Miljøminister udpeger formand og næstformand for forundersøgelse af nationalpark ved Smålandsfarvandet
Miljøminister Magnus Heunicke har udpeget Mikael Smed og Knud Vincents til henholdsvis formand og næstformand for den styregruppe, der skal drive forundersøgelsen af den mulige nationalpark.
Arbejdet med at undersøge muligheden for en nationalpark ved Smålandsfarvandet tager nu et vigtigt skridt fremad. Miljøminister Magnus Heunicke har udpeget en formand og næstformand for den styregruppe, der skal drive forundersøgelsen af den mulige nye nationalpark i Smålandsfarvandet.
Miljøministeren har udpeget Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune, som formand, og Knud Vincents (V), borgmester i Slagelse Kommune, som næstformand. Formand Mikael Smed og næstformand Knud Vincents vil få til opgave at sikre fremdrift i forundersøgelsen og et godt samarbejde i styregruppen.
"Smålandsfarvandet rummer enestående natur og en rig kulturhistorie og har potentialet til at blive Danmarks næste og største nationalpark. Hvis nationalparken skal blive til virkelighed, er det afgørende, at vi inddrager lokalsamfundet. Mikael Smed og Knud Vincents har vist stort engagement i den mulige nationalpark, og de kan sikre, at lokale synspunkter bliver belyst, og at lokale interessenter bliver inddraget," siger Magnus Heunicke.
"Jeg er overbevist om, at en udnævnelse af Smålandsfarvandet til nationalpark vil være en stor gevinst for både naturen, lokalsamfundene og alle os, der brænder for at forbedre havmiljøet og biodiversiteten i vores farvande. Derfor er det vigtigt, at vi lytter til alle synspunkter og ønsker, så vi kan skabe et solidt fundament for beslutningen. I Vordingborg Kommune er vi allerede godt i gang med flere spændende naturgenopretningsprojekter, som vi gennemfører i tæt samarbejde med organisationer, lokale foreninger og frivillige. Det giver os et stærkt udgangspunkt, når vi nu skal sikre en bred involvering og en god dialog om de udfordringer og muligheder, der følger med en eventuel nationalparkstatus for Smålandsfarvandet," siger Mikael Smed.
"Jeg er glad for at få muligheden for at spille en aktiv rolle i arbejdet med at undersøge en nationalpark ved Smålandsfarvandet. Det kan blive en unik attraktion, som både vil fremme naturbeskyttelse og tiltrække besøgende til vores område. Den harmonerer også godt med vores arbejde med at skabe en blå-grøn naturpark ved Kruusesminde med et Storebæltscenter, der skal formidle naturen under vandet. Derfor vil det også være oplagt at udvide nationalparken op til nord for Storebæltsbroen, og det ser jeg frem til at drøfte med styregruppen," siger Knud Vincents.
Formålet med forundersøgelsen er at vurdere, om området tilfredsstiller kravene, der er fastsat i nationalparkloven for oprettelse af en nationalpark, samt at afklare lokal opbakning blandt borgere, kommuner og lokale organisationer. Forundersøgelsen gennemføres lokalt i tæt samarbejde mellem de berørte kommuner, foreninger, organisationer og Naturstyrelsen samt med løbende inddragelse af lokalbefolkningen.
Styregruppen får til opgave at udarbejde en endelig rapport, der beskriver indholdet og afgrænsningen af en mulig nationalpark i Smålandsfarvandet samt vurderer den lokale opbakning. Styregruppen skal tage udgangspunkt i de langsigtede muligheder for udvikling af natur, friluftsliv, turisme og det lokale erhvervsliv over de næste 20-30 år.
Forundersøgelsen forventes at blive afsluttet i sommeren 2026. Når forundersøgelsen er afsluttet, vil resultaterne blev forelagt forligskredsen bag nationalparkloven, der skal tage stilling til, om området skal være en nationalpark.
Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Malena Chandrasekaran Pirasath, Miljø- og Ligestillingsministeriet, tlf. 21 72 53 93.
Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Ministeren kræver handling og melder 25 kommuner for lovbrud1.4.2025 07:04:33 CEST | Pressemeddelelse
Fristen for tinglysning af kommunernes påbud om beskyttelse af drikkevand nær boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) er nu udløbet. 11 kommuner har fortsat ikke indberettet beskyttelse af et eneste BNBO, og 14 kommuner har kun beskyttet mellem 1 og 19 pct. Nu vil miljøministeren melde dem til Ankestyrelsen.
Markant udvidelse: Naturnationalpark Ulvshale vokser med 80 hektar24.3.2025 09:29:57 CET | Pressemeddelelse
En udvidelse på 80 hektar sikrer nu mere sammenhængende vild natur på halvøen Ulvshale på det nordlige Møn, hvor de sjældne sommerfuglearter spættet bredpande og isblåfugl lever. Samtidig fremrykkes udvidelse af flere af Danmarks 15 naturnationalparker gennem konkrete opkøb i 2025, der skal udvide områderne.
Ny politisk aftale: Milliardinvesteringer til klimasikring mod højtstående grundvand21.3.2025 06:18:17 CET | Pressemeddelelse
Et bredt flertal bestående af regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet er enige om at gøre det lettere at klimasikre byområder, hvor ca. 450.000 bygninger med boliger er truet af højtstående grundvand. Aftalen forventes at bane vej for investeringer for anslået 60 mia. kr. i fælles klimaløsninger.
Ny rapport: Bedre luftkvalitet medfører 380 færre for tidlige dødsfald pga. luftforurening19.3.2025 09:29:41 CET | Pressemeddelelse
Ny rapport viser, at luftkvaliteten er forbedret i 2023. Det skyldes bl.a., at flere kører elbil, og at landbruget udleder mindre ammoniak. Udviklingen medfører et fald i for tidlige dødsfald som følge af luftforurening på ca. 380 sammenlignet med det foregående år.
Danmark presser på for kvinders rettigheder globalt10.3.2025 12:52:38 CET | Pressemeddelelse
Ministeren for ligestilling er i denne uge til den 69. samling i FN’s Kvindekommission (CSW69) i New York, hvor hans budskab er, at der internationalt skal værnes om kvinders ret til at bestemme over egen krop.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum