Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

Næste år kan københavnerne aflevere bleer til genanvendelse

Del

Danmarks første behandlingsløsning til bleaffald bliver en realitet i Storkøbenhavn. Københavns Kommune har sammen med Frederiksberg Kommune skrevet under på en aftale med den danske miljøvirksomhed Verdis A/S om at etablere et anlæg, der kan genanvende brugte bleer. Bleer der i dag bliver brændt som en del af restaffaldet.

Fra næste år kan man i København og på Frederiksberg sortere bleer til genanvendelse.
Fra næste år kan man i København og på Frederiksberg sortere bleer til genanvendelse. Københavns Kommune

Pap, glas og madaffald. Vi sorterer allerede en masse affald til genanvendelse. Nu er Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune gået sammen og har fundet en virksomhed, der vil modtage og genanvende bleer. Det nye anlæg skal ligge i Hvidovre og bliver dermed det første anlæg i Danmark, der kan genanvende bleer.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er glad for, at børneforældre og institutioner i København fremover skal sortere bleaffald:

”Der er en stor klimamæssig gevinst ved at genanvende bleerne i stedet for at brænde dem af. Vi har mange småbørn i København, så potentialet er stort. Jeg er rigtig glad for, at der er en dansk virksomhed, der kan se et potentiale i at bygge et behandlingsanlæg til geanvendelse af bleer i Storkøbenhavn. Når vi beslutter os for at genanvende mere i København, skubber det netop på, at virksomhederne kan udvikle de gode løsninger, som også kan bruges mange andre steder,” siger hun.

Københavnerne er gode til at sortere bleer

Københavns Kommune har i 2022 lavet et forsøg med indsamling af bleer, der viste, at københavnerne er gode til at sortere bleer. Brugte bleer lægges i forvejen i en pose med knude på. Derfor kræver indsamlingen blot, at der sættes en ekstra beholder til bleer i gårdene i byen.

Beholderen vil blive sat op i ejendomme med mindst 6 blebørn i alderen 0-4 år, samt i institutionerne i København, når anlægget står klar i slutningen af 2026. Hvis man bor i en villa, kan man vælge at få en bleaffaldsbeholder, hvis man ønsker det.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det vil være realistisk at indsamle og levere 5.000 ton til genanvendelse pr. år, når ordningen er fuldt implementeret i år 2029. Derudover regner Frederiksberg Kommune med at kunne levere 250 ton bleaffald årligt til genanvendelse, men alene fra kommunens institutioner.

Det er den danske miljøvirksomhed Verdis A/S, der skal stå for at bygge og drive det nye anlæg til genanvendelse af bleer. CEO Stefan Olin fra Verdis er glad for, at visionen om genanvendelse af bleer nu bliver virkelighed:

”Vi er utroligt glade for, at Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune nu tager dette vigtige skridt mod en mere bæredygtig affaldshåndtering. Bleer er et nødvendigt engangsprodukt for mange familier, og her giver genanvendelse den største miljøgevinst. Vi er stolte af, at det bliver Verdis, der nu skal opføre anlægget og sikre, at bleaffaldet kan blive genanvendt i stedet for at ende som restaffald,” siger han.

Planen er, at anlægget vil stå færdigt og klar til brug i slutningen af 2026.

Fakta:

- Fra bleaffaldet udvindes blandt andet plast, cellulose og vand. Plasten kan bruges til produktion af nye produkter, fx understøtning til solpaneler, rammer til bilradioer eller grusmåtter.

- Københavns Kommune vurderer ikke, at den nye ordning vil resultere i øgede lugtgener, fordi bleerne i pose blot skifter beholder fra restaffald til en dedikeret beholder til brugte bleer.

- Københavns Kommune forventer, at der kan indsamles 5.000 ton bleer til genanvendelse pr. år, når ordningen er fuldt implementeret i år 2029.

- Frederiksberg Kommune forventer at kunne levere 250 ton bleaffald til genanvendelse årligt fra kommunens institutioner.

- Københavnerne bruger ca. 46 mio. bleer årligt. Bleaffald udgør mindst 7 % af restaffaldet fra de københavnske hjem.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye