Livmoderhalskræft kan være udryddet om 10-15 år
14.4.2025 09:33:05 CEST | Kræftens Bekæmpelse | Pressemeddelelse
I en ny statusartikel konkluderer eksperter, at livmoderhalskræft kan blive den første kræftform, der forsvinder helt fra Danmark.

Eksperter vurderer, at livmoderhalskræft er tæt på at være udryddet i Danmark. Allerede inden 2040 kan så få kvinder blive ramt af sygdommen, at den vil blive betragtet som elimineret. Hvis det sker, vil det være første gang, en kræfttype forsvinder.
- Det er jo fuldstændig enestående, at vi kan stå her i dag og sige, at vi kan udrydde en kræfttype inden for en relativ kort tidshorisont. I 1960’erne var livmoderhalskræft den tredje hyppigste kræftform for kvinder – i dag er den nr. 13, siger Janne Bigaard, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Hun og kollegerne Susanne Krüger Kjær og Berit Andersen, der begge er overlæge og professor, har ud fra de nyeste danske data gjort status på de tre forudsætninger, der skal bane vejen for udryddelse af livmoderhalskræft i Danmark: tilslutning til HPV-vaccination, deltagelse i screening for livmoderhalskræft og opfølgning, når en kvinde har celleforandringer. Resultaterne er udgivet i Ugeskrift for Læger i april 2025.
Høj tilslutning til vaccination og screening
Konklusionen er, at det går godt – rigtig godt endda. Danmark nærmer sig WHO’s grænse for elimineringen af livmoderhalskræft, som er defineret som mindre end fire tilfælde per 100.000 kvinder.
- Danmark kan være blandt de første lande i Europa, der eliminerer livmoderhalskræft, understreger Janne Bigaard.
Når lægerne opdager celleforandringer hos en kvinde, bliver der fulgt op stort set hver gang med kontroller eller keglesnit, der fjerner de ændrede celler. Men for at eliminere livmoderhalskræft kræver det også høj tilslutning til HPV-vaccinationen i børnevaccinationsprogrammet, og at så mange kvinder som muligt deltager i screening.
De nyeste danske tal viser en vaccinetilslutning på 89 pct. for 12-årige drenge og piger til første ud af to HPV-vaccinationer. Dette er ikke langt fra målet på 90 pct. For screening er der et stykke op til ønsket om, at 70 pct. deltager, da kun omkring 60 pct. af kvinder i Danmark tager imod tilbuddet.
- Hvis det skal lykkes at udrydde livmoderhalskræft, kræver det, at myndighederne holder øje med udviklingen og sætter ind, hvor tilslutningen til vaccination og screening er for lav. Vi ved f.eks., at der er sociale og etniske forskelle i, hvem der tager imod tilbuddene, forklarer Janne Bigaard.
Screening med hjemmeprøve
Bigaard peger på hjemmeprøve som en relativt ny metode, der kan øge screeningsdeltagelsen. Her tager kvinden en virusprøve hjemme og sender den med posten til et laboratorium.
Forsøg viser, at flere kvinder, som ikke kommer til screeningsundersøgelse hos lægen, deltager, når de bliver tilbudt at tage prøven hjemme.
Dermed kan Danmark være et skridt nærmere målet: At ingen kvinder i Danmark skal blive syge eller dø af livmoderhalskræft.
Læs artiklen i Ugeskrift for Læger:
Nøgleord
Kontakter
Kræftens Bekæmpelses pressevagt
Tlf:35 25 74 00presse@cancer.dkBilleder

Om Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.
Besøg os på Cancer.dk.
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Flertal af kandidater vil gøre tobak og nikotin dyrere13.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kræftens Bekæmpelse jubler: Et vigtigt skridt for folkesundheden.
Kræftens Bekæmpelse lancerer egen solcreme12.3.2026 09:22:44 CET | Pressemeddelelse
Ny solcreme skal beskytte mod solens UV-stråler og støtte kræftsagen.
Nye tal: Fire ud af fem unge brugere af nikotinposer er afhængige12.3.2026 06:18:35 CET | Pressemeddelelse
Færre unge ryger, men flere bruger nikotinposer. Hæv prisen på tobak og nikotin til mindst 120 kr., opfordrer Kræftens Bekæmpelse.
Kræftens Bekæmpelse: Alt for mange ryger stadig – sæt prisen op til mindst 120 kr.5.3.2026 09:18:35 CET | Pressemeddelelse
Den Nationale Sundhedsprofil viser fald i andelen af rygere i Danmark. Positivt, men udviklingen går for langsomt, siger Kræftens Bekæmpelse, som vil have prisen på cigaretter og nikotin ind i valgkampen.
Forskning giver for første gang svar på generel kræftrisiko hos børn af fædre med testikelkræft3.3.2026 15:35:44 CET | Pressemeddelelse
Forskning mindsker bekymring for kræft.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum