Ny rapport: Minedrift i dybhavet kan få store konsekvenser for naturen

På havbunden i dybhavet findes en lang række mineraler som kobolt, lithium, kobber og nikkel, der er eftertragtede i den moderne produktion af alt fra elbiler til mikrochips. Interessen for at udvinde mineralerne ved hjælp af minedrift i dybhavet er voksende, og de økonomiske interesser store.

Men i en ny rapport understreger WWF, at dybhavsminedrift vil modarbejde mindst 18 ud af 23 internationale mål for naturbevarelse i 2030 under FN’s Kunming-Montreal-protokol og 16 ud af 17 verdensmål. Det drejer sig særligt om tab af biodiversitet, tilbagegang i fiskebestande og negative klimaeffekter, der kan medføre store sociale og økonomiske konsekvenser.

Rapporten udkommer, mens den internationale havbundsmyndighed (ISA) forventes at træffe en beslutning om kommerciel minedrift på havbunden under deres samling 18.-29. marts.

”Dybhavbunden er ét af de sidste urørte og mest uberørte steder på jorden med stor betydning for livet i havet og global klimaregulering. Det kan vi ikke ofre for kortsigtede kommercielle interesser. Vores nye rapport viser, at der er en lang række store udfordringer forbundet med dybhavsminedrift, men der er naturligvis brug for endnu mere viden om konsekvenserne. Derfor bør den internationale havbundsmyndighed naturligvis ikke give grønt lys til dybhavsminedrift,” siger Jacob Fjalland, tværfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.

Rigsfællesskabet er ét af i alt 32 lande, der støtter et globalt moratorium imod dybhavsminedrift, der vil sætte aktiviteterne på pause ud fra et forsigtighedsprincip, indtil man ved mere om konsekvenserne for det dybe hav. Men det er i sidste ende den internationale havbundsmyndighed (ISA), der skal træffe en endelig beslutning sammen med de i alt 169 medlemslande. ISA har allerede udstedt 31 tilladelser til udforskning af dybhavbunden primært i Stillehavet.

Norsk dybhavsminedrift på pause

I begyndelsen af 2024 gav Norge som ét af de første lande i verden tilsagn om at igangsætte dybhavsminedrift i det norske farvand. Det fik WWF til at advare kraftigt om de store potentielle risici, der er forbundet med minedriften.

Planerne om dybhavsminedrift i de norske farvande er siden blevet sat på pause.

”Udvinding af mineraler fra den dybe havbund udgør en ekstra presfaktor mod en havnatur, der allerede er svært påvirket. Den stadigt stigende efterspørgsel efter metaller og mineraler behøver ikke foregå på dybhavsbunden og potentielt beskadige havets økosystemer,” siger Jacob Fjalland.

Han påpeger, at en kombination af innovation, genbrug og reparation antagelig kan opfylde industriens behov for råmaterialer i mange år fremover uden at åbne havbunden for minedrift.

WWF opfordrer til, at den internationale havbundsmyndighed (ISA) fortsætter forsigtighedsprincippet ud fra en videnskabelig tilgang og ikke tillader dybhavsminedrift før:

1. Alle miljømæssige, sociale og økonomiske risici er undersøgt til bunds
2. Alle alternativer er blevet udforsket
3. Det er anskueliggjort, at dybhavsminedrift kan gennemføres uden at forårsage skade på havnaturen og klimaet.

WWF er initiativtager til den globale virksomhedskoalition imod dybhavsminedrift, som blandt andre Google, Apple, Samsung og flere bilselskaber har underskrevet.

Om dybhavsminedrift:

Der er meget, vi endnu ikke ved om minedrift i dybhavet. Dybhavsminedrift foregår i 200-10.000 meters dybde.

Forskning i dybhavsminedrift indikerer høj sandsynlighed for direkte fysisk skade på livet i havet. Støj- og lysforurening, fysisk forstyrrelse og spredning af fint havbundssediment fra dybhavsminedrift kan forstyrre dybhavsarter, fisk og havpattedyr. Mange dybhavsarter er sjældne, langlivede og meget langsomme til at reproducere. Dybhavsminedrift kan potentielt føre til udryddelse af nogle af disse særlige arter.

Tab af dybhavsbiodiversitet efter minedrift på den dybe havbund kan desuden påvirke havets kvælstofcyklus og dets evne til at hjælpe med at afbøde klimaforandringer.

Minedrift på den dybe havbund kræver kystnære faciliteter, der kan medføre tab af levesteder og påvirke oprindelige folk og kystsamfund, der er afhængige af havets ressourcer.