Lad ikke gigt stoppe dig, mand
Smerter, træthed og nedsat mobilitet afholder ofte mænd med gigt fra at komme op af sofaen. Men motion og natur kan både forbedre humøret og lindre smerterne. Derfor inviterer Gigtforeningen og DGI nu mænd med gigt til et landsdækkende event, hvor de kan træne i naturens træningscenter lørdag den 15. marts

”Jeg har ikke ondt – kun når jeg sidder stille!”
Ordene kommer fra Erik Schousbo, der som godt 700.000 andre danskere lever med gigt. Han ved, hvor afgørende det er for både krop og sind at holde sin træning ved lige.
Mænd med gigt er særligt udsatte for livsstilssygdomme og lav livskvalitet. Det skyldes blandt andet, at mange ikke dyrker motion. Derfor inviterer Gigtforeningen og DGI nu ud i naturens træningscenter. Et landsdækkende event, hvor mænd med gigt kan træne i det grønne, lave mad over bål og lade mandesnakken gå. Det sker fem steder i landet lørdag den 15. marts.
Kun for mænd – et fællesskab i naturen
En nylig undersøgelse fra Gigtforeningen viser, at kun 8% af 2000 deltagere i et af organisationens naturtræningsforløb var mænd. Gigtforeningen erfarer, at flere ting afholder mændene fra at være aktive – for eksempel når træningen foregår indendørs, og når også kvinder deltager. Derfor er det kun mænd, der er inviteret med, når det landsdækkende event løber af stablen i Viborg, ved skovtårnet i Rønnede, Skelskør, Aarhus og Hjørring.
”Når vi holder naturtræningsevents i hele landet den 15. marts, har mænd mulighed for at få en uforpligtende prøvetime på et hold kun for mænd. Vi oplever nemlig, at mænd slapper mere af og taler om andre ting, end de gør, når der også er kvinder på holdet. Vi tror på, at det fællesskab gør det nemmere at komme afsted næste gang – også selvom vejret er gråt, og kroppen gør ondt,” siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.
Et frirum under åben himmel
Naturtræningen stimulerer puls, balance og sanser, men har også stort fokus på relationer og fællesskab. Der er ingen krav til deltagernes fysik, og DGI håber, at flere mænd vil opdage, hvordan naturen kan være den perfekte træningspartner.
”At komme ud og bruge kroppen i naturen sidder dybt i os som mænd – det er en del af vores biologiske arv. Til naturtræning kan mænd dele grin, gode snakke og bevægelse. Det er mere end bare motion; det er et frirum, hvor man gør noget godt for sig selv og finder fællesskab, uden at det handler om at være bedst, men om at være med," siger Bjørn Ruben Pedersen, direktør i DGI Østjylland.
Mænd er særligt udsatte
Mænd lever i gennemsnit fire år kortere end kvinder, og næsten dobbelt så mange dør, inden de fylder 65 år på grund af usund livsstil. Gigt er en af de mest udbredte kroniske sygdomme i Danmark, og det er en stor barriere for mange gigtramte mænds sundhed, at smerter og nedsat mobilitet afholder dem fra at have et aktivt liv. Derfor støtter Forum for Mænds Sundhed op om eventet.
”Der er bruge for at tænke køn ind i sundhed og sygdom og være opmærksom på, at det at engagere mænd både i behandling og rehabilitering ofte skal gøres på særlige måder: meget konkret, uforpligtende og med klart og specifikt udbytte. Og den slags fælles aktiviteter fx i naturen kan ofte være vejen til mere faste fællesskaber for mændene - en ting som mænd i disse tider har stort behov for," siger Svend Aage Madsen, formand i Forum for Mænds Sundhed.
De fem naturtræningsevents finder sted i Aarhus, Rønnede, Hjørring, Skælskør og Viborg
lørdag den 15. marts fra kl. 10-12.
Alle mænd med gigt er velkomne til at deltage.
Læs mere om hvor og tilmelding her: https://www.gigtforeningen.dk/maend
Fakta om Gigtforeningen, DGI og Forum for Mænds Sundhed
– Gigtforeningen arbejder for at forbedre vilkårene for de flere end 700.000 mennesker i Danmark, der lever med en gigtsygdom.
– Gigt dækker over mere end 200 diagnoser. Nogle af de mest udbredte er slidgigt, leddegigt og urinsyregigt.
– DGI er Danmarks førende organisation inden for motion og breddeidræt.
– Forum for Mænds Sundhed er en organisation, der bl.a. arbejder for at skabe målrettede tilbud til mænd ift. ændring af livsstil, risikoadfærd og brug af sundhedsvæsnet.
Nøgleord
Kontakter
Gitte Meyer Madsen, Pressemedarbejder for Naturtræning for mænd
Tlf:2942 1514gmm@meyermedier.dkBilleder


Links
Om Gigtforeningen
Gigtforeningen er en dansk patientforening med mere end 80.000 medlemmer og støtter. Patientforeningen blev grundlagt i 1936 og har som vision at sikre et bedre liv for de mere end 700.000 mennesker med sygdomme og smerter i led, ryg og muskler.
Følg pressemeddelelser fra Gigtforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gigtforeningen
Jægere skal give gigtramte seniorer mod på mere i naturen6.3.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et samarbejde mellem Gigtforeningen, Danmarks Jægerforbund og Syddjurs Kommune vil hjælpe kronisk syge seniorer ud i det fri. Formålet er at udnytte naturens potentiale til at flytte fokus fra smerter til givende fællesskaber og sanselige oplevelser.
Alle kan være med, når Aktiv Med Gigt-dagen kommer til Aarhus19.2.2025 12:19:05 CET | Pressemeddelelse
Mange har svært ved at holde sig aktive, når kroppen knaser. Derfor giver Gigtforeningen, DGI og Aarhus Kommune nu seniorer med kroniske smerter en unik mulighed for at afprøve en række lokale aktiviteter med natur og fællesskab i centrum. Det er den 4. marts.
Frisk luft og fællesskab: Til Aktiv Med Gigt-dage kan alle være med19.2.2025 11:52:20 CET | Pressemeddelelse
Mange har svært ved at holde sig aktive, når kroppen knaser. Derfor giver Gigtforeningen, DGI og fem østjyske kommuner nu seniorer med kroniske smerter en unik mulighed for at afprøve en række lokale aktiviteter i det fri. ”Vi vil give gode kropslige oplevelser og erfaringer med at færdes i den nære natur”, lyder det fra arrangørerne.
Hjælp til gigtramte: Hvad gør man, når smerter fylder i hverdagen?14.2.2025 10:50:14 CET | Pressemeddelelse
Gigtforeningen inviterer til et gratis arrangement med oplæg om smerter, behandling og livet med gigt
Aarhus: Når gigt udfordrer parforholdet – hvordan finder man balancen?11.2.2025 15:50:29 CET | Pressemeddelelse
Gratis arrangement på Aarhus Universitetshospital giver jer gode råd til at leve med gigt. Mød eksperter og et ægtepar, der deler ud af deres erfaringer
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum