"Jeg forstår ikke, hvorfor ikke flere kender til neurofeedback" – Rose Elvira synger sig fri med musik og hjernebølger

Da alt pludselig blev kaos for Rose Elvira, var hun kun 14. PTSD slog benene væk under hende, så hun måtte tilbringe dagene under dynen i stedet for i skole. Rose Elvira endte med hjemmeskoling, men at holde fokus var svært, for hendes hjerne føltes helt tåget. Men så fandt hun heldigvis to ting, der hjalp hende tilbage på sporet: neurofeedback og musik.

Nu er Rose Elvira tilbage og stærkere end før. Ikke fordi hun har glemt de svære ting, men fordi hun har lært at leve med dem uden at blive overvældet.

"Jeg fatter ikke, at flere ikke kender til neurofeedback. Det burde virkelig være almengyldig viden, at man kan træne sit nervesystem på en blid og næsten hyggelig måde – uden at skulle genfortælle alle sine traumer hver gang.  Og det er drænende at skulle åbne op om sine traumer for nye psykologer og terapeuter i håb om at finde én, der kan hjælpe. Samtaleterapi er ikke for alle og kan være ret voldsomt.”

Neurofeedback – en chill måde at finde ro og balance

Forløbet med neurofeedback ændrede alt for Rose Elvira. Det præsenterede sig som en metode, hvor hjernens balance kunne genoprettes i en afslappet og behagelig atmosfære. Processen medfører, at man blot sidder tilbage i en komfortabel stol, ser en film, og samtidig får hjernen feedback-signaler, der guider nervesystemet mod en tilstand af ro og harmoni. Den subtile træning af hjernen banede vejen for, at Rose Elvira langsomt men sikkert kunne mærke en forskel i sin daglige tilværelse.

"Det handler ikke om at gå i dybden med alle de svære ting. Det er faktisk ret nice. Man sidder bare og ser noget hyggeligt på en skærm, mens hjernen får feedback-signaler, og så begynder nervesystemet at finde sin egen ro. For mig var det nærmest magisk. Efter et par gange kunne jeg trække vejret dybere og føle mig selv igen."

Denne forvandling markerede begyndelsen på et nyt kapitel i hendes liv, hvor hun igen kunne puste ud og trække vejret dybt, fri fra en indre tumult.

Musik som udtryksform

Samtidig begyndte Rose Elvira at skrive. Først små glimt. Så hele sange. De blev til for at overleve, finde mening og komme tættere på sig selv. Hendes guitar og klaver blev brugt mere dag for dag efterhånden som hun fik det bedre.

”Når jeg skriver, finder jeg mig selv igen. Nogle dage stirrer jeg bare på tangenterne, mens andre dage skriger jeg mit hjerte ud, mens jeg spiller guitar til jeg får vabler. PTSD tog mit mod til at snakke om alt, men jeg fandt ud af at jeg kan skrive sange fra en fiktivs synsvinkel. Det gav mig modet til at tale om oplevelserne senere.”

Det, der startede som en personlig rejse, er nu blevet til et helt album, og Rose Elvira har udgivet sine første demoer på Soundcloud. Her synger hun om ensomhed, gaslighting, indre konflikter og vores misforståelser som mennesker.

"Mine sange handler om erfaringer med kontrol, afmagt og at forstå sig selv. Jeg er interesseret i, hvordan vi møder verden forskelligt – og hvor meget smerte de forskelle kan skabe, hvis vi ikke prøver at forstå hinanden. Musikken hjælper mig med at vise det, og lidt tilgivelse på vejen."

Et lys til unge i krise

Nu nyder Rose Elvira ungdomslivet igen, og hun har modet til at stå på scenen. Hun bærer sine oplevelser med sig og håber, at hun kan hjælpe andre unge med at genkende sig selv i hendes historie. Hun ønsker også, at flere opdager neurofeedback som en mulighed, og at hendes sange kan give støtte til dem, der har brug for det. Rose Elvira glæder sig til at spille på Femifestival i Odense til august, og er mega glad for sin første booking.

”Det var svært at tro på, når folk sagde, at det hele ville blive ok. Men jeg må erkende, at de havde ret. Det er muligt at finde sin vej. Det handler bare om at finde dén vej, der giver mening for dig.”