Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet

Det offentlige giver det private baghjul på ligestilling i toppen

6.11.2026 06:00:00 CET | Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet | Pressemeddelelse

Del

Nye tal viser, at kvinder udgør 41,8 pct. af medlemmer i bestyrelser og 47,4 pct. af den øverste ledelse, når man ser på gennemsnittet i de offentlige institutioner. Dermed ligger det offentlige langt foran det private, når det kommer til ligestilling i topledelse og bestyrelser.

Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen

Udviklingen i kønsfordelingen i toppen af den offentlige sektor går den rigtige vej. Det viser den nye opgørelse af kønssammensætningen i 615 offentlige institutioner og virksomheder mv.

I gennemsnit er 41,8 pct. af medlemmerne i de offentlige bestyrelser kvinder, mens kvinder udgør 47,4 pct. af de øverste ledelser. Udviklingen siden 2023 er positiv på flere områder. I departementerne er andelen af kvinder i den øverste ledelse f.eks. steget med 8,5 procentpoint siden 2023 og ligger nu på 50 pct.

Samtidig har 52,3 pct. af institutionerne en ligelig kønsfordeling i deres bestyrelse, mens 66 pct. har en ligelig kønsfordeling i den øverste ledelse.

På det private område viser tal fra Danmarks Statistik, at kvinder udgør 21 pct. af bestyrelsesmedlemmerne og 16 pct. af direktørerne.

Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen siger:

”Der er god grund til at være tilfreds med den udvikling, vi ser i det offentlige. Når to ud af tre offentlige institutioner har en ligelig kønsfordeling i toppen, så viser det, at det flytter noget at arbejde målrettet med ligestilling i ledelser og bestyrelser. Men det private erhvervsliv er fortsat for langt efter, når det kommer til ligestilling i bestyrelser og ledelse. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skal være så meget sværere i det private sammenlignet med det offentlige. Jeg har en klar forventning om, at der kommer mere fart i udviklingen.

For mig handler det om, at både kvinder og mænd skal have reelt lige mulighed for at nå toppen, uanset om det er i en offentlig institution eller en privat virksomhed. Vi skal kort og godt sørge for, at vi får alle talenter i spil.”

Selvom den samlede udvikling er positiv, er der forskel på de enkelte dele af den offentlige sektor.

Blandt institutioner med bestyrelser har 70 pct. af styrelser, direktorater mv. en ligelig kønssammensætning, mens det gælder 14,8 pct. af de kommunale fællesskaber. For den øverste ledelse er 80 pct. af regionerne ligeligt sammensat, mens det gælder 33,3 pct. af de statslige aktieselskaber.

Om tallene

I alt har 615 offentlige institutioner og virksomheder mv. indberettet oplysninger om kønssammensætningen i 2025. Ligestillingsloven forpligter offentlige institutioner til at arbejde for en ligelig kønssammensætning i bestyrelser og den øverste ledelse. En ligelig kønssammensætning forstås som mindst 40 pct. af det underrepræsenterede køn. Når en offentlig institution ikke har en ligelig kønsfordeling, er den forpligtet til at opstille et måltal og have en politik for at fremme en mere ligelig kønssammensætning.

Der afrapporteres hvert andet år. Nøgletallene fra afrapporteringen for 2025 giver status over kønssammensætningen, måltal og politikker og viser udviklingen siden sidste afrapportering i 2023.

Nøgletallene og de enkelte institutioners indberetninger offentliggøres på ligestillingiledelse.dk.

Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet

Ny undersøgelse: Algoritmer fører unge mænd ufrivilligt ind i manosfærens kvindehad og snævre mandeidealer på få minutter19.10.2026 06:08:07 CEST | Pressemeddelelse

For første gang får vi i Danmark konkret viden om, hvordan unge mænd møder indhold med kvindehad og potentielt skadelige idéer om, hvad det vil sige at være en ”rigtig mand” på sociale medier. En ny undersøgelse viser, hvordan de meget hurtigt kan blive præsenteret for indhold fra manosfæren, også uden selv at have vist interesse for det.

Deling af prøveresultater skal forhindre svindel med asbestprøver fra årsskiftet28.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Fra den 1. januar 2027 skal arbejdsgiver sikre, at de ansatte får adgang til resultater af asbestprøver direkte fra analysevirksomheden. Samtidig skal bygherre sikre adgang til asbestresultater på byggepladsen via Plan for Sikkerhed og Sundhed (PSS). På den måde bliver det sværere at snyde med asbestprøver. Ministeren takker fagforeningsfolk for at hjælpe med at få udfordringerne frem og komme med forslag til regelændringerne.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye