Nu skal udkast til Klimastrategi 2035 i høring i Teknik- og Miljøudvalget
24.3.2025 09:00:00 CET | Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen | Pressemeddelelse
Udkastet til Klimastrategi 2035 bliver nu sendt i høring i Teknik- og Miljøudvalget og løbende i de andre politiske udvalg på Københavns Rådhus. Den nye strategi skal erstatte den nuværende 10-årige Klimaplan KBH2025, der udløber i år.

Københavns Borgerrepræsentation vedtog i september 2021 at udarbejde en ny klimastrategi for Københavns klimaindsats fra 2026 frem mod 2035.
Det er politisk vedtaget, at klimastrategiens målsætninger for 2035 skal være, at Københavns globale klimaaftryk skal halveres, København som geografisk område skal være CO2e-positivt, og at Københavns Kommune skal halvere udledningerne fra kommunens egne indkøb.
Klimastrategien skal vise vejen til at nå de tre målsætninger og bliver desuden fulgt op af tre handleplaner i perioden, der igangsætter de konkrete indsatser, som skal få København i mål.
Energi, byggeri og kommunens indkøb
Strategien og den første handleplan rummer initiativer på en lang række områder. Blandt andet investering i vedvarende energi som sol og vind, varmepumper i fjervarmesystemet, lavere energiforbrug i varmeforsyningen, mere bæredygtigt byggeri, flere klimavenlige indkøb i kommunen og tiltag, der skal gøre en klimavenlig hverdag og bæredygtige valg nemmer for københavnerne.
En del af initiativerne er allerede vedtaget og iværksat, mens andre initiativer skal udarbejdes og besluttes som konsekvens af strategien og den første handleplan. Den første handleplan, som skal gælde fra 2026-2028, skal vedtages sammen med Klimastrategien 2035.
Når den interne høring er afsluttet, skal strategien i ekstern høring og eventuelt revideres på baggrund af høringssvarene, inden den kan blive politisk vedtaget. Først i Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget og til sidst i Borgerrepræsentationen.
Alle forvaltninger i Københavns Kommune har bidraget undervejs i udarbejdelsen af Klimastrategien 2035 og Handleplanen 2026-2028.

Fakta:
Strategiens tre overordnede mål:
Ambitionsniveauet i Klimastrategien 2035 er fastlagt af de politiske udvalg på Københavns Rådhus i december 2023 på baggrund af beslutningen i Borgerrepræsentationen fra september 2021 om pejlemærkerne for en kommende klimaplan.
Den kommende Klimastrategi 2035 skal have tre overordnede mål:
1) København skal som geografisk område være klimapositiv. Det betyder, at vi inden for byens grænser skal opfange mere CO2e, end vi udleder.
2) Københavns globale klimaaftryk skal halveres. Det betyder, at de forbrugsbaserede udledninger skal reduceres med 50%.
3) Københavns Kommune skal halvere udledningerne fra kommunens egne indkøb.
Udledningerne indenfor Københavns geografi svarer til lidt mere end 1 ton pr. københavner ved Klimastrategiens begyndelse og opfylder dermed i princippet målsætningerne i Paris-aftalen i 2050. Med strategien er ambitionen at optage mere CO2e, end der udledes fra byen, dvs. at nå under 0 ton per københavner.
Den forbrugsbaserede afgrænsning er Københavns globale klimaaftryk (fodaftrykket) og inkluderer alle udledninger lokalt og globalt, som er knyttet til Københavns Kommunes, virksomhedernes og borgernes forbrug. Det vil sige hele værdikæden af produkter og tjenester.
Københavns globale klimaaftryk, som dækker de forbrugsbaserede udledninger, er opgjort til ca. 10 ton CO2e per københavner. Ambitionen er at halvere det globale klimaaftryk i 2035, svarende til ca. 5 ton CO2e per københavner. Parisaftalens målsætning svarer til 3 ton pr. verdensborger i 2030 og 1 ton i 2050.
Københavns Kommune leverer service til mange borgere, bygger kommunale institutioner såsom skoler og er en stor arbejdsplads med mange medarbejdere. I 2019 købte Københavns Kommune ind for ca. 13 mia. kr. I Klimastrategi 2035 opstilles en målsætning om at reducere klimaaftrykket fra kommunens egne indkøb med hhv. 25 % og 50 % i 2030 og 2035 pr. københavner sammenlignet med 2019.
Handleplaner
For at indfri pejlemærkerne frem mod 2035, skal der vedtages tre handleplaner, der beskriver, hvordan de konkrete initiativer skal skubbe på den grønne udvikling. Handleplan 2026-28, Handleplan 2029-31 og Handleplan 2032-35. Hver handleplan vil opgøre de direkte omkostninger og ressourcer, der er forbundet med at gennemføre initiativerne.
Håndaftryk
Københavns Kommunes håndaftryk er kommunens bidrag til den generelle omstilling af samfundet på klimaområdet gennem kommunens og selskabernes investeringer. Ambitionen for håndaftrykket omfatter, at der produceres vedvarende energi fra sol og vind i 2050 svarende til Københavns samlede el-forbrug, samt at der arbejdes for, at andelen af grønne og bæredygtige investeringer øges, og at CO2-optag gennem naturbaserede virkemidler også øges.
På skuldrene af den tidligere klimaplan
Københavns Kommune har de sidste 10 år både nationalt og internationalt vist sin ambitiøse tilgang til klimahandling med den tidligere klimastrategi: KBH2025 Klimaplanen.
KBH2025 Klimaplanen har bragt Københavns Kommune godt 80 % af vejen mod klimaneutralitet. Det har særligt været på grund af en omstilling af energisektoren til næsten at være fri for fossile brændsler, men også via en markant indsats målrettet mobilitet, vedvarende energiproduktion og energibesparelser.
Siden arbejdet begyndte med KBH2025, har alle kommuner i Danmark sat mål for at nedbringe udledningen indenfor deres respektive geografi. Mange byer og kommuner sætter ligesom København fokus på det klimaaftryk, de sætter udenfor kommunegrænserne. På den måde samarbejder by og land om at reducere udledningen, både hvor den sker lokalt fra industri, transport og energiproduktion, men også ved at påvirke den efterspørgsel, der driver udledningerne.
Samarbejde og partnerskaber
En del af tilgangen i udkastet til Klimastrategi 2035 er styrket samarbejde med borgerne, virksomheder og civilsamfundet gennem strategiske partnerskaber. Københavns Kommune vil skabe rammer for partnerskaber, som understøtter byens aktører i den grønne omstilling.
Den politiske proces videre:
I første omgang skal Klimastrategien 2035 i høring i lokaludvalg, råd og de forskellige politiske udvalg på Københavns Rådhus (tidsplanen er med forbehold for ændringer):
31. marts (BIU og TMU)
3. april (KFU)
8. april (ØU)
9. april (SUD)
23. april (BUU)
24. april (SOU)
Derefter skal strategien og den første plan i offentlig høring i maj-juni.
Dernæst skal Klimastrategien 2035 godkendes i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus.
Overblik over tidligere politisk behandling:
- Dagsorden: Teknik- og Miljøudvalget den 30. september 2024 og Økonomiudvalget den 29. oktober 2024, Energistrategi for København. Godkendt uden afstemning.
- Teknik- og Miljøudvalget den 18. december 2023 og Økonomiudvalget den 12. december 2023, Orientering om Kommissorium for udvikling af energistrategi.
- Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 4. december 2023 og Økonomiudvalgets beslutning den 12. december 2023, Ambitionsniveau for Klimaplan 2035.
- Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. juni 2023, Energistrategi som en del af Klimaplan 2035.
- Teknik- og Miljøudvalget den 13. marts og den 27. marts 2023, Drøftelse af afgrænsning af klimaplan 2035.
- Borgerrepræsentationens beslutning den 23. september 2021, En ny klimaplan 2035.
- Borgerrepræsentationens beslutning den 23. september 2021, Mulighederne for at udfase træbaseret biomasse.
Nøgleord
Kontakter
Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt
Tlf:2327 8090presse@tmf.kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Nye tal på byggesagsområdet: Sagsbehandlingstider i København godt på vej i mål6.3.2026 12:01:51 CET | Pressemeddelelse
KL har netop udsendt årets tal på byggesagsområdet, der viser, om København overholder de aftalte sagsbehandlingstider mellem kommuner og stat. Borgmester glæder sig over udviklingen og retter nu fokus på at få lokalplanerne til at følge trop på den positive udvikling.
København og Frederiksberg kommuner: Glædeligt med ny håndsrækning til skybrudssikring23.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har netop sendt et nyt lovforslag i høring, der gør det muligt for kommuner og forsyningsselskaber at færdiggøre flere klimatilpasningsprojekter, som allerede er planlagt. Projekterne skal beskytte byer og borgere mod ødelæggende oversvømmelser, når kraftige regnskyl og skybrud rammer.
Evaluering: færre biler og flere fodgængere i Middelalderbyen17.2.2026 07:30:39 CET | Pressemeddelelse
Evalueringen af omlægningen af parkeringspladser i Middelalderbyen er landet og skal i høring. Klima-, miljø- og teknikborgmesteren vil indføre flere midlertidige tiltag, så byrummene bliver udnyttet bedre, indtil de permanente byrum bliver etableret.
Line Barfod vil indføre krav om ejerboliger i nybyggeri i København hurtigst muligt27.1.2026 13:41:54 CET | Pressemeddelelse
I et nyt udspil vil regeringen og partierne i forligskredsen bag planloven give kommunerne mulighed for at bestemme, at op til 25 pct. af boligmassen i nye boligområder skal være ejerboliger. Den mulighed findes ikke i dag.
Københavns Kommune vil understøtte bevaring af eksisterende byggeri med ny guide26.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Som et led i Københavns Kommunes nye Klimastrategi og Klimahandleplan skal udledningerne fra byggeriet i byen nedbringes. Det skal en ny guide hjælpe med til.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum