra 1915 er så vigtig, når Folketingets betjente fortæller historien i både voksen- og børnehøjde ved grundlovene i Vandrehallen.
Du kan også lade børnene gå på opdagelse i en 2 m høj grundlov, hvor de kan skrive deres egen paragraf.
Spil med i det store bankoshow
Det politiske arbejde i Folketinget indeholder en masse tal og numre. Til det store bankoshow i Landstingssalen kan børnene gå på jagt efter tal til bankopladen. Børn og voksne dyster på samme hold, og der er selvfølgelig præmier til vinderne og et særligt grundlovsdagsminde til alle deltagende børn.
Kom ind i det kreative værksted
I Grundlovsværelset kan du dekorere dit eget festtegn med farver, glimmer, perler og fjer. Du kan også starte en skattejagt, hvor du skal løse gåder blandt Vandrehallens statsministerportrætter og i ”den onde malers” blomsterfrise. Bevægelsen Grundlovsfesten, der samarbejder med foreninger, organisationer og skoler for at stable grundlovsfester på benene over hele landet, står bag.
Vær med til fællessang i Vandrehallen
I Vandrehallen vil sanger Katrine Muff, Sangskattens kapelmester, Nikolaj Muldkjær, og violinist Maria Jagd spille op til fællessang med en række kendte og folkekære sange. Katrine Muff er kendt som komponist, sanger og tv-vært – bl.a. fra DR1’s populære program Fællessang – hver for sig. Nikolaj Muldkjær har som vært, kapelmester og idémand bag projektet Sangskatten turneret hele Danmark rundt med fællessang sammen med en lang række solister. Maria Jagd er en alsidig violinist, der bevæger sig på tværs af mange genrer – fra klassisk musik til film og eksperimenterende lydlandskaber.
Se gruppeportrættet i Samtaleværelset
30 kvindelige politikere, der har sat deres præg på folkestyret, blev i efteråret 2024 hyldet med et stort maleri. På grundlovsdag får du en unik mulighed for at møde billedkunstner Mie Mørkeberg, der har udført maleriet. Her kan du høre om processen bag gruppeportrættet – fra idé til færdigt maleri. I to oplæg deler Mie Mørkeberg sine tanker og kunstneriske overvejelser om at portrættere 30 kvinder på tværs af tidsaldre, generationer og politiske holdninger i ét samlet maleri. Oplæggene er gratis, men kræver billet på grund af begrænset plads. Billetterne kan bookes fra onsdag den 14. maj på Folketingets hjemmeside efter først til mølle-princippet. Mellem oplæggene kan du møde Mie Mørkeberg, når hun står klar til at svare på spørgsmål om maleriet.
Grundlovskage
Der bliver serveret kage, kaffe og kakao.
Se hele programmet, find tidspunkter og praktiske oplysninger her:https://www.ft.dk/da/aktuelt/tema/grundlovsdag
Hent pressebilleder her:
https://www.ft.dk/da/billeder_fra_christiansborg
Nøgleord
Kontakter
Folketingets Kommunikationsenhed
grundlovsdag@folketinget.dkBilleder



Links
Følg pressemeddelelser fra Folketinget
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Folketinget
Folketinget: Prisopgave - Folketinget kårer unge EU-formidlere22.3.2010 14:00:13 CET | Pressemeddelelse
Prisopgave - Folketinget kårer unge EU-formidlere
Folketinget: Ny "Europa-Økonomianalyse" fra Folketingets Administration8.2.2010 11:50:19 CET | Pressemeddelelse
Finanskrise: Ledigheden i de nye EU-medlemslande stiger stærkt. Stor stigning i den offentlige gæld i EU
Folketinget: Året der gik i Folketinget18.12.2009 16:00:00 CET | Pressemeddelelse
Året der gik i Folketinget – beretning om folketingsåret 2008-09”
Folketinget: Konference for internationale parlamentarikere om COP 15 på Christiansborg3.12.2009 17:33:00 CET | Pressemeddelelse
Onsdag den 16. december 2009 er Folketinget vært for en konference for internationale parlamentarikere i IPU-regi (Interparlamentarisk Union). Temaet for konferencen er klimakonferencen, COP15.
Åbent samråd om EPJ (elektroniske patientjournaler)11.11.2009 15:35:29 CET | Pressemeddelelse
Åbent samråd om EPJ (elektroniske patientjournaler)